Marts måned startede rigtigt godt med, at jeg tænkte “honey, I’m home” fordi jeg startede nyt job. Jeg kom “hjem” til min seneste arbejdsplads, som er produktionsselskabet Blu. Her var jeg også fra oktober – december 2019. Jeg er en del af et sindssygt dygtigt castinghold, som er ved at finde singler til et spritnyt datingprogram for TV2. 

Jeg nåede at arbejde med teamet på kontoret i små to uger inden corona, og så blev vi ellers alle sammen sendt hjem. Med min arbejdstelefon, mobil og notesblok under armen har jeg fået hjemmekontoret op at køre. Selvom der er ugentlige møder med chefen og daglig kontakt på Facebook-chat og opkald er det ikke det samme. Den der unikke kontorhygge og  kollegadynamik mangler, selvom det er en fornøjelse at drikke kaffe med teamet via facetime. 

At arbejde hjemmefra med en knap 3-årig, der konstant råber “hooyo, hooyo, hooyo” og som hele tiden vil lege er en smule svært. Banditten synes det er dejligt at være hjemme, så han kan lege med sit legetøj. Men han kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke kan lege med ham hele tiden. Jeg forstår ham sagtens, for han ser jeg er hjemme, så selvfølgelig burde jeg kunne lege. Det gør jeg også, for ellers får jeg dårlig samvittighed. Jeg tager små pauser i løbet af dagen, hvor jeg lige kan lege med ham og give ham 100% opmærksomhed. Min mand er den sande helt herhjemme. Han har gjort det muligt for mig at arbejde. Sammen med banditten, har han bagt, tegnet, leget og hygget sig. Ja, så meget at jeg til tiden har været en smule misundelig. 

Ligesom alle andre danskere, så blev jeg desværre også opsagt fra mit arbejde pga. corona. Det er underligt, for sidst jeg blev opsagt fra et arbejde gik jeg i 10. klasse. Det der trøster mig er, at jeg er blevet opsagt pga. corona-situationen og ikke fordi jeg ikke har gjort mit arbejde godt nok. Livet som freelancer er ustabilt, og alt kan ske. Jeg kan ikke gøre andet end at søge et nyt arbejde og håbe på det bedste.  

Hvis der er noget jeg har gjort meget af i marts, så har det været at vaske og spritte mine hænder af. Vi har slugt håndsæbe herhjemme, og mine hænder har bødet pga. de mange håndvaske. Til sidst blev de så tørre, at de lignede elefanthud. De blev gamle og rynkede at se på og en karriere som håndmodel lå ikke i min nærmeste fremtid. Heldigvis havde hubby en fed creme liggende som jeg kunne bruge, og den reddede mine hænder og min håndmodel-drømme. 

Har ikke set et eneste familiemedlem eller mine veninder i noget, der virker som for evigt. Uanset hvor mange telefonsamtaler eller facetime-opkald man laver, så er det bare ikke det samme. Den første uge savnede jeg pludselig hooyo. Jeg plejer at besøge min mor ca. en gang om ugen, men fordi jeg havde fået job og det hele gik så stærkt, så nåede jeg desværre ikke at se hende. Da hun er i risikogruppen, så kan jeg ikke tage risikoen, så vi må nøjes at være sammen på afstand. 

Heldigvis har det hjulpet på mit humør at hyggesnakke med veninder over facetime. Vi sad i næsten 2 timer og hyggede sammen på afstand. Det var så hyggeligt! Vi grinede, catched up og det var lige hvad jeg havde brug for. Mit smil var efterfølgende så stort, at jeg ikke kunne lade være med at grine . Tænk at sådan en lille ting kan have en så stor effekt på humøret. 

Banditten skal fejres om lidt, da han fylder 3 år. Det er ikke helt gået op for mig, fordi tiden bare er fløjet afsted. Han udfordrer os hver dag, så vi nogle gange er ved at flippe ud. Men han giver også en masse glæde og latter, og det er dejligt at opleve hans udvikling. Han kan flere og flere ord, han udtrykker sine tanker og følelser og når han siger “hooyo waan ku jecelahay” (mor jeg elsker dig) så smelter jeg indeni og føler mig velsignet. Grundet corona holder vi en lille fødselsdag med kage, boller, smoothies og balloner herhjemme med kun os tre. Så må den nærmeste familie og venner vente med at fejre ham. Det har været en smule svært at forklare ham, at det kun bliver os tre. For jeg havde fortalt ham før corona, at hele familien og et par venner med børn ville komme til hans fødselsdag. Det gør en smule ondt, at det ikke bliver en realitet, men så har vi noget at se frem til. 

Siden december har jeg brugt ricinusolie for at få fyldigere øjenbryn. Jeg synes bare ikke det har hjulpet og overvejer at prøve noget andet. Så ladies, hvis I har nogle tips, så help a sister out. Jeg leder efter en naturlig metode, der fremme hårvækst på brynene. Jeg har ikke brug for microblading eller kosmetisk indgreb. Måske har I et gammelt husmoderråd fra jeres forældres hjemlande?

Min krop er ved at få nok, men min mave elsker det. Herhjemme har vi også bagt som sindssyge,  både bananmuffins, kanelsnegle, cookies og en røvfuld boller. Jeg elsker duften af friskbagte boller eller kage. Men det kan især mærkes på min runde krop, da jeg ikke har dyrket motion overhovedet. Jeg har forsøgt at bevæge mig, når jeg har siddet og arbejdet ved at danse lidt rundt med musik i ørerne. Det er noget jeg skal være bedre til. Måske skal jeg bare cykle en tur efter banditten er blevet puttet? Eller følge min søster, der har en million tips til hjemmetræning på sin Insta. Jeg har ikke hendes drive med motion og det er uheldigt! Måske er det på tide, at jeg løfter min røv op fra  min behagelige sofa! Hvilken motion dyrker I?


Share: