Jeg har både grædt, smækket med dørene og smidt mig selv på sengen af ren udmattelse, fordi jeg i øjeblikket ikke kunne overskue at være mor.

Den fornemme jobtitel er ikke ligefrem et 9-17 arbejde, hvor man klokken 17:01 er offline og mentalt kan stemple ud. Det er et 24 timer, alle ugens 7 dage slags arbejde. Det har skræmt mig en smule, for med jobbet kommer et evigt ansvar. Troen på egne evner som kvinde, mor og individ har flere gange været alvorligt på prøve, for Gud hvor har jeg dog fejlet ind i mellem. Jeg har tit tænkt, at hvis jeg ikke engang kan overskue et barn, hvordan fuck kan jeg så klare to?

Ser gravide kvinder overalt

Det er som om mine øjne ubevidst leder efter dem. Der er pludselig gravide kvinder overalt. Uanset hvor jeg drejer hovedet hen, så støder jeg på en gravid mave. Babyer ser jeg også overalt, og selvom de små banditter er dækket af snot, lugter af lort eller ter sig, så går det lige i mit store moderhjerte. Mine æggestokke stikker og siger med en stille stemme: “Psst…Ayan…skal du ikke have en lille en, bare en mere”?

I min søns vuggestue er tre mødre ved at poppe og en har allerede poppet en baby. De er medlem af en lille, lukket og eksklusiv klub, som jeg nogle gange længes efter at blive medlem af. Men så tænker jeg på, hvor hårdt det var med Lille M, og så kommer  tvivlen. Er jeg egentlig klar til baby nr. 2? Kan jeg klare endnu mere gråd, frustration og udmattelse? Hvis mødrene fra vuggestuen kan jonglere flere børn, så kan jeg vel også, ik’?

Teamwork

Jeg har tidligere skrevet et indlæg omkring mine tanker om baby nr. 2 – det kan I læse her . Jeg har fra starten sagt at Lille M nok blev enebarn. Det er især, når jeg husker tilbage på de perioder, hvor det var hårdt, at jeg tænker hell no og never again. Er der ikke et ordsprog, der siger, at man skal tage det sure med det søde? Min mand og jeg har været igennem en masse tænderskærende udfordringer, hvor vi har været til helvede og tilbage igen. Uden hans hjælp havde jeg ikke klaret dem, og jeg er så glad for at han er på mit team. Som førstegangsforældre har vi nogle gange ikke anet hvad fanden vi lavede, okay det løgn – det meste af tiden…haha!

At have min mand som støtte har været guld værd. Derfor og kun derfor overvejer jeg baby nr. 2. Alle singlemødrene og singlefædrene derude fortjener en medalje, for jeg aner ikke hvordan I gør det. I er så seje og jeg har dyb respekt for jer. Jeg kunne sikkert ikke klare det uden min mand, for så stærk er jeg sgu ikke. Jeg bøjer mig i støvet for jer. Som jeg har pointeret mange gange, så er jeg selv opdraget af en singlemor, der ikke kun havde mig, men 4 andre unger at tage sig af. Hvordan hun stadig har overskud til at grine og elske livet, er mig en gåde.

Men ja, tanken om baby nr. 2 fylder en del, og fordi jeg næsten fra starten har udelukket denne tanke, så er jeg i dag en smule ambivalent omkring det. Jeg vil så gerne, selvom tanken skræmmer mig, især fordi jeg inden graviditeten med Lille M fik en spontan abort. Det var en frygtelig tid, der gjorde at jeg lå lammet på sofaen i en uge. Min graviditet med Lille M var derfor plaget af oplevelsen, der gjorde at min glæde over min graviditet kom og gik. I stedet for at være glad, lurede bekymringerne og “hvad nu hvis det sker igen”-tankerne konstant i baghovedet.

Jeg skal nok bare lige have tid til at fortælle mig selv, at det nok skal gå. At hvis det er meningen at jeg skal have barn nr. 2, så bliver det sådan. Jeg ønsker at Lille M får glæden af en bror eller søster, men hvornår det bliver aner jeg ikke. Det eneste jeg kan love mig selv, er at jeg godt tør igen!


Share: