Hvert eneste minut og sekund handlede om det: “Hvorfor er du ikke gift endnu?” Spørgsmålet hang i rummet som en lyserød elefant, som jeg kunne ikke undvige, uanset hvor jeg drog hen. Jeg kendte ikke svaret, men det tærede på min sjæl og psyke. 

Jeg var en muslimsk kvinde, på den forkerte side af 30 og overhovedet ikke i nærheden af at finde “Prinsen på den hvide hest”. Da hooyo (mor) var på min alder havde hun været gift i mange år og var mor til adskillige unger. Hun var en “rigtig” voksen kvinde med eget liv, lejlighed og en flok unger. Hvad fanden var jeg? Jeg anså mig selv for at være en faker, én der lod som om hun var en “rigtig” voksen kvinde, der havde styr på sit liv.

Desperationen bankede på døren, men jeg anede ikke, hvor “prinsen” gemte sig henne. Uden at lægge mærke til det blev jeg suget ned i et dybt, sort hul. Negative tanker blev hurtigt en hverdagsting: “Hvad fanden er der galt med mig?”, “Er jeg ikke smuk nok, klog nok, sjov nok, god nok?”, “Hvorfor er alle andre gift undtagen mig?”, “Er der nogensinde en mand, der kan elske mig?”.

Mine negative tanker påvirkede mig psykisk og fysisk, og jeg var bestemt ikke en sjov person på det tidspunkt i mit liv. Det påvirkede alle aspekter af mit liv, og på et tidspunkt kunne jeg kun fokusere på de negative tanker. Alt andet betød ikke en skid længere.

Jeg følte mig som en stor fucking fejl. Jeg troede, at hvis jeg skulle få bare en smule kærlighed, så var det mig, der skulle fixes. Ingen mænd ville give mig kærlighed, fordi jeg havde så mange fejl og mangler med i bagagen. Det var skamfuldt at have den alder og så være ugift! Det er ikke fordi min familie prikkede til mig, det var mere mine egne forventninger til mig selv, der udløste skammen. Da jeg var yngre troede jeg, at når jeg nåede de famøse 30 år ville jeg have mand, hus og en masse unger. Men jeg var stadig gang med en uddannelse, boede i et lille værelse i København og var fyldt med skam. Jeg følte mig som en pebermø, som ingen vil ha’. 

Jeg havde ondt af mig selv, og anede ikke hvad fanden jeg skulle gøre. Skulle jeg bare opgive alt håb om kærlighed? Skulle jeg bare affinde mig med min situation og konstant være ulykkelig eller skulle jeg forsøge at hive mig selv op? I stedet for at blive ved med at lytte til ulykkelige R&B sange og æde Ben & Jerry is alene i mørket, så jeg håbet. Jeg orkede sgu ikke at være ulykkelig mere, jeg var ved at brække mig over hvor trist jeg havde det. Jeg indså at der ikke var noget galt med mig, jeg var sgu ikke en stor fucking fejl! Det var først, da jeg stoppede med de negative tanker og gav slip på skammen, at tingene begyndte at se lysere ud. Hvis man konstant ser negativt på tingene, så bliver ens liv negativt. 

Jeg fandt prinsen på den hvide hest og fik min egen lille familie. Jeg fandt endelig kærligheden, og ved I hvad? Jeg skulle ikke lave om på mig selv, min mand elsker mig som jeg er. 

Share: