En måned inden Lille M’s ankomst følte jeg et enormt behov for at skrive alle mine tanker ned. Min plan var at skrive et brev, som jeg kunne give ham på hans 18 års fødselsdag.

Jeg ved godt, at en 18-årig ikke ønsker sig et simpelt brev, men brevet symboliserer mine løfter til ham. Løfter om at jeg vil passe på ham, støtte ham og elske ham. Jeg græd, da jeg skrev brevet, fordi jeg snart ville holde ham i mine arme. Jeg regner også med at græde i morgen, når han fylder 2 år.

Det føles som i går vi kom hjem fra Riget med en lille baby. Når jeg i dag ser den lille mand han er blevet, så bliver jeg varm indeni. Han udvikler sig hele tiden, og bliver bare større og større. Der sker noget nyt hele tiden. Det er  lige før jeg ikke kan følge med, for hvad blev der af min baby? Den lille baby, der i starten var 100% afhængig af mig, er nu blevet en trodsig og til tider hidsig, stædig tumling, der kan selv og vil selv.

Den ene dag vil han selv gå ned af trapperne, den næste dag vil han bæres. Den ene dag nægter han at spise kød, den næste dag sluger han det. Lille M er ligesom alle andre unger i verden, et mysterium som forældrene ikke kan gøre sig klog på.

Da jeg fødte Lille M for 2 år siden var jeg overlykkelig og gentog grædende denne sætning: “Jeg er blevet mor…jeg er blevet mor”. Selvom jeg fysisk sad i lokalet fyldt med kærlighed, var det alligevel som en drøm. Endelig var min baby her, endelig var jeg blevet hooyo og kunne jeg kigge ham i øjnene. Du kan læse min fødselsberetning her

Hvis du for 3 år siden havde fortalt mig, at jeg ville græde, fordi jeg savnede min søn eller at jeg ville være besat af at tage billeder af ham, så ville jeg grine af dig! Jeg ville joke og sige: “Aldrig….”. I dag kan jeg gladeligt indrømme, at mit svar er: “Altid”. Og ved du hvad, det er ganske normalt. Det er ikke creepy eller sørgeligt…haha! Jeg tror alle mødre har behov for at savne sit barn/sine børn og tage en million billeder. Uden billederne kan jeg da ikke huske, hvor lille og skrøbelig han har været. Så hvis du er førstegangsmor som mig eller er ved at blive det, så kan du tage det helt roligt. Du er ikke underlig eller mere følsom end andre, du er helt normal.

Brevet til banditten er personligt, så det får du desværre ikke glæden af. Men fordi jeg synes det er en smuk tanke, som jeg håber kan inspirere dig vil jeg alligevel gerne afsløre lidt. Tænk hvis du selv havde fået et brev fra din mor om hendes tanker lige inden hun fik dig i sine arme? Er det ikke smukt? Derfor kommer her et lille udsnit af min kærlighedserklæring til M:

“Min kære Lille M, jeg håber du har følt dig elsket og at du har nydt din barndom. Jeg håber du har følt at du altid kunne komme til mig uanset hvad du måtte gå igennem, og at jeg altid har stået ved din side.

Du er min førstefødte, mit hjerte, min store kærlighed (udover din far of course) og mit liv……Jeg elskede dig fra første sekund jeg hørte dit hjerte banke kun 12 uger gammel.

Jeg lover dig, at jeg vil elske dig med hele mit hjerte og mere til. Jeg vil elsker dig i dag, i morgen og for evigt.

Waan ku jecelahay! Hooyo <3 “


Share: