Jeg ved ikke om det er alt den d-vitamin jeg har fået de sidste par dage eller om det er fordi mit smil konstant er klistret på mit ansigt, men jeg er parat til at springe ud i noget nyt.

Det er som om denne lille ferie med mine drenge har sat nogle tanker i gang. Jeg har lyst til at bestige et bjerg, jeg har lyst til at løbe en halvmarathon og jeg har lyst til at gøre alle mulige ting, der overhovedet ikke er mig. Hvorfor spørger du? 

Når min hjerne er på ferie-mode og jeg glemmer dagligdagen, så er alt muligt og ordet “umulig” er ikke en del af min mentalitet. Jeg føler mig som superwoman, der har magiske kræfter. Mit energiniveau er over the roof og mine magiske kræfter bliver stærkere for hver dag der går. Når jeg føler mig som en  superhelt, så har jeg lyst til udfordre skæbnen lidt. 

Jeg har lyst til at “ja” skal fylde mere i min hverdag. På nuværende tidspunkt bliver ordet tit overskygget af “nej”, der med tiden er begyndt at dominere mere og mere. Uden at tænke over det, er det “nej”, som jeg siger mest. Det er nemmere at sige nej, for så skal jeg ikke tage stilling til noget – og jeg kan hurtigt komme videre. “Nej, nej, nej” hører jeg mig selv sige, og det skal jeg simpelthen væk fra.

Ja-hatten skal tages ud af skabet, for hvad kan der ske? Det vil kun gøre noget godt, ikke? Fra dette øjeblik eksisterer ordet “nej” ikke for mig. Jeg håber at ja-hatten vil blive siddende, ikke kun i min ferie, men lang tid efter. 

Share: