Som blogger og meningsdanner er jeg vant til verbale tæsk. Jeg ved at når jeg stikker snuden frem – især som dansk-somalier – så er der åbenbart to forskellige lejre, der har behov for at ytre deres meninger om mine skriverier eller min person. Fra den etnisk danske lejr er kommentarer som: “Du skal bare skride hjem” eller “Du er og bliver aldrig dansk” ikke usædvanlige, mens der fra den dansk-somaliske lejr falder kommentarer som: “Du er bevidst eller ubevidst påvirket af den hvide mands syn på sorte” eller “House nigga”. Uanset hvordan jeg tackler emner fra min dagligdag kan jeg aldrig please begge lejre.

Hvis du er trofast læser af bloggen, så ved du at mine indlæg både kan bunde i seriøsitet og humor. Du kan finde indlæg med en alvorlig tone, men også nogle, der skal tages med et gran salt. Selv de mere seriøse indlæg forsøger jeg at drysse en smule humor udover. Surprise people, man kan sagtens forsøge at være sjov uden at have som intention at træde nogen unødigt over tæerne – trust me!

Tæsk er helt normalt

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om at jeg er vant til at få verbale tæsk (det kan læses her). Når man som jeg deler sine tanker med hele Danmark på nettet, er reaktioner forventelige. Mine indlæg er dog altid velovervejede, så jeg tager aldrig tæskene på forskud. Hvert eneste indlæg bliver lagt ud på bloggen med rank ryg, men jeg aner rent faktisk aldrig på forhånd hvilke af dem, der får folk op af stolene og hvilke de klapper af.

Mine erfaringer siger mig at modtagerne af mine skriverier ikke er blege for at uddele verbale tæsk. Det er især når folk er uenige, at deres pis kommer i kog. Facebooks tastaturkrigere blev for nyligt forarget over mit indlæg om nogle af forskellene mellem min somaliske familie og min etnisk danske svigerfamilie. Et forsøg på et humoristisk og letbenet indlæg om nogle af de kulturelle forskelle, som jeg finder komisk blev nærmest taget som gidsel. Et humoristisk indlæg om min familie og svigerfamilie blev misforstået og highjacked til noget langt større end intentionen bag. Lige pludselig blev ikke kun mit indlæg angrebet, men også min person. Konstruktiv kritik af mine blogindlæg anerkender jeg og hilser velkommen, men perfide angreb på min person respekterer jeg ikke. Et eksempel er en anonym bruger, som mente at jeg burde blive voldtaget. Det er langt langt over stregen for acceptabel opførsel.

Nogle gange virker det simpelthen som om, at man kun får en reaktion når folk er uenige med en eller hvis de føler sig forargede. Jeg kender det selv, for jeg elsker at suge til mig af negativ sladder om kendisser. Positive historier er simpelthen for kedelige. Mennesker elsker drama, og kan nemt se det “negative” i alt – også selvom det ikke findes.

Mig, mig, mig – og min!

Når jeg lægger noget ud på domænet her, så handler det oftest om mig, mig, mig eller om min familie. Når jeg skriver om min dansk-somaliske familie, så handler det som sagt om MIN familie. Jeg ved ikke hvordan livet er i andre dansk-somaliske familier herhjemme. Mine indlæg tager udgangspunkt i min fortælling ud fra de ting jeg har oplevet i min familie, som jeg husker dem.

Jeg har aldrig påstået at repræsentere alle dansk-somaliere eller at min familie er billedet på den dansk-somaliske familie anno 2018. Jeg påtager mig på ingen måde en rolle som talskvinde for det somaliske samfund i Danmark, for jeg er ikke det somaliske samfund. Jeg er et individ, og den eneste jeg repræsenterer er mig selv og min egen sandhed.

Ikke alle har det på samme måde. Der er visse dansk-somaliere, der føler at når jeg skriver et indlæg om min somaliske familie, så repræsenterer jeg samtlige somaliere i Danmark. De mener at mine personlige beretninger kan skade det somaliske miljø, fordi etniske danskere kan få opfattelsen af at jeg beskriver det somaliske samfund som helhed. Jeg hører og respekterer den holdning, men jeg deler den ikke.

Fy fy Ayan, skam dig!

Det er paradoksalt at jeg bliver shamed pga. et uskyldigt indlæg, som min egen familie i øvrigt har det fint med. De kender mig og min humor, så det blev blot til en smule hovedrysten og så gik livet ellers videre. Min familie er meget private, og har ikke samme behov for at ytre sig. Nej, de har ikke slået hånden af mig, og nej, de skammer sig ikke over mig. I min familie har vi for længst accepteret, at vi ikke er ens. Vi er alle individer med egne holdninger og plads til forskellighed.

Når jeg skriver et indlæg om min barndom eller om min familie, så tænker jeg ikke “hvad ville de synes om det her”. Jeg skriver det, lægger det ud og tænker sjældent videre over det. Jeg er udmærket klar over, hvad der er privat eller ej. Jeg er altid personlig på bloggen, og deler gerne mit liv med jer læsere, men jeg er aldrig privat. Tror det eller ej, men jeg har også en grænse mht. de ting jeg deler.

Jeg vil aldrig skamme mig og uanset hvad man siger om mig, så kan man ikke shame mig. Jeg står ved alle mine indlæg og stikker ikke hovedet i busken.

 

Share: