Når jeg nu konstant er hjemme og corona-situationen runder endnu et skarpt hjørne, har jeg brug for at trække stikket lidt og få en lille dosis me-time. Måske har du også brug for at gøre det samme?

At have me-time giver mig altid energi og i denne tid er mere energi noget jeg værdsætter utrolig meget. Derfor har jeg lavet en lille liste med podcasts, som jeg kan anbefale. Hvis du lytter til mine anbefalinger må du meget gerne tagge mig og bruge hashtagget #Ayandk på Instagram, så jeg kan følge med – det kunne være så hyggeligt, at se hvad du lytter til. 

Det fede ved podcasts er, at du kan nyde dem, når du vil og hvor du vil. Du kan gøre det, mens du nyder en gåtur eller på vej til kaffedate med veninden eller noget tredje. Jeg ELSKER at lytte til andre menneskers personlige beretninger og deres behagelige stemmer. Den måde de udtrykker sig selv på, smager på ordene og gør mig klogere er nærmest euforisk. 

Inaam Nabil og den danske virkelighed, RADIO4 

Journalist og radiovært Inaam Nabil er opvokset i bydelen Vollsmose i Odense, som medierne og politikerne ofte kalder for en ghetto. Gennem hendes barndom har hun tit undret sig over, hvordan livet mon var på den anden side af alleen. I programmet rejser hun ud i kongeriget for at undersøge hvordan den danske virkelighed ser ud. Iført høje hæle og med en sød, fynsk dialekt holder hun fast i sin mikrofon for at få mættet sin nysgerrighed og blive en smule klogere på danskerne. 

På rejsen gennem landet fester hun med borgerskabet i Charlottenlund, falder i snak med de rare mennesker i Danmarks største parcelhuskvarter Skjoldhøjparken i Aarhus, catcher op med sin gamle folkeskolelærer i sit gamle hood Vollsmose og får en house tour hos en økologisk bevidst, ældre italiensk herre, som bor i økosamfundet i Torup, der blev kåret til årets landsby i 2019. 

Jeg er tiltrukket af Inaams rolige, behagelige stemme, der kærligt tager med mig på denne rejse ud i den danske virkelighed. Fordi hun er så god til at bruge sin nysgerrighed konstruktivt kan jeg mærke hendes oprigtige interesse for andre mennesker. Som lytter får jeg indblik i dele af danskernes virkelighed, som jeg ikke kendte til på forhånd. Inaam ved at hun med sit udseende skiller sig ud, når hun bevæger sig væk fra sine trygge lejlighed på Vesterbro. Men hendes anderledeshed er en styrke, der gør at folk netop åbner deres hjem for hende.

Lyt til programmet her

Familie før alt, DR P3 

Når mainstream medierne portrætterer en person, der har oplevet social kontrol på egen krop, har det typisk været en muslimsk kvinde, der har vendt familien ryggen og givet hele rygtesamfundet eller religionen en stor fuckfinger. Det er sjældent at man hører en mand tale om sine oplevelser. 

Det gør vi så nu i podcasten “Familie før alt” hvor rapperen Babak Vakili har hevet sin ven Olcay Senoglu med ind i DR’s trygge studie. Som mange unge danskere med anden etnisk baggrund har Olcay prøvet at smelte sine forældres kultur fra hjemlandet sammen med den danske kultur han er vokset op med. Forsøget på at balancere de to kulturer, mens man respekterer sine forældres værdier kan nogle gange være en forvirrende cocktail. For hvad sker der med ens egne værdier og drømme? Og er det egoistisk at tænke på sig selv først, selvom ens familie forventer at man sætter dem før alt? Olcay fortæller ærligt sin historie og sammen med Babak tager han tilbage til Ankara i Tyrkiet, for at finde svarene på hvorfor tingene endte som de gjorde. 

Lyt til programmet her

Hello Far, DR P3

Skuespilleren Arian Kashef har altid haft et kompliceret forhold til sin far. Gennem sin barndom har Arians far bestemt være fysisk til stede, men ikke mentalt. Det har ofte virket som om han for længst havde tjekket ud, og det har påvirket deres forhold. Da Arian ser sig om blandt sine venner og bekendte opdager han, at flere af dem også har daddy issues.

Enten har fædrene ikke været der ellers har de oplevet svigt. I hvert program bliver man præsenteret for en ung mand, der taler om sin far. Man lytter til fortællinger om barndommen, forholdet til faren og specifikke situationer, der har været afgørende for forholdet mellem far og søn bliver udpenslet. Som lytter kommer man tæt på og mærker de forskellige mænds savn og svigt,  mens de med dirrende stemmer forsøger at finde de rigtige ord. For hvad vil mændene sige, hvis de i dag stod over for deres fædre og konfronterede dem? 

Sammen med Arian sætter de scenen, og mens Arian spiller deres far er mændene i dag ikke usikre drenge, men voksne mænd der kræver svar. Det føles som om man lytter til en psykologtime mellem to mænd, der snakker om deres daddy issues. Eller rettere sagt, vi hører én person i hvert program snakke om det, for værten Arian lærer vi ikke rigtigt at kende. Jo, vi får ridset lidt i lakken, men så stopper den også der. Vi får præsenteret to mænd i programmet, som er Arian ser op til som rollemodeller. Og vi får nogle korte og lidt ligegyldige samtaler med dem begge, hvor de snakker om Arians forhold til faren. Vi kommer dog aldrig tættere på en forståelse for, hvorfor forholdet er sådan. 

At proppe Arians fortælling ind i programrækken gør intet godt, og man sidder som lytter med en masse spørgsmål og med en uforløst følelse. Hvorfor er Arians fortælling en nødvendighed, når han ikke lukker os ind? Jeg lærer mere om de 6 mænd, hvilket er dejligt. Jeg elsker at mænd åbner op og taler om følelser især i denne tid, hvor man via de sociale medier polerer og iscenesætter alt. Programmet tvang mig også mig til at tænke over mine egne daddy issues, og jeg fik ryddet op i følelser som jeg ikke har haft længe. Nogle programmer rykker ved én og sætter tankerne i gang, og det gør dette program – så tusind tak for det!

Lyt til programmet her




Share: