Om få dage starter Lille M i vuggestue, og det har jeg det sgu en smule ambivalent med. På den ene hånd hepper jeg på ham og tænker “YESSSSSSS”, men på den anden er jeg en smule trist. Om et par dage begynder han at se andre kvinder, og jeg vil ikke længere være hans #1 kvinde i hans liv. Jeg glæder mig til al den me-time jeg kommer til at have, og alt den varme kaffe jeg kan nyde helt uforstyrret. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg næsten ikke være i mig selv. Det er især om natten, hvor han er lagt i seng og jeg sidder alene på sofaen, at det slår mig. Så begynder tårene stille og roligt at titte frem, og jeg bryder sammen.

Sååå følsom, og jeg har ikke engang menstruation…

Det er især nattens stilfærdige atmosfære, der får hjernen på overarbejde. Så kommer tankerne frem og savnet til Lille M bliver kæmpe stort, selvom om han sover inde på værelset. Billederne i min telefon kommer frem og sammen med mine fugtige øjne bliver jeg en endnu mere ynkelig version af mig selv. Jeg kan simpelthen ikke gøre for det. Jeg bliver ked af det, når jeg kommer til at tænke på at snart vil der være andre kvinder i Lille M’s liv. Snart er det dem, der vil putte og trøste ham…oh SUK!

Forleden græd jeg i en time straight, og min mand måtte trøste mig. Jeg er så følsom for tiden, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at komme over det. Uanset hvad min mand sagde, så kunne jeg ikke stoppe med at græde. Det var som om følelserne blev sat fri, og der var intet jeg kunne stille op. Alt får mig til at græde, og det er ikke fordi jeg har menstruation. Mine følelser sidder udenpå tøjet, og jeg føler mig som en lille baby. Har seriøst lyst til at sidde en hel dag og bare tude, så jeg kan få det ud af mit system. Simpelthen få renset ud, så jeg ikke kan græde mere.

Tænk, hvis jeg går glip af noget

Hvis jeg havde et arbejde, der ventede på mig, så ville jeg være en smule bedre til at håndtere denne svære situation. Men det har jeg desværre ikke, jeg skal sørme bare gå hjemme og finde et job. Jeg skal sidde derhjemme, drikke kaffe og finpudse mit CV, mens min søn bliver passet og plejet af andre kvinder. Jeg kan næsten ikke bære det. Men Lille M skal ud i verden, og have en hverdag uden mig.

Min anden frygt er, at jeg henter ham i vuggestuen, og møder én af pædagogerne, der siger: “Hej, du skal bare lige vide, at Lille M har sagt sit første ord” eller “Lille M har taget sine første skridt”. Så tror jeg at jeg helt sikkert vil bryde sammen.

Jeg har været ved hans side siden dag 1, og har fulgt hans udvikling fra første række. Han skal jo snart tage sine første skridt og tale, og muligheden for at det sker i vuggestuen er ret stor. Shiiiit….jeg håber seriøst ikke at jeg går glip af det. Tanken om det giver mig ondt i hjertet.

Når alt kommer til alt, så tror jeg at Lille M er skideligeglad. Det handler mere om mig og mine følelser. Det er mig, der har et issue med at han skal i vuggestue. At møde andre børn hver dag, få nogle nye vaner og rutiner vil kun være godt for ham. Jeg håber at han lærer en masse nye ting og får udvidet sin horisont, for helt lille er han ikke længere.

 

Share: