I december måned skrev jeg et indlæg om et ord, jeg inderligt ønsker Lille M snart kan sige. Det eneste ord jeg virkelig længes efter, at høre komme ud af hans mund. Jeg siger ordet adskillige gange om dagen, men lige lidt hjælper det. Ordet er hooyo (mor på somali). Du kan læse mere om min frustrationer her.

Jeg forstår seriøst ikke hvorfor han ikke kan sige det. Uanset hvordan eller ofte jeg siger ordet, så preller det af på ham. Det er som om han gør det med vilje, for hvis man beder ham gentage nogle specifikke ord, så gør han det ofte med stor glæde.

Her er en liste over ord banditten elsker at sige konstant og hele tiden:

Bil: Ordet han bruger hver gang han ser en bil eller bus på gaden. Han siger det også, når han spotter vores bil parkeret på vores gade.

Mere mere: Når han gerne vil have mere mad eller hvis han gerne vil have at man fortsætter med at læse eller synge.

Det der: Det giver sig selv, han peger på noget og siger “det der”, når han gerne vil have det.

Daddy: Det er hvad han kalder både min mand og jeg. Jeg aner ikke hvor han har det fra eller hvor han har lært det, men der går børn i vuggestuen, der kun taler engelsk – så mon det skylder deres indflydelse?

Bye bye: Siger han i stedet for “farvel”.

Nej!: Hans yndlingsord, især med tryk på! Når han er i en trodsig periode, så er alt nej. Vil du have mad Lille M: “nej”, vil du have vand: “nej”, vil du lege med bilerne: “nej”. Banditten aner ikke hvordan man siger ja endnu.

Hov: Når han taber noget på gulvet eller lyset automatisk slukker i opgangen, dvs. når der sker noget uventet.

Åh nej!: Et udtryk han bruger om stort set alt.

Ja, så status er at banditten fylder to år om små to måneder. Der er ingen tegn på at ordet “hooyo” kommer ud af hans mund pt. Derfor er der er kun én ting at gøre: Blive ved med at gentage ordet, og håbe på at han en dag siger det.

Share: