Jeg har altid fastet. Som ung fortalte jeg med stolthed i stemmen om ramadanens magi. Jeg understregede hvordan jeg hvert år forsøger at blive en bedre version af mig selv, hvor taknemlig jeg er og hvordan jeg kæmper mod de mange fristelser.

Med alderen er det grundet studie og arbejde blevet sværere at faste, men hey – jeg har taget det som en udfordring. Jeg har sjældent brudt min faste. De få gange det er sket har det været pga. menstruation eller sygdom. At faste har altid været en del af min opvækst. Det er så stadfæstet i mig, at jeg har fik skyldfølelse, da jeg ikke kunne faste pga. min graviditet. Jeg ved godt, at man som gravid er fritaget, men det føltes bare underligt.

Jeg kunne heller ikke faste ramadanen efter fødslen af Lille M, fordi jeg stadig ammede. Pludselig var der gået to år, hvor jeg ikke har fastet. Sidste år skulle jeg op på hesten igen – I kan læse indlægget her. Hvis jeg skal være helt ærlig, så gik det ad helvedes til. Jeg ville så gerne faste, men min krop kunne ikke klare det. Jeg fik det dårligt, og blev desværre nødt til at bryde min faste flere gange. Jeg var skuffet og pinlig over mig selv. Hvorfor kunne jeg ikke klare det?

Som at løbe en marathon

I år begyndte ramadanen mandag d. 6.maj, og som et lille barn glædede jeg mig til det. Køleskabet var fyldt med sunde lækkerier, dadlerne var købt og jeg var good to go. Jeg ville ikke gentage sidste års skuffelse. Som mandagen skred frem kom den obligatoriske hovedpine, der blev hængende og værre som timerne gik. Jeg var træt, frøs og havde det som om nogen havde sparket mig i hovedet. Jeg var dog fast besluttet på ikke at bryde min faste.

Så snart solen gik ned og jeg havde slugt den første bid mad fik jeg det dårligt. Bare tanken om mad gjorde mig dårlig. Jeg havde ikke engang lyst til at spise en eneste bid, men ville helst bare ind under dynen og sove hovedpinen væk. Jeg kunne mærke, at hvis jeg tog endnu en bid eller drak mere vand, så ville jeg ende med hovedet nede i toilettet.

Det er ikke løgn, når jeg siger at det føles som om jeg faster for allerførste gang. Min krop reagerede negativt på maden, og havde brug for at slappe af og tænke på alt andet end mad. Jeg sov hele natten, og fastede således ikke tirsdag.

Jeg har fastet siden, og det er heldigvis gået godt. Jeg er “heldig” fordi jeg pt. er mellem jobs. Der er således ingen fristelser fra kolleger, der taler om den skønne frokost fra kantinen eller kaffemaskinen, der lokker med sin skønne duft. Alt det er jeg heldigvis skånet for. Jeg har tænkt og tænkt på, hvad der egentlig skete med mig i mandags? Det tætteste på en forklaring er som følger:

Jeg havde det som om jeg skulle løbe en marathon uden at have trænet i to år. Pludselig skal jeg løbe 40 km., så of course bliver det ikke nemt. Of course får jeg det dårligt, fordi jeg naivt troede jeg kunne hoppe tilbage på hesten uden problemer. Sidste år failede jeg totalt og jeg er skidenervøs med tanke på i år. Jeg vil af hele mit hjerte gerne faste, men må erkende at det ikke bliver så nemt, som jeg håbede. Min skyldfølelse nager mig, men er det vigtigste ikke, at jeg forsøger at gøre det så godt som jeg kan?

Hvordan klarer I det? Især jer, der ligesom mig ikke har fastet i et par år pga. graviditet og amning? Har i øvet jer inden ramadanen eller tager I bare én dag ad gangen?


Share: