Palle alene i verden

Som barn havde jeg ikke én eneste veninde. Det var først i gymnasiet, at jeg heldigvis fik dannet nogle venskaber. Gennem hele min barndom har jeg tit følt mig som en freak, fordi jeg ikke havde nogen venner. Der var ingen, der gad at lege med mig. Det påvirker et barn dybt. I mange år led jeg i stilhed pga. min ensomhed. Jeg troede at der var noget galt med mig. Jeg var så ensom, at jeg nogle gang tiggede min lillesøster om at lege eller bare hænge ud.

Det kunne være noget så banalt som at tage på biblioteket for at låne et par bøger, men hver gang jeg prøvede at få min søster med, så gad hun ikke. Hendes veninder lokkede og hun ville bestemt ikke noget, så kedeligt som at kigge på bøger i sin fritid. Mens mine fire søskende legede nede i gården, så var jeg mest hjemme og så TV eller læste en masse bøger. Hver gang det bankede på døren, så vidste jeg at det ikke var til mig, for hvem skulle spørge efter mig?!

Snorker som en flodhest

At snorke ligger simpelthen til min familie. Alle gør det. Når jeg er meget træt, så snorker jeg højt og forstyrrer min mands søvn. Det var allerværst under min graviditet. Der kom mit snork-game op på et helt andet niveau. Det drev min mand til vanvid. Jeg har prøvet alt! Jeg har prøvet at gå lidt tidligere i seng, så jeg ikke er så træt, bruge de der strips til næsen og sove på siden – uden held! Nogle gange snorker jeg så højt, at jeg selv vågner af det – oops!

Slik, sukker & snacks

Jeg elsker alt usundt og jeg er ikke bleg for at indrømme det. Jeg er overbevist om, at der løber sukker i mine blodårer, fordi min indtagelse er næsten ulovlig. Hvis ikke jeg får nok sukker eller slik i løbet af en dag, så bliver jeg en smule skør og snacker i stedet på rosiner eller dadler. Jeg burde faktisk holde mig langt væk fra alt, hvad der er usundt og især sukker, fordi diabetes er et stort problem i min familie. Der er efterhånden mange i min familie, der lider af det og det skræmmer mig. Alligevel kan jeg ikke lade være, og føler mig næsten som en narkoman, der ikke orker rehab. Selvfølgelig kunne jeg snacke på gulerødder, mandler eller noget tredje, men chokolade smager bare lidt bedre, ik’? Måske burde jeg bare prøve at trappe ned i stedet for at lave en kold tyrker.

Træning – nej tak!

Jeg er ikke den eneste, der hader at træne, vel? Jeg hader det af hele mit hjerte, og gør det kun, hvis det handler om liv eller død. Jeg har tidligere været medlem af diverse fitnesscentre, og jeg hadede hvert eneste sekund af det. Jeg kunne aldrig drømme om at tilmelde mig holdtræning, og når jeg så en sjælden gang har velsignet et fitnesscenter med min tilstedeværelse, så har jeg løbet på båndet, mens jeg har set ‘Keeping Up With the Kardashians’. Jeg kan seriøst ikke huske, hvornår jeg sidste gang har svedt pga. træning, men jeg trøster mig selv med at jeg sveder, når jeg løber efter offentlig transport, hvilket næsten aldrig sker! Jeg bruger dog en masse tid og energi på at bære rundt på min søn, der efterhånden vejer en del, så lidt træning får jeg dog alligevel sneget ind i min hverdag. Jeg kommer aldrig til at træne i et fitnesscenter igen – been there, done that. Never again!

Bange for (næsten) alle dyr

Selvom vi altid har haft dyr i mit barndomshjem (kaniner, hamstere, marsvin og katte), så har jeg altid været bange for dyr. Jeg ved seriøst ikke hvorfor. Min søster er omvendt, hun elsker alt hvad der har pels. Jeg har altid undgået hjem, hvor jeg vidste der var hunde eller katte. Min frygt blev sat alvorligt på prøve, da jeg rejste til Filippinerne med min mand for et par år siden. Velvidende om, at der fandtes gadehunde alle vegne. Jeg måtte finde min indre kriger frem og bede til Allah (swt), hver gang vi gik forbi en løs hund. Jeg har tit tænkt at min frygt skulle kureres med hypnose. Men efter rejsen til Filippinerne og især Tel Aviv, hvor der løb fem hunde rundt til en familiefrokost, så er jeg ikke længere bange. Jeg er ikke typen, der bliver blød i knæene og leger med hunde nu, men mere typen, der forsigtigt klapper dem og undertrykker min frygt.

Share: