Kan du føle romantikken i luften? Kan du mærke solens stråler kærtegne din kind? Kan du høre fuglene kvidre om morgenen? Ser du lidt flere forelskede par end normalt?

Måske har du lagt mærke til at flere af dine venner/veninder har fået kæreste på? Som om de har dannet en hemmelig kæresteklub, så de kan gå foråret i møde med kysseri, Netflix og hygge? Ved du hvorfor du har det sådan? Ved du hvorfor du ser L-O-V-E overalt? Det er fordi det er Valentine’s Day om ganske få dage.

Hvis du har en flirt, som du tænker skal være din kæreste, så læs med her. Jeg har din ryg. Jeg har nemlig sørget for en lille guide til, hvad man kan lave til Valentine’s uden at det nødvendigvis koster kassen. Husk nu ladies, det er 2019, så of course må du gerne bejle til fyren – yallah, hvad venter du på?

1. Museumsbesøg

Tag på et museum med gratis adgang. Det er ofte skide hyggeligt og stemningsfyldt + man bliver hurtigt grebet af den historiske stemning. Man ser også pisseklog ud, når man står og studerer malerier eller historiske genstande. Jeg ved ikke en skid om historie eller kunst, men hvis jeg skulle score nogle hurtige point ville jeg google nogle facts hjemmefra, som jeg kunne slynge ud. Enhver fyr med respekt for sig selv vil smelte i knæene, når han opdager han står foran en intelligent kvinde.

2. Brug gode deals

Hvis man hellere vil nyde en hyggelig gåtur rundt i København med en kop kaffe, så kan man passende afslutte daten med en hyggelig middag. Jeg hader at betale fuld pris for noget. Ja, jeg elsker tilbud næsten lige så højt, som jeg elsker min mand. Derfor er jeg også en sucker for de der apps med deals, hvor man for nærmest ingen penge kan købe en middag for to. Prøv fx Early Bird eller R2N. I kan spise jer mætte til få kroner, mens I fletter fingre – lyder det ikke hyggeligt?

3. Gratis events & oplevelser

Du kan også bede din flirt om at møde dig et bestemt sted i byen med løftet om et hav af oplevelser. Det eneste det kræver er at du laver din research og har fornuftige sko på. På Facebook bliver man næsten dagligt bombarderet med gratis oplevelser og events. Hvis du forbereder dig godt, kan du tage din flirt under armen og event-surfe fra det ene sted til det andet – uden at det koster dig noget.

4. Fællesspisning og flirteri

Hvis din date er til eksotisk mad og/eller elsker at møde nye mennesker, så er der et hav af fællesspisninger rundt om i byen. I Folkehuset Absalon eller i Nørrebrohallen kan man billigt nyde et godt måltid. I det Grønlandske Hus kan man for 75 kr. få dagens ret og dessert til 15 kr. Te og kaffe er gratis – så hvad med at smage lidt grønlandsk mad?

5. Udsigten fra tårnet

I kan også nyde udsigten over Københavns tage, og bare glemme alt og alle omkring jer. I kan gøre det,  imens i indtager en kop kaffe og smovser jer i kage? Hvis det lyder som en god kombi, så skal I tage op i Christiansborgs tårn.

Når alt kommer til alt, så burde Valentine’s Day være 365 dage om året. Det handler om at skrive en lille sød sms, så ens elskede ved at man tænker på ham. Et kram, kys eller klem i hånden kan gøre vidundere. Et forelsket blik eller stort smil kan give enhver sommerfugle i maven.

Min mand og jeg skal ikke på date til Valentine’s, for han er ikke så vild med dagen som jeg er. Jeg vil gerne have røde roser, chokolade, balloner med I love you på eller en skrevet kærlighedserklæring som jeg kan tage frem og kigge på, når jeg er blevet gammel.

I stedet “nøjes” jeg med at leve mit liv med min eneste ene, ham der får mig til at smile, ham der sender elektriske stød gennem min krop når han kigger mig i øjnene, ham der tager min hånd når vi bare sidder på sofaen, og som for længst har stjålet mit hjerte. Det er manden som har lovet at uanset hvad, så er det os mod hele verden – det er hvad jeg “nøjes med” på Valentine’s Day (men han kunne nu godt købe en bøtte Ben & Jerry’s med hjem til madamen her ;-)) <3  

Share: