#WCW – Woman Crush Wednesday: Mary Consolata Namagambe, debattør og jurastuderende

Hvis ikke du har lagt mærke til Mary, så har du sovet under en sten. Med selvtillid, attitude og en knivskarp pen har hun på sin personlig facebook-side heftigt debatteret bl.a. brugen af N-ordet. Hun har også delt sine oplevelser af at være afro-dansker, og har som én af de få afro-danskere været en synlig debattør på TV. Utrætteligt har hun kæmpet mod cyber trolls og diverse medier, der har hånet hende, hvis hun har trådt ved siden af. Selvom Mary er en offentlig person, er hun også blot et menneske, hvis hjerte banker for at hjælpe andre.

Hvad gør man, når ens kalender er fuld booket med studiet, venindeaftaler, debatindlæg, der skal skrives og meget andet? Holder man så en pause for det hele, for at trække vejret? Det gælder ikke den 28-årige Mary Consolata Namagambe – hun arbejder bare derud ad. Det er i hvert fald sådan jeg opfatter Mary, der sprang ud som iværksætter i sommer. For hvis der er noget Mary ikke kan, så er det at sidde stille. Hendes trang til at arbejde hårdt er fascinerende, og da jeg opdagede, at hun ville starte virksomheden “She for She” i hjemlandet Uganda fik jeg endnu mere respekt for hende.

Første gang Mary hørte om, at unge piger og kvinder i Uganda blev væk fra skole eller arbejdet, fordi de ikke har råd til hygiejnebind vidste hun, at hun blev nødt til at handle. Selvom hun kom til Danmark med sin familie som 9-årig, så har moderlandet altid haft en særligt plads i hendes hjerte. Derfor var det ikke nok for Mary, at sidde herhjemme i trygge Danmark.

Efter at ha’ arbejdet ét år på sin idé, inklusiv to måneders crowdfunding, hvor 800 mennesker tilsammen donerede over 100.000 kroner, var det på tide at flytte til Uganda, for at producere genbrugelige hygiejnebind. Missionen er at sørge for, at alle kvinder har råd til at købe bind, så de ikke bliver forhindret i at tage en uddannelse eller være på arbejdsmarkedet.

Vil ikke KUN give fisken…

Du har sikkert hørt ordsproget: “Hvis du giver en mand en fisk, brødføder du ham for en dag, men hvis du giver ham en fiskestang og lærer ham at fiske, kan han brødføde sig selv”.  Dette var noget Mary i høj grad havde i tankerne, da hun arbejdede på strategien bag virksomheden “She for She”. Det var vigtigt for hende at involvere lokalsamfundet, og skabe arbejdspladser for de lokale. Derfor har virksomheden hjemme i landsbyen Mateete, hvor hun også er født.

De lokale skal lære nogle færdigheder og få nogle kvalifikationer, så de kan være endnu bedre til at forsøge sig selv. Desuden samarbejder hun med organisationen “Girl Child Advovacy Initiative”, der underviser kvinder i at bruge symaskiner. Flere af kvinderne er udstødt af samfundet, fordi de er smittet med AIDS. Udover at give kvinderne arbejde, er målet med samarbejdet også at give kvinderne ’empowerment’. Når de tjener deres egne penge bliver de uafhængige, hvilket betyder, at de dermed kan tage kontrollen over deres liv igen.

Mary  arbejder også med unge kvinder i Kampala, der er hovedestaden i Uganda. Cirka 68% af de unge i landet er arbejdsløse, og arbejdsløsheden er på sit højeste i hovedstaden. 
.

Vil være større end ’Always’

Mary har ikke den der danske mentalitet omkring janteloven, desuden er hun ikke bleg for at have skyhøje ambitioner omkring sin virksomhed. Hendes plan er at blive større end ’Always’ i Afrika, og være den rigeste kvinde i Østafrika. Hun drømmer også om at blive præsident i Uganda.

Jeg hepper på Mary hele vejen og håber, at hun når sine mål. Om hun bliver præsident eller om “She for She” vælter ’Always’ af pinden betyder ikke noget for mig. Det der betyder noget er, at Mary er typen, der handler i stedet for at tale om det – og det synes jeg er så fedt! Hun forfølger sin drøm, der er større end sig selv og kan gavne en masse kvinder.

Jeg ved at der er mange herhjemme, der drømmer om at investerer i deres moderland enten økonomisk eller via vidensdeling. Mary gør begge dele og bruger aktivt lokalsamfundet, mens hun samtidigt hjælper en gruppe kvinder. Derfor er Mary min #WCW fordi hendes hårde arbejde og kæmpe hjerte rent faktisk gør en forskel.

Mary er beviset på, at hvis man har en idé, så skal man bare springe ud i det. Der vil selvfølgelig være udfordringer og hårde tider, men når man samtidigt hjælper andre, så skal det nok lykkes.

Bonusinfo om Mary

Elsker Yoga.

Elsker mad!

Når hun er på date spiser Mary mere end ham, der har taget hende på daten, uden at skamme sig.

Hun har gået til fodbold i 7 år.

Engang blevet hun kaldt Cossy (hende med brysterne).

Hun mediterer hver dag

Share: