Man skulle tro at jeg har nailed det der med, at være hooyo og hooyohood nu. Men hvis jeg skal være 100 % ærlig, så aner jeg stadig ikke hvad fanden jeg laver.

Nogle gange så kører det hele på skinner, alt er godt og jeg tænker “wow, jeg kan det her”. Andre gange sejler det, Lille M er i dårligt humør og jeg er i dårligt humør. Om aftenen har min mand og jeg ofte smidt os på sofaen fuld af frustration, udmattelse og magtesløshed. 

Jeg troede faktisk at faserne stille og roligt ville sive ud, jo ældre Lille M blev. Men nej, det er ikke blevet nemmere, selvom Lille M i dag er 3 ½ år gammel! Hans stædighed er kun blevet værre og hans attitude mere sassy. Det er som om han tror at han kan slippe af sted med ting ved at græde. Hver gang han ikke får sin vilje eller vi siger nej, så åbner han sluserne eller smider sig på gulvet. 

Det er som om det er en kamp mellem os og ham, og vi kæmper alle sammen for at vinde. Min tålmodighed bliver konstant testet, og jeg skal virkelig lære ikke at give efter. Det nemmeste i verden er at give efter, og nogle gange er jeg også fristet til at give efter. Jeg er sgu ikke perfekt, så ja – nogle gange sker det. 

Min mand og jeg prøver virkelig at tale med banditten i øjenhøjde, for at forstå hvorfor han græder i en given situation. Vi forsøger at italesætte situationen, gå på kompromis eller noget helt tredje. Så hvis du på Insta ser at jeg sidder og hygger med Lille M, så har du ikke set forhistorien. Du ved ikke at han måske har grædt hele vejen fra børnehaven, fordi han ikke orker at gå selv, eller at han har grædt, fordi han gerne vil ha’ is eller har smidt sig på trappen i opgangen, fordi han ikke kan overskue trapperne op til 3. sal.  

Så, ja banditten er pt. en stor mundfuld, men vi forsøger at klare den. Andet kan vi vel ikke gøre! Hvis I har nogle gode råd, så kom gerne med dem! 

Share: