Jeg er udmærket godt klar over, at jeg er privilegeret, og at mit problem er et luksusproblem. Jeg ved også godt, at jeg burde være taknemmelig for, at jeg bor i et land, hvor man rent faktisk får penge udbetalt for at passe sin unge derhjemme. Men efter næsten 11 måneder med bleskift af lorte-bleer, legetøj spredt ud over hele gulvet, gråd og evig ammehjerne, så længes jeg efter stimulation, inspiration og noget at rive i. Jeg har det seriøst som om jeg har levet under en sten i næsten 1 år. Jeg orker det ikke længere!

Jeg har det ambivalent over at Lille M snart starter i vuggestue. Allerede nu ved jeg at jeg med 100% sikkerhed vil stortude, når han starter. Men jeg kan mærke på mig selv, at jeg alligevel tæller dagene. Grunden er at jeg i 11 måneder har sat ham først og plejet alle hans behov – fysisk og psykisk. Selvom det lyder en smule egoistisk, så er tiden kommet til at mine behov kommer først ind i mellem.

Surprise Ayan! At være forælder handler om at sætte sin babys behov i første række, tænker I vel. Yes, jeg er enig, men nu har jeg passet og plejet Lille M i flere måneder, og min krop og sjæl har brug for et hvil. En velfortjent pause er noget jeg drømmer om. Heldigvis har jeg en mand, der har passet Lille M næsten lige så meget som jeg selv har, så det er ikke fordi Lille M og jeg har været siamesiske tvillinger.

Desuden har min mand også sørget for at jeg har fået noget me-time og skubbet mig til at gå ud med veninderne. Det har været virkelig dejligt at tage ud et par timer, og vide at de to drenge har hygget sig uden mig. Desværre føler jeg bare nu, at et par timers me-time her og der ikke længere er nok. Min hjerne skriger efter viden, og efter et arbejdsmiljø blandt fagfolk i medie/TV-branchen.

Kan man blive dum af at gå hjemme?

Gennem en længere periode har både min mand og jeg levet i en babyboble. I stedet for dybe intellektuelle samtaler har snakken bl.a. gået på farven af Lille M’s afføring eller om indkøb af modermælkserstatning. I stedet for at udvikle mig selv som fagperson, har jeg udviklet madopskrifter, for sønnike skal jo have andet end mælk.

Ammehjerne har jeg i den grad også lidt af, og havde faktisk ikke set det komme. Har bare altid troet, at mødre brugte det som en dårlig undskyldning, men jeg har lavet seriøst dumme ting gennem min barsel. Fx har jeg slæbt en skrigende Lille M med til lægen. Halvvejs eller faktisk lige ved døren til lægen fandt jeg ud af, at vores tid først er om en måned. Så måtte jeg slæbe en skrigende M med hjem og håbe, at han kunne falde i søvn. Min hjerne har ikke tænkt på andet end babyting, og hvis ikke jeg havde bloggen ville jeg ha’ blevet skør.

Jeg må indrømme at jeg ikke har haft én eneste intellektuel tanke eller samtale i flere måneder. Grunden er simpel. Når Lille M endelig sover, så vil min mand og jeg helst slappe af. Ikke noget med at se Deadline eller andet brainfood TV – nope! Det vi allermest har brug for, er at se noget, hvor man kan koble hjerne fra. Det samme har gjaldt vores samtaler, og de samtaler jeg har med veninderne – når jeg endelig ser dem. Det skal helst ikke være filosofiske “hvad synes du om den globale udvikling”-samtaler, men mere sladder og helt almindelig girltalk. Andet har jeg simpelthen ikke haft overskud til.

Spørgsmålet er så om man kan blive dum af at gå hjemme med sin baby? For det gør jeg altså; føler mig dum. Jeg har det nærmest som om jeg bliver dummere for hvert minut der går!

To do listen er laaaang!

“Hvad med at lave nogle af de ting, du længes efter når Lille M sover?” – spørger I sikkert. Og jo, det kunne jeg vel nok. Men jeg er seriøst nogle gange så træt, at jeg foretrækker at tage luren med ham. At være 100% på med en lille unge, der kravler og har en masse fut i røven er energidrænende. Jeg når knap at gå i bad, vaske tøj, lave mad og gå en tur med ham inden dagen er omme. Så tro mig, når jeg siger at nogle gange vil jeg helst bare flade ud på sofaen med en kop kaffe i den ene hånd og min mobil i den anden hånd i stilhed. Min to do liste er mega lang og den bliver kun længere for hver dag, der går.

Jeg drømmer om at starte på den, når Lille M begynder i vuggestue. Så har jeg trods alt et par timer i hverdagen. Et par magiske timer, hvor det ikke skal handle om opvasken, men om mig – personen Ayan og ikke Ayan, Lille M’s hooyo. Desuden har jeg en anden liste med en masse mediefolk, jeg gerne vil drikke kaffe med, fordi jeg er jobsøgende. Selvom Lille M er nuttet og charmende (ligesom sin mor), så kan jeg desværre ikke troppe op på DR og drikke kaffe med en TV-boss med ham på skødet.

Derfor er alt standby indtil banditten får sin egen hverdag, og så kan mit liv som Ayan – tilrettelæggeren og bloggeren, begynde igen – inshallah <3

 

Share: