Da jeg i 2007 startede onlinemagasinet, Ethniqa Magazine, gik der faktisk to år inden man kunne finde hjemmesiden på nettet. Inden vi overhovedet trykkede på ‘publicér’-knappen, så havde vi arbejdet benhårdt.

De to år inden lanceringen blev brugt fornuftigt. Sammen med mit team fandt jeg mentorer, som kunne give redaktionen journalistiske redskaber, samarbejdspartnere, der ville smide penge i bøtten, dannede relationer til mediefolk og PR-bureauer samt skabte synlighed om magasinets fødsel. Men vigtigst af alt brugte vi tiden på at udtænke en redaktionel linje, brainstorme indhold og træne vores skrivefærdigheder. Jeg er en stor tilhænger af øvelse gør mester. Når man har svedt, grædt og grint – ja, så ved man at man er på rette spor!

Da jeg har arbejdet med forskellige slags mennesker i alle mulige konstellationer, har jeg lært utrolig meget om andre mennesker – men også om sig selv. Min tålmodighed er blevet testet, jeg er gået på kompromis flere gange, har bidt mig selv i tungen og smilet, når jeg allerhelst ville skrige. Gennem min tid som stifter af Ethniqa har jeg vokset som menneske. Jeg er gået fra at være en usikker ung kvinde til en voksen kvinde, der lige nåede at blive mor inden jeg lukkede og slukkede for magasinet i 2017.

Hvordan gør man?

Jeg har efterhånden holdt flere oplæg om bloggen og mainstream-medierne herhjemme. Når jeg har været ude og mødt læsere er deres spørgsmål tit ret ens. Det er de samme spørgsmål jeg fik, da jeg afholdt bloggens b-day event i november. “Hvordan finder man modet til at springe ud i det?” var et varmt emne. Gennem min læringsproces med Ethinqa har jeg fået en masse tæsk og mødt nogle, der ikke altid ville mig det bedste. Jeg har taget tæskene for dig, så du får muligheden for at undgå dem. Uanset hvad skal du huske at det ikke kun er lyserøde skyer alt sammen.  Du vil flere gange have lyst til at smide håndklædet i ringen, fordi du måske føler at vejen ikke fører nogen vegne. Det er derfor altafgørende at huske, at Rom ikke blevet bygget på en dag og at tålmodighed er en dyd!

Det er også vigtigt at have in mente, at hvis du vil noget – så bliver du sgu nødt til selv at skabe dine egne muligheder. I starten kommer folk ikke og banker på din dør. Du bliver selv nødt til at banke på folks dør eller endnu bedre sparke et par døre ned!

Jeg henvender mig mest til dig, der allerede ved hvad du gerne vil springe ud i. Du har allerede tænkt tankerne hvad, hvorfor, hvordan og til hvem. Mine råd kan bruges som et lille kærligt spark i røven, som du kan tage frem, når du har brug for et søsterligt råd. Et råd fra en, der har været i dine sko og som ved hvad du går igennem.

Mine råd til dig  

  1. Hvis du virkelig gerne vil det her, så find tiden. Hvis du arbejder eller studerer fuldtid, så prøv at finde 5 timer om ugen, hvor du arbejder på din idé. Skriv det ned i den kalender og hold dig til planen. Drop undskyldninger og gør det!
  2. De  tæsk du får gør dig kun  stærkere.
  3.  Du er IKKE ikke en one woman army. Du kan sagtens få hjælp, og det er helt okay at bede om det.
  4. Find en mentor eller et forbillede, så du ikke behøver at opfinde den dybe tallerken. Spørg ham/hende evt. om han/hun vil være din mentor. Hvis ikke han/hun kan pga. travlhed, så er det også ok. Så kan du i stedet for studere og analysere dem og deres arbejde. Find ud af hvad der virker og hvorfor – og spørg dig selv, om det også vil fungere for dig?
  5. Invitér den person på kaffe eller endnu bedre inviter dig selv, så kan det være at personen over en latte vil dele et par guldkorn.
  6. Revidér dit arbejde efter et par måneder. Hvad fungerer og hvad gør ikke og hvorfor? Lav evt. en målgruppeanalyse med nogle, der IKKE er dine veninder/venner. Du har brug for nogen, der er 100% ærlige og kritiske.. Du lærer ikke noget, hvis de er sukkersøde.
  7. Mød nogle nye mennesker, få noget inspiration og nye input. Når man gør det får man ofte gode ideer. Det er noget jeg selv burde være bedre til.
  8. Prøv noget nyt engang imellem, for at komme ud af din comfort zone. Det vil også rykke noget ved dig, og det kan igen afføde nye ideer og perspektiver.
  9. Det er okay og helt normalt at miste sin mojo. Du behøver ikke at gå i panik. Been there, done that. Den skal nok komme igen, det er bare noget man går igennem.
  10. Husk at lave en plan for hvordan og hvornår du gør tingene. Lav en to do liste eller skriv det i en kalender. Så får du overblik og styr på tingene, og undgår at stresse. Jeg skriver fx alle mine ideer til indlæg i min idébank. Jeg planlægger også hvad og hvornår på ugen jeg publicerer på bloggen.

Nåh, men det var et par råd fra mig. I behøver ikke at tage mine råd, for hvem fanden er jeg? Jeg er ingen Jesper Buch eller én, der har 100% styr på sit shit. Jeg er derimod én, der har prøvet en del ting – så hvis du forhåbentlig kan bruge bare en brøkdel af hvad jeg har skrevet, så bliver jeg overlykkelig. Hvis du tænker: “hmm…det kan jeg ikke bruge til en skid”, så er det også fint.

Either way, så håber jeg at du springer ud i det, følger din mavefornemmelse og gør ligesom Nike!

Share: