Jeg kan næsten ikke være inde i mig selv. Tiden er fløjet afsted og jeg forstår ingenting. Jeg kigger konstant på Lille M og har indset, at han ikke længere er lille.

Der sker så mange ting efter nytåret, at jeg seriøst ikke kan følge med. Banditten starter i børnehave og bliver 3 år, shit man! Han er blevet meget mere selvstændig, stædig og rapkæftet. Han elsker at diskutere , har stærke meninger om hvordan tingene skal foregår herhjemme. Han er hellere ikke bleg for at skælde sin hooyo og aabo (mor og far) ud.

Det følte som om det var igår, at han startede i vuggestuen. Det var mig, der kørte ham ind dengang. Og det er også mig, der kører ham ind i børnehaven. Da han havde sin aller første hele dag i vuggestuen græd jeg, da jeg hentede ham. Pludselig virkede han så voksen, mens han sad blandt de andre unger og pædagogerne. Jeg ved ikke helt om jeg kommer til at græde denne omgang, men tror stærkt på det. 

Det er en smule vemodig at banditten forlader sine venner, hans pædagoger og de trygge velkendte rammer i vuggestuen for noget nyt. Om lidt skal han begå sig i en ny verden med nye uskrevne regler, nye ansigter og børn der er meget større end han er. Jeg frygter en smule at han bliver overvældet, ked af det og ikke helt forstår hvorfor han skal rives væk fra alt det han kender. 

Min mand og jeg forsøger jævnligt at fortælle Lille M, at han efter nytåret skal starte i børnehaven. Banditten har også været på besøg i sin ny stue, så han har allerede mødt sine nye pædagoger og kammerater. Det hjælper også at han kender nogle af ungerne fra vuggestuen, så helt fremmede bliver det ikke. 

I fredags vinkede vi så farvel til vuggestuen, og banditten blev så glad da vi delte godter ud til kammeraterne og de søde pædagoger. Jeg er utrolig stolt over Lille M’s udvikling og kan se, at han stråler når snakken falder på børnehaven og de nye pædagoger. Disse nye skridt, er endnu et bevis på at tiden løber afsted og at jeg næsten ikke kan følge med. Min lille M er ikke lille længere.

Share: