Den kommer med mig i sengen, på toilettet og på farten. Den er hele tiden inden for min rækkevidde og kommer aldrig ud af syne.

Hvis jeg i et sekund eller to ikke kan se den eller har den i hånden, kommer sveden piblende frem på min pande hurtigere end jeg kan nå at sige mit telefonnummer. Den er min livsline, min kalender og min billet til omverdenen. 

Tro mig, når jeg siger, at jeg prøver at trappe ned. Men det daglige mobilfix giver mig en “high” sammenlignelig med den narkomaner får, når de endelig har taget deres stof. Det lyder en smule tosset, I know, men jeg har indset at det er ved at blive et problem. Jeg hader at min afhængighed er ved at løbe løbsk. 

Når man – ligesom mig – bruger mobilen næsten lige så meget eller endda mere end computeren som arbejdsredskab, så er det svært at lægge den fra mig. Det føles jo naturligt at tjekke min mail, Instagram og Facebook konstant, for de er mine primære kommunikationskanaler. Hvis ikke jeg lige tjekker min mail, så skriver jeg til en mulig medvirkende på Facebook eller tjekker en ud via Instagram. 

Hvis jeg skal ud af min afhængig skal jeg enten være et sted uden internet, så jeg ikke kan tjekke de sociale medier eller opstille regler for mig selv. Jeg forsøgte i starten af 2019 at skrue lidt ned for min  FOMO-afhængighed (det kan du læse her) I et stykke tid lykkedes det, men så snart min mand var ude af syne kunne jeg sagtens sidde med mobilen i hånden i flere timer. Det er ikke fordi timerne blev brugt konstruktivt eller fornuftigt, nope – de gled bare ud af mine hænder uden jeg helt kunne finde ud af, hvad fanden jeg havde lavet. 

Jeg orker ikke at spilde mere tid, for det er jo hvad man gør, når man bare stener på mobilen. Min afhængighed sluger en masse værdifuld tid, som jeg ikke får igen. Så jeg håber inderst inde, at jeg kan blive bedre til at lægge den fra mig, være til stede i nuet og glemme den lidt. 

Måske I kender det selv? Hvad er jeres forhold til jeres mobil? 

Share: