Jeg har simpelthen fået nok! Min grænse er for længst overtrådt. Som dansk-somalisk kvinde er racistiske udtalelser heldigvis ikke en fast del af min hverdag, men de er beklageligvis heller ikke en sjældenhed.

Man skulle tro at vi i Danmark i 2020 var blevet så tilpas mangfoldige, at det “eksotiske” ikke længere stikker ud som anderledes i bybilledet. Sandheden er dog desværre, at der stadig findes mennesker, som ser rødt, når de støder på én som mig og så endda på deres egen hjemmebane. For hvad fanden laver jeg egentlig der, og hvorfor bor jeg samme sted som dem? De føler sig hævet over andre med et mørkere udseende. Vi skal bare “skride tilbage til ghettoen”. 

Hverdagsracisme, “hyggeracisme” eller andre hadefulde ytringer i det offentlige såvel som på de sociale medier er stigende. Rigspolitiet udarbejder hvert år en rapport over, hvor mange anmeldelser om hadforbrydelser politiet modtager. I oktober sidste år skød politiet kampagnen “Stop hadet” i gang, for at få flere danskere til at anmelde hadforbrydelser. Politiets tal stemmer ikke overens med deres opfattelse af, hvor stort problemet i realiteten er. Jeg er en del af det mørketal. For nyligt oplevede jeg en hadforbrydelse, men jeg anmeldte det ikke. Det fik mig til at tænke på hvor mange andre danskere, der heller ikke har gjort det?

Jeg er ingen ekspert, men det føles som om tonen den seneste tid er blevet hårdere. Der findes brodne kar i vores samfund, som nærmest føler at de har ret til at diskriminere. Hvis det rammer én, jamen så bliver man stemplet som krænkelsesparat, “bare” for følsom og bliver bedt om at trykke på ‘pyt-knappen’ og vende den anden kind til. 

“Skrid tilbage til ghettoen”

Ordene ramte mig lige så hårdt ligesom en lige højre. Hun vidste præcis hvad hun skulle sige for at ramme langt under bæltestedet. Hvis hun havde kaldt mig “dumme ko” eller “kælling”, så havde det prellet af på mig. Så havde jeg dårligt løftet et øjenbryn, men hun vidste hvilke knapper hun skulle trykke på, og hun trykkede dem helt i bund. Hendes ord triggede noget i mig, en følelse af ikke at være god eller dansk nok. En følelse af, at hun som privilegeret etnisk dansk kvinde med blond hår og blå øjne var mere værd end jeg. Hvis der er noget jeg hader, så er det følelsen af mindreværd. 

Jeg er ikke ligesom Jesus, og jeg vender ikke bare den anden kind til. Når jeg bliver mødt med racisme og had, så giver jeg igen. Jeg slyngede nogle hårde ord tilbage i hovedet på hende, som givetvis ramte, men dog over bæltestedet. Hvis vi skal skændes, så bør der i det mindste være et fælles sæt spilleregler. Hvis der er noget jeg ikke kan tilgive, så er det når folk bruger min hudfarve, etnicitet eller religion mod mig. Fordi jeg er mørk i huden, så skulle jeg altså skride tilbage til ghettoen. Jeg er selv vokset op i en såkaldt ghetto, så jeg kender udmærket godt til mainstream-medierne og den generelle danskers forestilling om en “ghetto”-borger. Det er en person, der hverken har job eller uddannelse, og desuden er på en eller anden form for social ydelse. Jeg er ingen af disse ting, og selv da jeg boede i “ghettoen”, så var jeg stadig ingen af disse ting. 

Jeg er blevet kaldt for udlænding, folk har bedt mig om at “skride hjem”. Jeg bliver ofte tiltalt på engelsk, og folk bliver overrasket, når jeg så svarer tilbage på dansk (og fis forresten af med den der om, at det er et misforstået hensyn. Tal dog dansk til folk som udgangspunkt, så kan du altid rette ind, hvis personen ikke forstår hvad du siger). En kvinde bad mig om at få mig et job, da jeg var på barsel, og min søn og jeg fik smidt et “skrid dog hjem” i hovedet, da han blot var 6 uger gammel – min liste er desværre meget længere, tro mig!

Min pointe er at denne form for hverdagsracisme kommer fra helt almindelige danskere. De er ikke psykisk syge eller kommer fra socialt belastede områder. Hvis man så dem på gaden ville man ikke lægge mærke til dem, og det er skræmmende. For hvad er det næste?

I min frustration skrev jeg på Facebook, for at høre om andre har oplevet det samme. Jeg vidste jo godt at problemet eksisterer, men jeg var ikke klar over det var så stort. Mange skrev, at de er blevet spyttet på, fået øl smidt i hovedet, blevet hevet i og fået fortalt at de ikke er danske, råbt neger efter dem osv. osv.

Jeg er træt, vred og skuffet og jeg vil ikke længere finde mig i det. Det stopper nu!

Share: