Hold kæft, hvor banditten taler derudaf for tiden. Når han først begynder, så er han ikke til at stoppe.

Han er blevet en hurtigt snakkende miniversion af mig. Han ved hvad han vil og helst NU! Det er ikke en hemmelighed at jeg har arbejdet meget hen over sommeren med at caste til et nyt program for YouSees egen kanal. Min mand og jeg skiftes til at putte banditten, men da jeg arbejdede, puttede jeg nærmest ikke. Der var en del aftener på kontoret, for at nå i mål og det gik ud over Lille M. 

Mine minuspoint på putte-kontoen har resulteret i at banditten har savnet mig og spurgt efter mig. Det har gjort en smule ondt, og ja – jeg har haft en smule skyldfølelse. Jeg har følt at jeg har forsømt ham og tit gik jeg i seng med mavepine. Jeg var skyld i min søns savn, fordi jeg har været nødt til at arbejde i stedet for at putte. Heldigvis vidste jeg at det kun ville være i en periode, og nu hvor jeg er ledig, kan jeg heldigvis putte ham anytime. Har banditten taget skade af, at jeg har været en smule fraværende? Nej, heldigvis ikke, men jeg kan i dag godt mærke at det kun er mig der duer. 

Endnu en fase 

“Min hooyo, min hooyo, min hooyo” siger han til alle, der gider at lytte. Selv når vi er hjemme og farmand er hjemme, så er det kun hooyo der duer. Det er mig, der skal lege med hans togbane, det er mig der skal nusse ham på sofaen og det er mig der skal putte. Jeg nyder de små ekstra momenter banditten og jeg har for tiden, og de er sandelig værdsat – især fordi jeg ved, hvad det skyldes. 

Alle med barn/børn ved at der konstant er faser man skal gennem, så måske er det endnu en fase? 

Jeg elsker når det handler om MIG, hahaha! Men når det er hele tiden, så kan jeg godt skære en smule tænder. Ej, jeg skal ikke klage. Det er en privilegeret luksus, at banditten hænger på mig, så han får lov til at hænge lidt endnu. 

Share: