Hver gang jeg påpeger noget, som jeg synes er forkert eller ytrer en undren på de sociale medier, så er det stensikkert at jeg bliver svinet til.

Lige så snart jeg har trykket på enter-knappen på min computer, så tikker de første kommentarer a la: “Hold nu kæft du klynker” eller “Jeg er så træt af vores krænkelseskultur” ind. Kommentarerne kommer typisk fra hvide, etnisk danske mænd, som ikke har en bekymring i verden. De er repræsenteret alle steder og har måske netop derfor ikke noget at kæmpe for?

Disse voksne mænd sidder simpelthen klar til at kaste negativitet efter mig, fordi de tror jeg er sart. De kender mig ikke, for hvis de gjorde ville de vide, at sart er jeg ikke. Hvorfor skal jeg som mørk, dansk kvinde, der undrer mig eller føler mig fejlbehandlet overfuses af hvide, etnisk danske mænd?

Stopper ikke!

Jeg har ret til at ytre mig, hvis jeg føler mig krænket. Der er ingen, der skal fortælle mig, at jeg skal holde kæft. Hvorfor skulle jeg det? Hvis ikke jeg ytrer min mening, så kommer det ikke ind i folks bevidsthed. Jeg håber at mine ytringer rykker noget ved folk, og at de tænker lidt over tilværelsen. Måske ændrer de mening eller stopper op i et sekund eller to, fordi tilpas mange mennesker føler sig krænket over et specifikt emne.

Som mørk, dansk kvinde ser jeg det nærmest som min pligt at påtale krænkelser. Betyder det at jeg tager alle kampene? Nej, det gør jeg ikke. For ved du hvad? Jeg er et menneske, der har en familie. Hvis jeg skulle sidde og påtale alle krænkelser, så kunne jeg nærmest gøre det fuld tid. Det har jeg ikke tid eller lyst til. Det dræner mig for energi, så derfor vælger jeg min kampe med omhu.

Jeg tror ikke folk stopper med at bruge krænkelseskortet i mod mig eller andre, der føler sig krænket. Det er en ret overlegen og privilegeret ting at gøre, som desværre bliver misbrugt groft. For det er åbenbart moderne at bruge kortet. Så længe det er det, så længe vil jeg påtale mine krænkelser på de sociale medier.

Share: