Som lille dansk-somalisk pige boende i et socialt boligbyggeri på den københavnske Vestegn troede jeg at livet i en etnisk dansk familie var ligesom en Morten Korch-film.Man talte pænt til hinanden på rigsdansk, brugte bordskånere og hyggede med kaffe og småkager inden aftensmaden blev serveret. Ved bordet førte man intellektuelle samtaler og citerede en eller anden kendt dansk digter. Børnene måtte kun ytre sig, når de voksne talte til dem og de måtte under ingen omstændigheder have albuerne på bordet.

Jeg troede aldrig at jeg nogensinde ville blive en del af en etnisk dansk familie…men hvor tog jeg dog fejl. I dag har jeg en stor etnisk dansk svigerfamilie, og selvom de ikke taler som karaktererne i en Morten Korch-film, så er en aften hos dem meget anderledes end det jeg er vant til. Forskellene mellem min somaliske familie og etnisk danske svigerfamilie er store og komiske. Derfor får I lige et lille indblik i de små finurlige forskelle.

Aftensmadsritualer

I min spøjse somaliske familie gør vi tingene på én måde, og min etnisk danske svigerfamilie gør det på en anden måde. De to ting minder overhovedet ikke om hinanden, så det er sjovt at være midt i de to familiekulturer. Det er især ved ritualerne før, under og efter aftensmaden, at man opdager den store forskel. Min somaliske familie spiser hurtigt, ja nærmest som sultne, lydløse hyæner. Vi skal helst ikke nyde maden eller spørge ind til hinandens ve og vel, for der er nemlig en vigtig ting, der venter – fjernsynet! Efter aftensmaden er blevet slugt kaster vi os i sofaen, mens fjernsynet kører med 100 km/t. Det er egentlig ikke fordi vi skal se noget bestemt, nej det skal bare køre og det skal helst være med høj volume. Så høj, at vi må overdøve det, når vi snakker sammen.

I min naturelskende etnisk danske svigerfamilie tager det ikke 5 minutter at spise aftensmaden. Vi kommer hinanden mere ved, mens vi nipper til maden og skåler. Når vi har fordøjet maden er der ofte en gåtur på programmet. Vi skal ud at røre benene uanset vejret. Dele af min svigerfamilie mener ikke at der er noget, der hedder dårligt vejr, kun forkert påklædning. Jeg er jo ikke en viking ligesom dem, så nogle gange gør jeg alt hvad jeg kan for at undgå gåturen. Jeg er ikke bygget til at gå tur, når det er minusgrader, regner eller blæser. Nope! Jeg vil meget hellere sidde på sofaen og nyde min kaffe i fred og ro.

At gå ture er ikke noget, der ligger naturligt til min somaliske familie. Hvis de en sjælden gang gør det, så skal der være et formål med turen. Det skal være fra A til B. Jeg tror det er derfor, at gåture lægger så fjernt fra mig.  Når jeg er ude at gå med svigerfamilien bliver jeg hurtigt rastløst og begynder at tænke på alt muligt andet end at nyde øjeblikket. Jeg synes dog, at jeg efterhånden er blevet bedre til at være til stede i nuet.

Hello….kan jeg sige noget?

Når jeg er sammen med min somaliske familie snakker vi i munden på hinanden. Vi har alle noget helt vildt spændende på hjerte, som bare skal ud (åbenbart på samme tid). Man glemmer nærmest hvad man selv lige har fortalt, fordi man lytter til en anden og ved at lige om lidt er der en tredje, der fortæller noget…forvirret?! Ja, det bliver jeg sgu også, for der er en masse mennesker at holde styr på og en masse ting, der ligesom maden skal fordøjes. Man sidder helst ikke stille for man skal lige hente sin mobil og tage selfies, mens en anden skal hente sin oplader og den tredje skal hente nogle flere snacks. Min somaliske familie lever for snacks, og uden dem på bordet kan vi overhovedet ikke koncentrere os. Det er som om mine søskende og jeg er børn, der kæmper om min mors opmærksomhed – og den der råber højest vinder som regel!

I min etnisk danske svigerfamilie sidder vi stille med vores kaffe og snakker. Vi venter på hinandens tur og man får plads til at udfolde sin fortælling. Her behøver man ikke at speedtalke, for her er tempoet stille og roligt – måske en smule for stille. Nogle gange kan man nærmest høre uret tikke og fuglene synge ude i haven. Andre gange kan man ikke høre andet end vores samtaler, for fjernsynet bliver sjældent tændt. Bordet er ikke overdækket med snacks, og min trang til flere snacks bliver tilfredsstillet derhjemme i stedet.

Jeg er rapkæftet, kæk og højtråbende hos min somaliske familie, fordi vi alle er sådan. Hos min etnisk danske svigerfamilie er jeg en mere stille version af mig selv, der prøver på at huske ikke at være så højtråbende som jeg plejer. Jeg tror det er helt normalt at tilpasse sin personlighed efter, hvor man er eller ud fra hvem man er sammen med. Jeg er heller ikke den samme på arbejdspladsen, som jeg er med veninderne. Det er du vel heller ikke? Jeg føler, at jeg sagtens kan være mig selv blandt min svigerfamilie. Jeg skal bare vænne mig til at det ok, at være en mere afdæmpet version af mig selv 🙂

Share: