Fotograf: Claudia Adeath // NB alle billederne er taget af Claudia Adeath

Gennem længere tid har jeg haft brug for et netværk af kvinder, der kan give mig en dosis af empowerment, styrke og energi. Især når jeg har følt mig helt nede i rendestenen, slikket mine sår og haft ondt af mig selv.  For tiden har jeg det bedst siddende på min behagelige sofa derhjemme. For her kan ingen se, hvis jeg har grædt eller hvis jeg kritiserer mig selv. For at forlade sofaen kræves nemlig en masse mod. Hvis jeg får en hjælpende hånd eller et kærligt skub i den rigtige retning, så kan jeg måske forlade min comfort zone. Derfor sprang jeg ud af min sofa i lørdags, skubbede mine issues til side og cyklede mod Verdens Kultur Centret på Nørrebro.

Indvandrerkvinde-foreningen Verdens kvinder i Danmark markerede, at det i år er over 100 år siden kvinder i Danmark fik ret til at stille op til folketingsvalg i Danmark. Derfor arrangerede foreningen sammen med FIU-ligestilling en brunch, hvor de havde inviteret vores generations pionerer – de første politisk aktive kvinder med etnisk minoritetsbaggrund. Kvinderne, der holdt oplæg omkring de udfordringer de har mødt, og som kom med en inspirerende indsprøjtning var:  

Nezaket Sahin, den første kvindelige indvandrer valgt til et byråd.

Yildiz Akdogan, medlem af Folketinget, Socialdemokratiet.

Özlem Cekic, tidligere medlem af Folketinget for SF og nu forfatter, foredragsholder og brobygger med konceptet Dialogkaffe.

Uzma Ahmed, konsulent, integrationsrådgiver, debattør og foredragsholder.

Jean Petersen, aktiv i fagbevægelsen i netværk for kvinder med anden etnisk baggrund.

Ayfer Baykal, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialistisk Folkeparti. Den første borgmester i Københavns Kommune med minoritetsbaggrund.

Fatma Øktem, tidligere medlem af Folketinget for Venstre.

Vi skal omfavne vores anderledeshed

På første sal blev jeg mødt af en masse kvinder i alle regnbuens farver.  Allerede dér vidste jeg at det ville blive en god eftermiddag. Når en masse kvinder samles i et lokale, får man mulighed for indblik i forskellige synspunkter, livssyn og en masse energi, og det fik jeg. I 3 timer fik jeg lyttet, suget til mig og talt med kvinder, der enten ville være aktive i samfundet og politik eller var det allerede.

Det var inspirerende at høre de syv kvinder, der alle har kæmpet kampe i enten politik, fagbevægelsen eller i deres lokalmiljø. Det er kvinder, der har banet vejen for os andre. Fælles for dem er at de gerne vil gøre en forskel. Det var fedt at høre at uanset hvor meget tvivl de har mødt på deres vej, og hvor mange der har spændt ben for dem, så kører de bare videre med 100 km/t.

Kvinderne har måttet kæmpe lidt hårdere end alle andre, bevise lidt mere eller hoppe lidt højere for bare at være på lige fod med deres kolleger – og hvorfor? Fordi de ofte var den første og eneste, hvorend de færdes. Når de trådte ind i et lokale var de “anderledes”, og hvad gør man så?

At være anderledes og skille sig ud, er noget jeg også kender til. Hello, jeg er mørk, har kruset hår og har et “underligt” navn – selvfølgelig er jeg anderledes i flere sammenhæng. Da jeg var yngre ville jeg bare ligne alle de andre, så jeg kunne passe ind. Jeg drømte om glat hår ligesom de andre piger i klassen. Jeg drømte også om at have et andet navn, jeg ville så gerne hedde Josephine. Da jeg så blev ældre indså jeg, at det var vigtigt at omfavne min anderledeshed. For det at være anderledes var jo at være mig. Det var ikke noget jeg kunne løbe fra, så jeg kunne ligeså godt owne det.

Jeg gør det sgu…

Til arrangementet rådede kvinderne os til at vi skulle eje vores anderledeshed, og gøre det til en styrke. Mens jeg sippede kaffe og åd den ene croissant efter den anden, tændte der sig et lille lys. Forført af deres sejhed blandet med en “Yes we can”-følelse, var det som om jeg blev vækket til livs. Det er ingen hemmelighed, at mit hjerte banker for dansk-somaliere. Dels fordi jeg selv er dansk-somalier, men også fordi vi har et dårligt ry i medierne og blandt vores medborgere. Vi er den minoritetsgruppe, som ingen af de andre vil lege med, og som konstant skal “bevise” at vi er gode nok. At der findes en del unge dansk-somaliere på uddannelsesinstitutionerne og i job, bliver nærmest ikke anerkendt. Jeg har skrevet et lille opråb her. Midt i tankemylderet stødte jeg ind i en gammel bekendt; Amina. Gennem en fælles frustration fik vi en idé om et forum, hvor unge kvinder med især dansk-somalisk baggrund kan få en følelse af søstersolidaritet, inspiration og mulighed for at netværke på kryds og tværs.

Følelsen af at man ikke er god nok skal simpelthen erstattes af mere tro på os selv og egne evner. Hvis vi ikke gør det, hvem skal så? Som en kvinder midt i 30’erne, er det kun fedt hvis jeg kan være med til at inspirere den yngre generation. Hvis de får nogle rollemodeller, der har trådt i de samme sko som dem, så giver det dem en form for identitet – og er identitet ikke det vi alle desperat higer efter?

Jeg skal nok holde jer opdateret om dette nye forum, men jeg vil lige slutte af med at give jer nogle råd. Hvis I er nede, har brug for et kærligt skub eller noget helt tredje, så kig på denne liste af råd.

Gode råd

# Man skal være deltager, og ikke tilskuer

# At være anderledes er en styrke

# Støt hinanden

# Du står ikke alene med dine udfordringer

# Husk dine egne mål

# Man skal huske at ryste de dårlige indtryk af sig

Jeg lover dig at du får en masse god energi og power – masser af kys herfra <3

 

Share: