Mit hjerte banker ekstra meget, fordi min krop længes efter det. Min mund bliver næsten så tør at jeg ikke aner hvad jeg skal gøre af mig selv.

Min hovedpine bliver værre og værre for hvert minut, mens jeg desperat prøver på at tænke på noget andet. Med rystende hænder griber jeg mobilen for at finde noget, der kan berolige mig. Jeg vidste at det var slemt, men jeg vidste ikke hvor slemt. 

Sådan havde jeg det, da jeg for et par måneder siden prøvede at droppe mit yndlings-drug. Jeg havde to valgmuligheder, som jeg konstant skiftede imellem. Skulle jeg droppe mit drug 100% og lave en kold tyrker eller skulle jeg gradvist trappe ned ved at først bruge nogle alternativer og så stille og roligt stoppe helt? Velvidende at jeg har en rygsøjle som en regnorm var jeg fast besluttet på at lave en kold tyrker. Selvfølgelig ville det blive hårdt, og selvfølgelig ville jeg savne mit drug. Men hvad fanden, hvis andre kan undvære dette drug, så kan jeg vel også!

Den første dag var svær, den anden dag var ekstra svær og glem alt om den tredje dag. Det skulle vise sig, at min regnormerygrad ikke kunne klare det, så jeg bukkede under. Mit drug har så meget magt over mig, at jeg ikke kunne undvære det. Jeg prøvede desperat at trappe ned i stedet for at stoppe helt, men det var heller ikke så nemt. Min afhængighed har altid været der, hvilket gør det lidt svært. 

Min tandlæge kiggede på mig, rystede en smule på hovedet og spurgte om jeg drak en masse sodavand. Da jeg nikkede og svarede ja, spurgte hun mig om jeg elskede søde sager. Kækt svarede jeg, at det gjorde alle jo. I situationen synes jeg selv, at jeg var sjov men i dag not so much! Ja, sukker er mit drug og jeg er afhængig. Min tandlæge bad mig faktisk om at holde igen, fordi det går ud over mine tænder.

Mens jeg har skrevet dette indlæg, har jeg nydt en kop kaffe med sukker og spist nogle chokoladekiks. Hvis der er nogen, der kender til et rehab-sted, hvor jeg kan blive behandlet for mit massive sukkerindtag, så skriv gerne til mig – det er en SOS!

Share: