Inden du kan nå at stave til sætningen “sommerferie i Danmark,” så har jeg netop gjort det. Min lille familie og jeg smutter nemlig til Hornbæk for at nyde hinandens selskab i svigerforældrenes sommerhus.

Jeg glæder mig, især fordi det er første gang at vi alle sammen overnatter der. Når jeg hører ordet “sommerhus”, så bliver jeg automatisk rolig og går ned i tempo. Jeg forbinder det med hygge, stille stunder, brændeovn/bål og en masse kvalitetstid med mine nærmeste. Jeg trænger til en masse uforstyrret familietid, så jeg trækker stikket på de sociale medier. Jeg stopper ikke med at poste indlæg eller sletter Instagram, men jeg vil så vidt muligt prøve at være til stede i øjeblikket uden at have min telefon klistret til hånden. 

Her er nogle af de andre ting,  som jeg skal i min ferie: 

…lægge telefonen væk. Den der trang til  at dokumentere alt tror jeg de fleste kender, og helt ærligt er det ikke ved at tage overhånd? Heldigvis er min mand god til at minde mig om, hvornår jeg skal glemme telefonen. Den behøver ikke at være nede i lommen eller tasken, den kan sagtens være i sommerhuset, mens vi nyder et udokumenteret øjeblik. 

…kun være på telefonen, når Lille M er blevet puttet. 

….sidde ude i haven, når banditten sover og flette fingre med min mand under stjernerne. 

…læse en masse gratis magasiner og fagblade, som jeg glæder mig til at sluge, når muligheden byder sig. 

…lytte til en masse podcasts og radioprogrammer fra start til slut uden afbrydelser. 

…rende rundt uden makeup for at lade min hud ånde. 

…brainstorme en masse til kommende indlæg. Desuden har jeg nogle ideer til kreative projekter, der bare venter på at få min opmærksomhed. 

…bare være en lille familie med mine drenge uden planer. Bare det at glemme uret, smide hverdagens rutiner og travlhed ud af vinduet tiltaler mig i sådan en grad, at jeg byder spontaniteten velkommen med åbne arme. 

…på date med min mand, hvis mine svigerforældre gider at passe Lille M. Det kunne være fantastisk, at nyde Hornbæk by night og ikke være forældre, men “kærester”. 

…lære at sætte grænser for Lille M. Han er stadig en trodsig tumling (tidligere på året skrev jeg om det, det kan du læse her. )Det var og er et helvede, for han orker ingenting, gider ingenting og er pissed fra han vågner til han sover. Det er kun mig, der dur for tiden, og det er ikke fordi han elsker mig højst. Jeg er kun god nok, fordi jeg er blød og fordi banditten ved hvordan han kan manipulere mig. Jeg giver mig kun for at slippe for hans tuderi. Ja, det er svagt gjort og det bider mig ofte i røven. Jeg har derfor besluttet at tage kampen op i ferien og skal lære ikke at give mig.  Kom gerne med jeres gode råd, hvis I også kender en trodsig, hidsig og manipulerende tumling.

Læs her hvad jeg ellers elsker ved ferie. Nyd ferien, solen og hinanden <3

Share: