Gennem hele min barndom har jeg fået at vide, at jeg har “en stor mund”. Jeg har altid haft behov for at ytre mig, stille spørgsmål og blande mig. At tie stille er ikke en del af min personlighed.

Når jeg oplever noget uretfærdigt eller uforståeligt, så bliver jeg sgu nødt til at reagere. Jeg bliver simpelthen nødt til at lette min røv fra min trygge sofa og blande mig – koste hvad det vil. 

Der er konsekvenser ved at blande sig i samfundsdebatten, især når det handler om integration eller islam. Jeg har fået at vide, at jeg skal “skride hjem” eller at jeg ikke aner, hvad jeg snakker om. Jeg er bestemt ikke ekspert, og jeg har aldrig nogensinde kaldt mig for det. Jeg har ikke mange års erfaring om et bestemt emne, men jeg ved hvordan det er at være afro-dansk kvinde i Danmark. Jeg ved hvordan det er at være muslim i Danmark, og jeg ved hvad det ville sige at være dansk-somalier. Hey, jeg har da også en smule faglig viden om mainstream-medier og TV-branchen. Jeg udtaler mig kun om ting, som jeg ved noget om og ikke andet. 

Du har muligvis lagt mærke til, at jeg på det seneste har kæftet en smule mere op end normalt. Jeg har ytret mig i diverse medier (I kan se et overblik her, og husk at scrolle ned på siden). Jeg bruger min stemme, ikke fordi jeg skal sætte nogle mennesker på plads eller puste til gløderne i en diskussion. Jeg ytrer mig, fordi det nogle gange er nødvendigt at gøre mere end at observere. Når jeg ranter på Twitter, så er det fordi jeg har brug for at trække vejret. Til tider føler jeg, at jeg stille og roligt bliver kvalt. Twitter er mit outlet, jeg skriver et tweet, får mine ord ud i verden og kan dernæst trække vejret normalt igen. Hvad der sker med tweetet aner jeg ikke, men jeg håber sandelig at folk ser det, forstår det og bakker op.  

Tidligere har jeg kæftet op for min egen skyld. Fordi jeg havde et enormt behov for at ændre folks opfattelse af “sådan nogle som mig”. Jeg havde behov for at sige: “Hey, jeg er her også…og det er min mening om…”. Efter jeg har fået Lille M, så kæfter jeg op for hans skyld. Han skal helst leve i et samfund, der ikke ser ned på ham pga. hudfarve eller religion. Han skal vokse op i et samfund, hvor han ikke bliver udskammet, dæmoniseret eller udskældt. Han er ikke en trussel mod de danske værdier eller regelsæt. Han kan sagtens omfavne sine somaliske rødder og etnisk danske rødder på en måde, der ikke gør ham mindre dansk. Han skal ikke tvinges til at vælge side, og uanset hvordan folk udtaler hans navn, så er han altså dansk – punktum! 

PS. Et par af mødrene fra min søns børnehave fortalte mig forleden, at jeg var så sej! At det var fedt at jeg bruger min stemme og siger fra. Men jeg føler mig ikke sej! Jeg snakker ikke om disse ting, fordi det er cool. Jeg synes bestemt ikke at jeg er bedre eller sejere end andre, fordi jeg ytrer mig. Jeg snakker om mine oplevelser, deler ud af mine meninger og refleksioner, fordi det er fucking vigtigt. Jeg respekterer selvfølgelig dem, der ikke har lyst til at ytre sig – det er deres valg. “Det er vigtigt at snakke om disse ting. Og det er vigtigt for mig, at fortælle at alt ikke er rosenrødt i Danmark”, det svarede jeg mødrene fra børnehaven. Jeg synes det siger alt.

Share: