Lige om lidt fylder banditten 3 år. Nærmest lige siden hans blev født, har vi fået spørgsmålet “hvornår skal I have den næste?”.

I starten prellede det af på os, så vi svarede; “Aldrig i livet, vi er tilfreds med den ene vi har”, men som tiden er gået blomstrede ideen og vi omfavnede den helhjertet. 

Nu hvor min mand og jeg er i gang med projekt baby #2, så tror folk at de har ret til at spørge mere ind til det. Det er som om folk ikke rigtigt kan styre sig. De skal altid lige spørge. Jeg aner ikke hvad folk forventer. Men forventer de at jeg ringer eller sender dem en SMS, når man mand og jeg arbejder på sagen? 

Jeg har gode dage, hvor jeg tænker; “lige om om lidt, så sker det…”. Hvor jeg er positiv og flyver på en lille lyserød sky. Og jeg har dårlige dage, hvor jeg har fået min menstruation og tror at det aldrig kommer til at ske. Ja, jeg græder nogle gange, når min menstruation melder sin ankomst. Det kan du læse mere om her, for hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg helst være den foruden. 

Når tingene ser en smule sorte ud har jeg en tendens til at bebrejde mig selv. Alt er min skyld og hader mig selv. Mine tanker flyver og kan ikke være i hovedet. Jeg tænker straks “har jeg drukket for meget kaffe, har jeg taget for få vitaminer, drukket for meget sodavand eller spist forkert?”. Hvis jeg virkelig vil have en baby #2 burde jeg sgu da arbejde for det. Så burde jeg være endnu mere sund, passe endnu bedre på min krop og gøre arbejdet. Jeg burde ikke sidde og flade den på sofaen med en pose chips! Så på en måde er det fandme min egen skyld, hvis ikke jeg bliver gravid. Men hvad gør jeg så, når jeg får min skide menstruation? Jeg finder den skide chipspose frem, for at spise mine følelser væk. I få sekunder virker det, og de negative tanker er glemt. Men så snart jeg er løbet tør for chips, så kommer følelserne tilbage.


Share: