Da jeg i 2001 blev student fra Avedøre Gymnasium troede jeg, at jeg havde vundet i lotto. Yeah, jeg havde fået nogle dejlige veninder og fede oplevelser, men jeg havde ikke fundet kærligheden. Jeg svor derfor, at jeg ikke ville ende som en 30-årig single, og ville gøre alt i min magt for at finde prinsen på den hvide hest.  

Ingen tinder

Dengang jeg startede min jagt på prinsen var der ikke noget, der hed Tinder. Jeg kunne ikke sidde derhjemme iført nattøj, uglet hår og makeup rester fra igår, og dovent swipe til højre eller venstre. Internettet var heldigvis opfundet og tilgængeligt for alle, og der var netdating i form af annoncer på fx. match.com og muslima.com. Jeg oprettede derfor annoncer overalt, så jeg kunne komme på et par dates. Jeg mødte da også et par fyre, men det blev hverken seriøst eller med sommerfugle i maven.

Stillet lady til somalifesterne

Hvis jeg ikke kunne finde kærligheden i den virtuelle verden, hvor skulle jeg så finde den henne? Jeg overbeviste ret hurtigt mig selv om, at hvis jeg skulle finde en god somali mand, så måtte jeg finde ham til somali festerne, fordi der kom de fleste. Til disse fester var det okay at shake røven, flirte med det modsatte køn og udveksle telefonnumre. Her ledte alle efter ‘the one’, derfor var der proppet med unge dansk-somaliere, der fest efter fest var fast besluttet på, at nu skulle deres single-tilværelse blot være et svagt minde.

Selvom jeg opførte mig som en ‘god pige’, der var classy og ikke trashy klædt, kun dansede med andre kvinder og ikke stod udenfor og røg. Som en ‘god pige’ burde jeg lynhurtigt have scoret mig en landsmand, men det gjorde jeg bare ikke. I stedet fik jeg hygget, girltalked og danset for vildt. Ja, faktisk så meget, at jeg i dag tænker tilbage på min tid som party animal med et stort smil. Selvom jeg smiler nu, så gjorde jeg det bestemt ikke dengang. Ja, jeg lignede en, der hyggede sig, men indeni var jeg sur og ked af det. Jeg fattede nemlig ikke, hvorfor jeg stadig var single og var bekymret for, at ende som kattedame. Hvis jeg skulle undgå dette, måtte jeg tage drastiske midler i brug.

Speed dating & stilet personlighed

Da det ikke fungerede med somali festerne flirtede jeg en smule med speed dating-konceptet. Det gik heller ikke så godt, men jeg lærte hvordan man i løbet af små fire minutter kunne ridse hele sit liv op på en spændende og interessant måde. Desværre var fyrene til speed dating-eventet ikke lige min stil. Nu vi snakker stil, så mente en af min venindes bekendte, at min stil var for kedelig og at jeg ikke havde en ladylike personlighed. Jeg skulle være bedre til at skrue ned for sømandssnakken og være mere ydmyg, stille og nuttet. Jeg skulle sidde og se godt ud i farverigt tøj og være som en lille delikat rose. Jeg skulle være alt andet end mig selv. Desperat tyggede jeg lidt på ideen, men kunne simpelthen ikke få mig selv til det. Hvis en mand faldt for mig, så skulle det være ‘the real me’ og ikke en fake version af en kvinde, der ikke engang tilnærmelsesvis minder om mig.

På et tidspunkt var jeg fast besluttet på, at glemme mænd og jagten på kærligheden. Nu skulle det handle om min egen ambitioner og karriere. Jeg havde jo gjort alt i min magt, men det virkede åbenbart ikke. Lige indtil en lille flirt på Twitter opstod omkring det amerikanske tv-nyhedsmagasin 60 Minutes. Lidt flirten frem og tilbage og et par møder senere IRL, fik jeg endelig min prins. Jeg fødte senere en arving til kongeriget og nyder i dag tilværelsen med mændene i mit liv.

Jagtede det forkerte

I dag griner jeg af mine til tider desperate forsøg på at undslippe singlelivet, men jeg tror jeg blev opslugt af folks forventninger. Ifølge dem var det uncool og ynkeligt at være single. Men ved I hvad, det er det ikke. Om man er single eller har fundet den eneste ene, så handler det om at elske sig selv og sit liv. Og hvis jeg skal være real, så elskede jeg ikke den person jeg var dengang. Jeg troede jeg gjorde, men det gjorde jeg ikke. Jeg var rodløs, sur og lyttede for meget til folks opfattelse af det ‘perfekte’ liv. Hvis ikke man havde det perfekte liv med mand og børn, så var man en kæmpe taber og det ville jeg for Guds skyld ikke være. Jeg jagtede derfor alle de forkerte ting i stedet for at lytte til mig selv og finde ud af, hvad jeg ville have ud af livet.

Da jeg gjorde det, fik jeg prinsen og den lille bandit aka Lille M. Det jeg har i dag er langt fra perfekt, men jeg nyder mine dejlige øjeblikke med min lille familie. Når Lille M græder og det hele sejler, ja så kan jeg godt ønske mig væk. Så er det ikke sjovt at være mor, og jeg ville hellere ligge på en strand med en virgin drink og nyde varmen. Men når jeg ser den lille bandits smil og kigger på min mand, så er det egentlig meget dejligt – alhamdulillah <3

Share: