Jeg har altid beundret Simi Jan for hendes professionalisme og mod. Hun er en af de få journalister jeg ser op til herhjemme, og som jeg desuden også kan spejle mig i.

Ligesom mig har hun en anden etnisk baggrund end dansk. Ligesom mig elsker hun at fortælle historier og ligesom mig havde hun svært med at få arbejde efter sin uddannelse. At hun i dag er korrespondent for TV2, holder foredrag og er forfatter giver sådan én som mig håb. Håb om at der i denne hvide mediebranche er plads til sådan en som mig. Hvis Simi kan, så kan jeg vel også. 

Hun skabte og tog ejerskab over sit eget liv. Hvis ikke hun gjorde det ville hun ikke være der, hvor hun er i dag. Simi er ikke til at styre eller komme udenom. Jeg fornemmer at hun er typen, der ikke kan sidde stille og der skal helst ske ting NU. Derfor tog hun skæbnen i egne hænder, troppede op hos sin chef og overbeviste ham om at TV2 havde brug for en korrespondent til at dække Afghanistan, Indien og Pakistan. Simi kunne sproget, havde modet og ville alt andet end at sidde bag et kedeligt og trygt skrivebord herhjemme. Det faktum at hun tog ejerskab og ikke var nervøs for et afslag synes jeg er beundringsværdigt. 

Efter at have læst hendes bog “Til te hos Taleban” har min respekt og beundring for denne seje kvinde kun vokset sig større. At hun tør sætte sig i livsfarlige situationer for at dokumentere krig og uretfærdighed i alverdens brændpunkter, mens vi sidder i vores behagelige sofaer herhjemme er så bad ass.

Hvis der er nogen, der har ben i næsen, så er det sgu hende. At være på farten og vide, at det kan være dit sidste åndedrag er ikke blot skræmmende, men siger også rigtig meget om Simi. Det siger at hun har taget ejerskab over sit eget liv og udlever hendes drømme, der er ingen der skal fortælle hende hvordan hun skal gøre sit arbejde. Hun kunne passende ha’ siddet på en redaktion på TV2 og have hyggelige snakke med sine kollegaer ved kaffemaskinen, men det har hun valgt fra. Hendes drøm om at blive korrespondent har ikke været nem, og hun har kæmpet med næb og kløer. 

Jeg tror 100% på at vi selv er herre over vores eget liv, og at vi skal kæmpe for vores drømme. Det er ikke alle, der får drømmejobbet med det samme. Der er nogle af os, der selv skal gøre arbejdet. Jeg tror på at vi selv skal skabe vores egne muligheder. At tro at folk banker på ens dør er utopisk og naivt. Simi har ligeledes skabt sine egne muligheder og drømmejobs. Hvorfor vente på at folk giver dig noget, når man selv kan tage det?

Jeg har selv skrabet bunden

Lige efter min barsel var jeg træt af at gå derhjemme og træt af at være ledig. Det var lige før at jeg opgav håbet, men efter en snak med en sej kvinde fra DR så jeg pludselig tingene i et andet lys. Hvorfor skulle jeg gå her og have ondt af mig selv? I stedet for begrænsningerne så jeg mulighederne, lidt ligesom Simi Jan gjorde. 

Jeg fik flere jobs efter hinanden og fik endda et opkald fra en produktionsleder, der havde hørt om mig. At vide at jeg næsten havde opgivet har været godt for mig. Det betød at jeg værdsatte tingene mere og når man én gang har skrabet bunden, så kan det ikke blive værre, vel? Jeg var heller ikke et særlig gladt menneske på det tidspunkt, for jeg havde konstant ondt af mig selv. Min negative attitude kunne mærkes af min familie og allernærmeste.  

Jeg har haft fornøjelsen af at møde Simi Jan engang til et event hosted af den daværende amerikanske ambassadør Rufus Gifford. Min mand så hende, og jeg blev så nervøs og starstruck. Hvad fanden skulle jeg sige, skulle jeg sige noget eller bare gå forbi hende? Ville hun tror jeg var tosset og kunne jeg bede om et foto? Jeg kunne ha’ stået der hele dagen og tænkt forskellige scenarier igennem, hvis ikke min mand puffede til mig. Han vidste at Simi er mit idol, og at hvis det skulle være, så var det nu. Med sommerfugle i maven, kvalme og et nervøst smil prikkede jeg til hende og fremstammede et “hej”. Det kan godt være at jeg så rolig ud, men indeni havde jeg lyst til at slå kolbøtter og råbe….”Yessssssssssss”. 

Jeg kan ikke huske meget af vores korte samtale, men jeg kan huske at hun havde hørt om Ethniqa Magazine, oh God, jeg var ved at besvime! Simi er typen jeg gerne vil være veninder med, og i mit hoved er vi det også…haha! Jeg tror at jeg kan lære rigtig meget af hende, og det er ikke fordi jeg har lyst til at rapportere fra verdens brændpunkter. Nej, men jeg tror at jeg kan lære mere om mig selv og hvordan man klare sig i denne verden som en mørk, muslimsk-dansk kvinde. 

For det er en branche, hvor alle kender alle – og lidt søstersolidaritet skader ingen, vel?

Kære Simi, tak for dit mod, dine fortællinger og fordi du ikke gav op. Du er en forgangskvinde, mit idol og jeg ved at der er andre derude, der ligesom mig ser op til dig.

Du er og vil for evigt blive min #womancrushwednesday <3 


Share: