Jeg lå der i rummet ængstelig og med spredte ben. Mine bukser og trusser lå på stolen, og min mand stod som altid ved min side. Uden at sige noget tog han min hånd, mens gynækologen scannede mig vaginalt. Hun kiggede på skærmen, og jeg kiggede delvist på det hvide loft og på min bekymrede mand.

Jeg turde ikke at kigge på skærmen indtil hun sagde: “Øh…jeg kan ikke se eller høre fosterets hjertelyd”. Uden at blinke tog jeg mine trusser og bukser på, og var nærmest lammet. Jeg tonede ud, da hun sagde at det ikke var normalt. Jeg var lige blevet 8+1 uger, og for små to uger siden var der en fin hjertelyd…men ikke i dag!!?

Vi aftalte at jeg skulle komme igen på onsdag, for at tjekke engang til. Hele vejen hjem var jeg tæt på at briste i gråd. Men jeg orkede ikke folks medlidenheds blikke og kæmpede en kamp, for at holde tårerne tilbage. Lige så snart vi var hjemme og døren blev lukket, kom tårerne. De kom og stoppede ikke indtil at jeg blev nødt til at løbe ud på toilettet for at kaste op, hvor de så begyndte igen. “Hvorfor…..? Hvorfor mig, hvorfor”, tænkte jeg igen og igen, imens tårerne løb ned af mit ansigt.

Jeg kunne ikke vente til onsdag, så min mand og jeg forsøgte at finde et sted, hvor jeg kunne blive skannet samme dag. Jeg blev nødt til at være 100 % sikker på, at fostret var død. Heldigvis fandt vi et sted og små 15 minutter senere lå jeg igen med spredte ben, nu hos en anden gynækolog. Jeg bad til Gud og tænkte “please, lad det være en fejl…please, lad os bare grine af det og komme videre med vores liv, please det kan ikke være rigtigt”. Men jo, mit værste mareridt blev til en realitet, fosteret var dødt…ingen hjertelyd.

Denne gang kunne jeg ikke vente med at græde, og tårerne fik frit spil. De kom lige så snart hun fortalte den dårlige nyhed. Jeg kunne simpelthen ikke styre mig. Min lille baby i maven var død, og der var intet jeg kunne gøre ved det. Jeg var lige begyndt at føle graviditets symptomerne som ømme bryster og brystvorter, havde slem kvalme, opkast osv…og lige pludselig på et splitsekund, stod jeg hvor der ikke var lys for enden af tunnelen.

På vejen hjem gemte jeg mit ansigt bag mine solbriller, og kunne ikke vente med at komme hjem. Min mand og jeg sad længe på sofaen tavse. Vi havde ikke set det komme… Jeg havde ikke set det komme. Jeg havde ikke mærket noget eller fået blødninger. Jo, jeg mærkede en smule spænding i underlivet i lørdags…men ikke mere end smerter, man har når man har sin menstruation. Jeg havde troet at jeg ville få at vide, at alt så godt ud og at jeg bare skulle til lægen, så jeg kunne få min vandringsjournal.

Jeg føler mig som om jeg er forbandet, eller ødelagt på en måde. Jeg har haft tre graviditeter nu, og har kun et barn. Hvad vil det sige, at jeg er i en slags risikogruppe, hvor at hvis jeg bliver gravid igen skal følges tæt hele vejen igennem – just in case?

Det har været en virkeligt svær omgang, fordi jeg netop havde min spontane graviditet i baghovedet. Den der “Hvad nu hvis det sker igen”, havde sat dybe spor i mig og jeg var bange og nervøs hele vejen igennem. Hver gang jeg var forbi gynækologen for at blive tjekket, frygtede jeg det værste.

Jeg har grædt så meget, at jeg har fået hovedpine. Jeg har stirret på væggen og på telefonen. Jeg er udtømt og kan ikke mere. Jeg forsøgte at smile da Lille M forleden kom hjem med is og en plukket mælkebøtte, for han ikke skulle se mig græde. Jeg har sovet og håbet på, at det hele har været et mareridt. Håbet på at jeg vågner i morgen med et smil, og en følelse af at alt er fint…


Jeg havde lige brug for at skrive det ned, for at bearbejde det og sætte ord på mine følelser. Det hjalp da jeg fik en spontan abort første gang, og jeg kan mærke at det hjælper mig nu. Jeg har ikke overskud til at have ondt af mig selv, og jeg har ikke kræfter til at græde. Selvom jeg godt ved, at det kommer jeg nok til. At sidde foran min computer er terapeutisk og heler min sårede sjæl. Jeg forsøger at hele mig selv og håber at mit hjerte bliver helt igen…..❤

Tusind tak for jeres søde beskeder og rørende ord! Det betyder meget at, at I har overskud til at række ud og være der for mig. I er de bedste…af hjertet tak.

Share: