At nogle etniske danskere uden at blinke insisterer på at bruge n-ordet, og så selvom jeg udtrykkeligt har understreget at det er utilstedeligt. Det børster de desværre af sig, for nåh ja, der er jo ytringsfrihed i Danmark.

At jeg kan blive svinet til med racistiske udtalelser fra en ældre etnisk dansk kvinde, mens en tavs gruppe etnisk danske kvinder overværer situationen. Ingen vælger at sige noget og ingen griber ind. De er pludseligt både døve og usynlige, så de vælger bevidst at ignorerer det faktum at deres mørke medsøster får en sviner. Bagefter kommer en af kvinderne hen og giver mig et skulderklap og en “godt du sagde fra”-replik.

At en ældre etnisk dansk kvinde kan cykle forbi min mor, søster og jeg, der går tur med min 6 uger gamle søn i barnevognen, mens hun umotiveret råber “så skrid dog hjem”.

At en arbejdskollega kan sige at jeg nok har misforstået en racistisk hændelse, og at jeg ikke skal tage tingene alt for bogstaveligt.

At en tidligere medstuderende kan stille spørgsmål ved min optagelse på studiet, for jeg må da ha’ gjort noget ekstraordinært for overhovedet at blive optaget. 

At en kvinde i mit nabolag siger at jeg skal “få mig et arbejde” og smækker døren i hovedet på mig, da jeg var på barsel med min søn.

At den samme kvinde i en diskussion råber at jeg skal “skride tilbage til ghettoen”.

At en elektriker går ud fra at jeg ikke taler dansk, og starter med at tale engelsk til mig, fordi der jo “bor en masse fremmede i området”, som han udtrykte det. Jeg bor sgu på Østerbro, og der er nærmest ingen “fremmede” navne i min opgang eller i min bygning. 

At en kollega siger, at jeg er god nok. Det er jo alle de andre, der laver ballade.

At folk kan spørge om min mand er omskåret,  fordi jeg fortæller at han har konverteret. Hvad forventer de, et billede af hans penis?

At folk kan omtale min søn, som en sød lille chokoladegris.

At folk kan røre mit hår uden at spørge om lov, fordi de åbenbart aldrig har set eller følt afrohår?

At man konstant kan få at vide, at man ikke er dansk nok. At man aldrig bliver det og at Danmark aldrig bliver ens hjemland. Jeg er født på Rigshospitalet, jeg har aldrig boet andre steder, jeg er gift med en etnisk dansk mand, fejrer jul, tager til påskefrokost og er så dansk som rødgrød med fløde. Men det er alt sammen ligegyldigt, fordi jeg hedder Ayan, har somaliske rødder og fordi jeg er muslim. 

At man kan være tvunget til at vælge. Man kan åbenbart ikke være dansk og muslim. Eller dansk og somalier.  Eller fejre Eid og jul. 

At være en afrodansk kvinde i Danmark er fucking hårdt.  Det er en udfordring,  og man får mentale lussinger, fordi man aldrig passer ind. Man skal gøre sig fortjent til at være medlem af klub Danmark og selv det er ikke altid nok. Selv hvis jeg begyndte at drikke alkohol og spise flæsk, så ville nogle folk sige “hun gør det kun for at blive accepteret”. Jeg har ikke brug for accept, jeg har ikke brug for at svare Pia Kjærsgaard i et debatindlæg, fordi hun igen igen skælder dansk-somaliere ud. Jeg orker ikke at se ham den skøre brænde endnu en koran af i diverse bydele. Jeg er ved at kaste op og jeg kan ikke være i mig selv. Nok er nok, og vi skal acceptere at danskere kommer i alle farver. Kom ned fra jeres lille trygge piedestal og følg med udviklingen. Der findes ikke et hvidt eller mørkt Danmark, dit eller mit Danmark, der findes kun et Danmark, som vi alle sammen skal leve og bo i.

Share: