Uanset hvor meget jeg tror på det, så har jeg aldrig formået at følge en kur til punkt og prikke. Jeg har forsøgt at ændre mine madvaner og løbe en lille tur eller to mange gange, men så er festen ligesom stoppet der.

Jeg tror jeg har indset at jeg bare aldrig bliver typen, man finder i fitnesscenteret 4 gange om ugen. Eller typen, der prepper sine fedtfattige måltider dagen i forvejen. I stedet er jeg blevet typen, der siger nej tak til fredagskage på arbejdet og som tager trappen til og fra frokost. Det betyder så at jeg i stedet siger ja tak til lidt slik eller drikker en cola eller to.

Jeg har forsøgt at lave en kold tyrker og helt cutte sukker ud af min livsstil, men det var en katastrofe. Jeg fik hovedpine i løbet af dagen og min krop længtes efter noget sødt, men min mund var lukket. Om natten drømte jeg om sukker, men indså, når jeg vågnede om morgenen at min drøm var, ja blot en drøm. Der gik ikke lang tid, så faldt jeg i med arme og ben. Sukkeret havde sejret og jeg var dets bitch for evig tid!

Tour de Ayan

Sukker er en del af mit liv og til evig tid skal jeg have mig mit fix. Jeg har dog bemærket at min cykeltur fra mit hjem til min nuværende arbejdsplads på Islands Brygge kan mærkes. Jeg tror ikke at folk i min omgangskreds har opdaget det, men det har jeg. Mine bukser sidder løsere på mig og jeg kan tydeligt se forskel. Hvis jeg skal blive ved med at nyde lidt sødt i min ferie, så bliver jeg nødt til at cykle 10 km. dagligt, som jeg har gjort siden starten af juni.

Selvom jeg ikke er på kontoret i 3 uger, så er jeg fast besluttet på at cykle hver eneste dag. Jeg nyder turen, og det er faktisk rigtig hyggeligt – især med podcast i ørerne. Jeg dyrker motion, mens jeg hygger…det’ sgu vildt! Jeg har aldrig været glad for at dyrke motion, og endelig har jeg fundet noget, som jeg synes er sjovt. Okay, det er ikke fordi jeg får sved på panden eller 6-pack. Men jeg får alligevel pulsen op og jeg skal starte et sted, right? Desuden er jeg ikke interesseret i at få 6-pack. Det eneste jeg er interesseret i er de 10 km.

Sidenote!

Er der nogle af jer, der går til fodbold? Jeg har tænkt en smule over det, og jeg tror det kunne være skidehyggeligt at starte. Da jeg var yngre ville jeg så gerne gå til fodbold at jeg spurgte en pige i parallelklassen om jeg måtte tage med hende til træning. Hun var en hardcore fodboldspiller og det skulle ikke undre mig at hun endte med at spille på landsholdet, for hun var så god og fokuseret på sporten.

Dengang var der ingen mobiltelefoner. Og da jeg ikke havde fortalt hooyo at jeg efter skole ville tage til en prøvetime, var hun forståeligt nok bekymret, da jeg kom hjem. Efter hendes raserianfald havde lagt sig sluttede hun af med at sige; “Piger går ikke til fodbold”. Min interesse for sporten blev slukket inden den fik lov at udvikle sig. Jeg måtte simpelthen ikke starte til fodbold pga. mit køn. I dag synes jeg det lyder tosset, men da jeg var yngre vidste jeg ikke bedre. 

Tanken om fodbold har strejfet mig et par gange, så hvem af jer læsere går til fodbold eller tænker det kunne være fedt? Skriv lige til mig, så kan det være at vi kan gå til en prøvetræning sammen et sted i København.

Share: