Da jeg var yngre og boede på bøhlandet, du ved der hvor kragerne vender, drømte om jeg om at bo i en lækker lejlighed i København. Ikke i udkants-København, men i centrum, hvor jeg nemt kunne cykle fra den ene bydel til den anden uden at svede.

Da jeg blev gift med min mand blev min drøm opfyldt, og jeg var overlykkelig. Lykkelig, fordi jeg havde alt lige i nærheden, og fordi lejligheden var dejligt central. Jeg havde byen ved min fingertipper, og jeg freaking elskede det. 

Min begejstring ændrede sig dog, da jeg blev mor til Lille M. Pludselig var det ikke så hot at bo i centrum. Der var for meget larm, for mange mennesker og jeg blev træt af at bo på 3. sal. At forsøge at få en træt unge op af de mange trapper var en bitch. Han var træt, han gad ikke og han ville hellere kravle op af trapperne end at gå på sine ben. Når jeg selv var træt og havde en pose fyldt med indkøb i hånden, så var det ikke særligt sjovt.

Vores lejlighed i København passede ikke til vores behov længere, så min mand og jeg besluttede at sælge og flytte tilbage til Vestegnen. Jeg har tilbragt en stor del af min barndom i Ishøj, og min mand er vokset op i Albertslund. Vi fandt et lille rækkehus med have og bum…et år senere stod vi midt i vores nye stue blandt kasser og flytterod. 

Jeg savner at have butikkerne (læs: madstederne) lige rundt om hjørnet, men den der dybe ro og de mennesketomme gader her på Vestegnen overruler alt – selvom jeg lige skal vænne mig til det. I København boede jeg på en gade, hvor der konstant susede busser og biler frem og tilbage. 

I dag bor jeg på en gade, hvor jeg næsten ikke ser en eneste bil eller bus. Jeg har fået skuldrene ned, roen har lagt sig og min familie og jeg nyder det fuldt ud. Når jeg kigger ud af mit soveværelsesvindue om aftenen, ser jeg indimellem harer, der forsigtigt hopper forbi. Første gang jeg så en hare skreg jeg af ren begejstring, fordi jeg aldrig havde set noget lignende. Min mand trak blot på skuldrene og syntes, jeg var tosset, især fordi jeg fortalte at jeg ville være bange for at møde én udenfor om natten. Den ene af dem lignede seriøst en mini-kænguru, of course ville jeg blive bange! 

Anyway, jeg nyder mit nye hood, og ser frem til at blive endnu fyldt op af roen – den har allerede smittet af på min personlighed – I love it! 

Share: