I sidste uge var min lille familie og jeg til et fastelavnsevent på Østerbro. Der var en masse udklædte børn, fastelavnsboller, legeland og en flok trætte, kaffetørstige forældre. Altså den perfekte weekendudflugt med en ordentlig bunke overgearede børn og småtrætte voksne.

Lille M var tro mod sine somaliske rødder klædt ud som pirat. Kostumet var købt i Tiger for under en hund. Desværre gad banditten ikke at rende rundt med sin klo, sabel eller bandana, så det var en smule svært at se at han rent faktisk var en pirat – udover nederdelen med dødningehoved henover maven. Ikke desto mindre vandt han en præmie for bedste udklædning. Say what? Yes, jeg var overrasket!

Hvad er lektien her? Uanset hvor dyrt eller billigt dit kostume er, så handler det ikke om prisen. Det handler om personen, der bærer kostumet. Lille M er skidecharmerende, og hvis der er noget folk husker, så er det hans charme. Jeg tror at det er derfor han vandt han en præmie.

Jeg havde ikke set det komme, for der var flere unger, som havde flotte og dyre kostumer på. Derfor var mit ansigt et stort smil, da de pegede på Lille M. Følelsen af stoltheden flød ud i hver eneste centimeter af min krop. Jeg er udmærket godt klar over at banditten er ligeglad. Han gad ikke engang at slå katten af tønden. For ham var det langt vigtigere at lege med en ballon end at deltage i festlighederne. Men det betød rigtig meget for mig. Det var lige før jeg kneb en tåre!

Of course var jeg stolt, da banditten tog sit første skridt og sagde sit første ord. Men den stolthed jeg følte i øjeblikket var en smule anderledes. Jeg tror det handler om, at andre kan se det jeg ser i ham. Selvfølgelig synes jeg at banditten er verdens mest charmerende lille fyr, men det betyder ikke at andre synes det samme. Men i dette tilfælde var der åbenbart nogle der synes det samme. Hans skønne udstråling blev belønnet, og det gjorde mig pavestolt!

Share: