Som dansk-somalier har jeg altid været bevidst om, at jeg har alle odds i mod mig pga. min etnicitet.

Vi bliver ikke blot set ned på af visse etniske danskere, men også af andre minoritetsgrupper. I manges øjne bliver vi desværre aldrig gode nok. Vores plads ved bunden af den hierarkiske stige er åbenbart velfortjent. 

Mainstream-medierne har ofte haft en finger med i spillet i den negative og stereotypiske opfattelse af dansk-somaliere, hvilket har bevirket at mange opstiller en mistroisk attitude over for især journalister. I nogle grupper af det somaliske samfund anses journalister og andre mediefolk som fanden selv. Det har gjort mit job som caster endnu sværere – især, da jeg blev spurgt om ikke jeg havde lyst til at finde medvirkende til DR2-programmet “Det somaliske faldskærmshold”.

Vi skal være synlige

I febuar 2018 skrev jeg indlægget “Stop den systemiske stigmatisering af dansk-somaliere”  fordi Dansk Folkeparti havde lavet en idiotisk afstemning på Facebook om somaliske kvinder. Afstemningen handlede om hvorvidt de var en byrde eller en berigelse for det danske folk. Jeg havde fået nok, og ytrede mig derfor. Jeg skrev bl.a. dette i indlægget: 

“De få prominente samfundsdebattører, vi har fra minoriteten, er enten tavse eller siger meget lidt. Derfor er det op til os dansk-somaliere at tale for os selv. Vi skal selv holde vores mikrofon.” 

Som dansk-somaliere bliver vi sgu nødt til at træde ud af vores trygge skygge og komme lidt ud i solen. Jeg siger ikke nødvendigvis at vi skal deltage i et TV-program, men vi bør være mere synlige. Jeg har altid ment, at vi selv skal fortælle vores historie og sætte dagsordenen. Det gælder ikke kun for dansk-somaliere, men alle minoriteter herhjemme. Den der holdning, der hedder: “hvorfor skal vi snakke med journalisterne, når de manipulerer med vores ord” kan vi sgu ikke bruge til noget. Så glem journalisterne og skriv selv! Hvis I ikke kan komme udenom en journalist, så tag kontrol over jeres ord og meninger, og bed om redigerings- eller gennemsynsret. 

Det går stille og roligt fremad…

Heldigvis har jeg opdaget, at flere og flere unge dansk-somaliere med små forsigtige skridt deler ud af deres tanker med og om Danmark. De er modige, fordi de ved at når man ytrer sig, er der automatisk konsekvens fra begge lejre. Man bliver svinet til, man får visuelle lussinger og man er aldrig god nok, uanset hvad man har delt med sine medborgere. I know, for jeg har mærket det på egen krop. Det kan du læse om her

Jeg er netop i mediebranchen, fordi jeg gerne vil påvirke hvordan historierne bliver fortalt. Jeg siger ikke at jeg kan ændre det danske mediebillede blot ved min tilstedeværelse, men faktum er at jeg er til stede. Jeg sidder ved bordet, når der skal findes medvirkende til diverse TV-programmer, og har altid in mente at hele Danmark skal repræsenteres.

Da jeg blev tilbudt jobbet som caster på “Det somaliske faldskærmshold” var jeg for det første stolt. Endelig et program, som ikke handler om integration eller islam. I stedet handler programmet først og fremmest om hvordan en gruppe fremmede mennesker skal løse en opgave sammen. Gennem deres personlige rejser kommer man tættere ind på dem som mennesker.

Min glæde blev hurtigt bremset, da jeg indså at jeg var en del af “fanden selv”, selvom jeg er somalier. Jeg skulle i den grad overbevise mulige medvirkende om, at programmet ikke ville blive klippet på en måde, så de ikke kunne genkende dem selv eller deres udtalelser. Jeg skulle også forsikre dem om, at produktionsselskabet ikke var ude på at gøre dem til grin. For hvis det var tilfældet, så ville jeg ikke være en del af programmet. 

Jeg kan, jeg vil, jeg tør

Vi er landets mest omdiskuterede flygtningegruppe, og politikerne står ikke ligefrem i kø for at afhjælpe det negative lys vi omgives af. Derfor fortjener de medvirkende en stor klapsalve for deres medvirken i programmet. De er netop ikke det stereotype billede af en flok somaliere, som mainstream-medierne ellers så glædeligt fremstiller. De er helt almindelige danske borgere og det synes jeg programmet er med til at portrættere. 

I programrækken gentager de medvirkende mantraet: “ Jeg kan, jeg vil, jeg tør” – skal vi dansk-somaliere ikke bare tage det til os og gøre det til vores eget? For vi kan jo ændre opfattelsen af os herhjemme, vi vil fordi vi har alverdens muligheder for det, og skal vi ikke love os selv at vi tør at blive endnu mere synlige og blande os noget mere? 

Hvis ikke du har set alle afsnit af  “Det somaliske faldskærmshold”, kan du se dem her.




Share: