Det var en helt almindelig søndag aften, hvor jeg sad på min faste plads på sofaen. ‘Keeping Up With The Kardashians’ kørte på fuld drøn. Min mand var taget ud for at se noget fodbold med drengene, men var ikke længere væk end at han kunne skynde sig hjem inden for små 30 minutter.

Jeg var få dage fra terminsdatoen og stor som en hval. Aftalen var derfor at han godt måtte hygge med drengene, men at telefonen skulle være i hans hånd – just in case.  Mødet med Lille M måtte snart gerne ske, for jeg orkede ikke at gå de obligatoriske 14 dage over, som de fleste førstegangsfødende gør. Mens jeg nød en smule nøje tilrettelagt Kardashian-drama, hvor Kim igen igen græd og lidt chokolade (what’s new) mærkede jeg en smerte jeg aldrig havde mærket før…

Min mor havde luret at jeg ville føde før tid, men jeg troede ikke rigtig på det. Derfor lod jeg ikke mærke til smerten, der lige pludselig var der. Men da kameraet igen zoomede ind på Kims ansigt, var den der mærkelige smerte der igen. Var Lille M lige så ivrig efter at se Kim græde som jeg var, eller var jeg ved at føde? Da smerten kom med få minutters mellemrum, var jeg ikke længere i tvivl – det var en ve og snart ville banditten melde sin ankomst.

Jeg tror jeg skal føde!

Hurtigt greb jeg min telefon og skrev en besked til manden, der lød a la dette: “Hey, jeg vil helst ikke forstyrre dig, men jeg har en smerte, der bliver ved med at komme og gå. Jeg tror jeg skal føde, og det er nok en god idé at du kommer nu”. Haha, nu hvor jeg tænker over det, så var jeg ret rolig, men min rolige attitude ændrede sig hurtigt.

For på et splitsekund blev smerterne værre og kroppen tungere. Selvom det var sengetid, så kunne jeg alt andet end sove. Jeg var rastløs, havde sindssyge smerter i lænden, som føltes som om jeg blev stukket med en kniv igen og igen og igen. Nærmest hulkende gik jeg rundt i lejligheden med hurtige skridt. Min mand og jeg besluttede at ringe til vores forældre, for at give dem et heads up. Vi vidste heller ikke hvad natten ville bringe, så det var nok bedst at de var klar over situationen. Min mor er ligesom jeg, en person der handler hurtigt, derfor var hun også ret ivrig efter at komme forbi ASAP. Det sidste jeg havde lyst til var et publikum, og desuden var der heller ikke så meget hun kunne gøre på det givne tidspunkt. Når jeg befandt mig i fødestuen kunne hun holde min hånd og ae mig på kinden, men lige nu og her, havde jeg bare brug for at bearbejde smerterne og håbe på at de blev lidt tålelige. Det blev de ikke. De blev bare værre.

I sengen var dynen smidt på gulvet, puderne var omkring lænden og fødderne var oppe, men intet af det hjalp. Jeg prøvede endda at sove siddende på sofaen, men kunne ikke. Som et desperat forsøg prøvede jeg også at sove på gulvet. Det eneste der hjalp en smule var at gå rundt i lejligheden, mens jeg prøvede ikke at græde alt for højt. Naboerne skulle helst ikke forstyrres!

Min svigermor stak en finger op i mig

Under min graviditet trak jeg på en masse mødre udover min egen, fordi jeg helt naturligt havde en million spørgsmål. Alle der havde født var i mine øjne eksperter, der skulle pumpes for viden. Men den meste kompetente ekspert over dem alle var min svigermor, der med 40 års erfaring, var min primære videnskilde. Derfor var det også helt naturligt at hun sammen med min mand og mor var til stede i lokalet, når jeg skulle føde Lille M. For hvad er bedre end én jordemoder? Det er da to jordemødre. Derfor var det det mest naturlige i verden, at min svigermor skulle tage i mod sit første barnebarn.

Da søndag aften blev til mandag morgen kom min svigermor med sit træstetoskop, så hun kunne høre Lille M’s hjertebanken og sikre sig at alt var som det skulle være. Mine smerter var stadig til stede og efter morgenmaden, der i øvrigt kom op ret hurtigt, var det tid til at hun tjekkede mig. Min kære svigermor ville lige se, hvor langt jeg havde åbnet mig. Selvom jeg godt vidste hvad det betød, havde jeg på en måde fortrængt det. Jeg har aldrig forestillet mig, at have en svigermor der en dag ville stikke sin finger op i mig. Men hey, hun er professionel og hun har gjort det en million gange. Usikker og lidt genert gik jeg med hende ind på soveværelset, hvor hun ret hurtigt konstatede at jeg ikke var åbnet nok. Derfor var der ikke andet at gøre end at vente og holde ud!

Da min mor senere kom blev jeg mere rolig og var som en lille pige, hvis verden pludselig blevet meget bedre. At se hendes rolige og kærlige ansigt fik mig til at slappe af. Endelig kunne jeg ånde lettet op, for nu var de vigtigste mennesker omkring mig samlet. De udgjorde mit hold, der skulle sørge for at jeg kom i gennem denne fødsel. De var nøje udvalgt (okay, min mand skulle selvfølgelig være ved min side uanset hvad). Min mor skulle være der for at drysse mig med kærlighed, give mig styrke og bede på mine vegne, mens min svigermor skulle give mig ro og sørge for sammen med den anden jordemoder, at Lille M’s ankomst til verden blev så sikker og gnidningsfri som muligt.

Høj som en motherfucker!

Ankomsten til Riget foregik heldigvis stille og roligt.  Da jordemoderen tog i mod mig, konstaterede hun at jeg stadig ikke helt havde åbnet mig. Hurtigt fik jeg tildelt mit egen stue. Jeg blev nærmest kastet ned i det lille vandbassin, der heldigvis tog de værste smerter. Min mand var ved min side, konstant i gang med vejrtrækningsøvelser (at have en mor, der er jordemoder, har lært ham en masse ting, som jeg heldigvis fik gavn af). Han var konstant nærværende, vidste lige hvad han skulle sige og var på ingen måde irriterende. Jeg havde jo hørt om kvinder, der når de skal til at føde, hader deres mænd og overhovedet ikke kan klare synet af dem. Uden min mand havde jeg sgu ikke klaret det.

Den anden jordemoder, der var der udover min svigermor tilbød mig desuden også, at jeg kunne hoppe lidt på yogabolden. Jeg havde hørt om bolden som smertelindrende til fødselsforberedelse, men troede ikke rigtigt på det. Lad mig lige sige, at bolden var guld værd! Den tog alt min smerte fra lænden, derfor hoppede jeg glad og tilfreds rundt i lokalet. Det så sikkert fjollet ud, men hey – alt hvad der kunne fjerne mine smerter var velkommen – også epiduralen, hvis det skulle gå hen og blive nødvendigt.

Det der med at blive høj, har aldrig sagt mig noget. Men da jeg fik tilbudt lattergas, fordi mine smerter var på sit højeste fik jordemoderen et stort JA fra mig. Da lattergassen virkede, forstod jeg endelig rapperen Sivas, når han på tracket D.A.U.D.A. spytter linien: “Jeg sagde, kan ikk mærk’ mit fucking fjæs, kan ikk mærk’ mit fucking fjæs…” Seriøst, det er det vildeste jeg nogensinde har prøvet. Jeg svævede på en lyserød sky, jeg var pjattet og jeg kunne ikke mærke mit fjæs. Altså, jeg var høj som en motherfucker. Desværre indså jordemoderen at jeg nok havde fået for meget, så hun skruede lidt ned for min dosis – øv øv!

Efter flere timers waiting game, hvor jeg stadig ikke helt havde åbnet mig skulle der ske noget. Fordi jeg  havde haft veer siden søndag aften og det nu var mandag aften, så var det nødvendigt at min krop fik noget hvile. Hvis jeg skulle være klar til at føde Lille M, så havde min krop brug for en pause ASAP. Derfor blev det besluttet at jeg skulle have epidural, og det havde jeg det fint med. Jeg vidste at jeg snart skulle bruge en masse kræfter på at presse Lille M ud, så hvorfor ikke spare på energien?

Græd som en baby

En Coca Cola og Snickers senere, hvor jeg havde været på sengen og prøvet på at spare på kræfterne, havde mit team (min svigermor, mor og mand) været i gang med forskellige ting. Min svigermor small talkede med min jordemoder, fordi de havde fælles bekendte, min mand havde nået at sove lidt og min mor talte i telefon med min søster, så familien var opdateret. Da jordemoderen et par timer senere tjekkede om jeg var åben nok, var meldingen at jeg snart skulle være klar til Lille M. Derfor skulle jeg pakke min cola væk, spise resten af min Snickers og vække min mand. Det var snart actiontid, og lige om lidt ville Lille M komme til verden.

I 45 minutter anede jeg ikke hvad jeg lavede, og troede ærligt talt ikke jeg ville klare den. Jeg skubbede og skubbede, men det var som om Lille M (den stædige lille bandit) ikke ville komme ud. Efter et stort sejt skub kom først hovedet og så hans lille krop. Hvad der efterfølgende skete er en smule sløret. Det eneste jeg kan huske, er at jeg græd som en baby, da jeg fik Lille M i mine arme. Det lille lyserøde væsen græd ikke, så jeg gik i panik, for er det ikke meningen at nyfødte græder efter en fødsel? Derfor græd jeg endnu mere og spurgte panisk; “Hvorfor græder han ikke…hvorfor græder han ikke?”. Som et svar til mig, græd banditten som på kommando, og så begyndte jeg at græde endnu mere.

Overlykkelig gentog jeg: “Jeg er blevet mor…jeg er blevet mor”. Selvom jeg sad med ham i mine arme virkede det som en drøm. Mit største ønske var lige blevet opfyldt. Jeg var blevet hooyo.

1 år efter

Der er gået 1 år siden ovenstående oplevelse, og det er rigtigt hvad folk siger: 1) Tiden flyver – yeah damn right den gør! Jeg har det som om jeg har blinket og bum, så er banditten allerede 1 år gammel fuld af krudt i røven med masser af attitude & 2) Man glemmer smerten! Det gjorde fucking ondt at føde. Forestil dig smerten og gang den med 10, sådan føltes det, men man glemmer den ret hurtigt, så det forklarer nok, hvorfor nogle kvinder vælger at føde igen 🙂

Shiit….jeg kan ikke komme over, at jeg har en unge, der er 1 år gammel. Wow, nogle gange så kniber jeg mig selv i armen, fordi jeg ikke kan tro det.

Når familiemedlemmer har spurgt hvad Lille M ønsker sig, så har jeg sagt dette: “Han ønsker sig forældre, der har fået 8 timers sammenhængende søvn, for det har de ikke fået i 1 år”. Desuden føler jeg Kesis track “Jeg har ikke sovet i 1 år” 100% nu!

 

Share: