Jeg er faldet af på den! Jeg orker simpelthen ikke at gøre noget ud af mig selv hver evig eneste dag. Tro det eller ej, men engang gik jeg aldrig på gaden uden makeup.

I dag trækker jeg bare på skuldrene og tænker: “Whatever”. For hvem skal jeg score? Jeg har min mand, så hvem skal jeg gøre mig smuk for? Desuden synes han at jeg er smukkest uden alt for overdreven makeup. Jeg er faldet af på den mht. min tøjstil, og sværger i dag nærmest udelukkende til joggingbukser, selvom jeg absolut ikke skal jogge nogen steder hen. Det er som om jeg altid vælger komfort over stil eller feminitet. Of course kan man se feminin og afslappet ud, men jeg vælger først og fremmest ud fra komfort.

Det startede under min graviditet

Min afhængighed startede, da jeg blev gravid og ikke længere kunne passe mine jeans. Joggingbukserne blev derfor hurtigt købt og jeg blev forelsket på stedet. Min mave kunne vokse sig stor i behageligt tøj, what’s not to like? Efter min graviditet var det også en god idé, fordi jeg “bare” var på barsel. Det var kun i mødregruppen, at de blev skiftet ud, fordi jeg gerne ville vise de andre mødre, at jeg havde styr på det. Med flot tøj og fuld makeup signalerede jeg, at jeg trods en lille bandit havde overskud.

Da min barsel sluttede gik jeg “bare” derhjemme og søgte arbejde, så derfor var mine joggingbukser stadig yndlingsuniformen. Da jeg endelig fik arbejde lagde jeg joggingbukserne på hylden, fordi mine kolleger ikke skulle se at jeg var “mor”-typen. Men lige så stille listede de sig ud af skabet og blev hængende. De kom også med videre til det næste job. Til sidst var joggingbukser det eneste jeg gik i, fordi de var skidebehagelige. Det gav også mere mening for mig, for når jeg skulle sidde bag en skærm i flere timer, så var jeans og høje hæle ikke lige min kop te.

De ekstra kilo strammer!

I dag har jeg joggingbukser, fordi jeg stadig er en smule rund om maven. Jeg er blevet så afhængig af dem, at jeg næsten aldrig forlader mit hjem uden. Nogle gange, når jeg ser mit eget spejlbillede tænker jeg også: “hold da op mayn!”. Gad vide hvad de andre forældre mon tror jeg laver, når jeg render ind i dem i vuggestuen? Jeg ligner en bums, mens de altid ser så fine og elegante ud. De ligner nogle, der er på vej på arbejde med voksne mennesker, mens jeg ligner én, der ikke kan gøre for det. Nogle gange har jeg altså haft arbejde, hvor jeg arbejdede hjemmefra, så hvad havde jeg så på? Joggingbukser selvfølgelig.

Jeg synes dog at min afhængighed er ved at blive et problem, for jeg har aldrig været typen, der var ligeglad med mit outfit. Det er jeg heller ikke nu. Jeg dukker ikke op til en fest i joggingtøj, men til hverdag er det mit go-to outfit. Jeg ved ikke om det er min alder, der spiller ind? Eller fordi jeg allerede har fundet min drømmeprins? Min mand ved hvordan jeg ser ud iført joggingtøj, i kjole og i jeans – og han er nok ligeglad med hvad jeg går i, så længe det gør mig glad.

Det lyder nok lidt forkælet, men jeg gider ikke at være den der kedelig hooyo-type længere. Altså jo, hvis jeg bare skal på legepladsen med Lille M eller aflevere ham i vuggestuen, så er joggingbukser ok. Men næste gang jeg skal noget, så behøver jeg ikke at ligne en, der lige er rullet ud af sengen. Jeg må gerne ha’ tænkt en smule over mit outfit, og ikke bare automatisk finde joggingtøjet frem.

Er jeg den eneste, der prøver at slå op med joggingbukser? Please, fortæl mig at jeg ikke er alene.

Share: