For et halvt års tid siden blev jeg mor til den smukkeste dreng ever. Jeg kalder ham Lille M. Et kælenavn jeg gav ham, da jeg opdagede at jeg var gravid. Gennem hele min graviditet sad jeg naivt på min sofa og tjekkede de cool mommy bloggers ud på de sociale medier. Iført designertøj gik de alle tur med deres baby i den ene hånd og den obligatoriske to go-kaffe i den anden. De så smarte og overskudsagtige ud, og de fik moderskab til at virke nemt. At være mor kunne ikke være så svært, vel? Damn, jeg tog grueligt fejl – big time!

Jeg ville ønske at jeg havde brugt min graviditet fornuftigt og læst en masse bøger om spædbørns udvikling. I stedet blev jeg grebet af min medfødte dovenskab og kærlighed for reality-tv. Jeg er en kæmpe ‘Keeping Up With the Kardashians’-fan, hvilket betød at jeg ikke orkede at smutte forbi biblioteket. Min mand derimod er modsat mig. Han synes at livet er for kort til reality-tv. Derfor var det ham, der lånte babybøger, som jeg nøjedes med hurtigt at bladre igennem. Hvis en slags ‘eksamen’ i forældreskab var obligatorisk, så havde jeg nok læst bøgerne og det endda i en fart. I stedet tænkte jeg: ‘En baby. Helt ærligt, hvor svært kan det være?’.

Det er hårdere end hårdt!

At have en baby er ikke ligesom at have en favorit accessory, som man kan tage frem, når veninderne skal imponeres. Det er heller ikke noget man køber på tilbud, fordi man tænker ‘det får jeg nok brug for en dag’. Der er heller ikke 14 dages returret. Når først navlestrengen er klippet, så er der ingen vej tilbage. Det er fucking hårdt. Hårdere end jeg nogensinde havde forestillet mig.

I starten da mine rander under øjnene var gigantiske, fordi jeg konstant var træt, moody og mega sulten, var jeg ved at dø. Jeg følte mig nærmest lænket til sofaen og ammede 24/7. Overnight var jeg blevet en hulekvinde, der ikke lavede andet end at fodre min baby iført mit slidte nattøj og kæmpe afro. Det er ikke for sjov, at man siger at det at være mor er hårdere end et fuldtidsjob!

Da jeg i starten af min graviditet lå på sofaen og dagdrømte om at være mor, mens jeg tjekkede de seje mommy bloggers ud på de sociale medier, kunne jeg næsten ikke vente til det blev min tur. Deres perfekte billeder på Instagram og deres humoristiske fortællinger om deres barsel fik mig til at længes efter at gå tur med baby og den obligatoriske kop kaffe.

Min første tur med baby og kaffe viste sig desværre at være en katastrofe, fordi det viste sig at en barnevogn og kaffe er en dårlig combo! Det er faktisk skidesvært at styre barnevognen med een hånd, og den skide kopholder virkede ikke optimalt. Min kaffe væltede ud over det hele, mens Lille M sov uforstyrret og uvidende om, at hans mor var klodset og utjekket, but what’s new?

Søvn var en luksusvare, som jeg absolut ikke havde råd til. Selvom min mand har været yderst hjælpsom med, at tage Lille M, så jeg kunne få en morfar eller to, så har der altid været en million andre ting jeg hellere ville lave end at sove. Jeg kunne fx starte med et bad, se mine veninder eller bare iføre mig lidt krigsmaling. Jeg må indrømme at jeg til tider har følt mig som en fange i mit eget hjem. Andre gange har jeg følt mig som en malkemaskine, der kun kunne bruges til at fodre min baby og intet andet. Jeg har også følt mig stor, grim og usexet.

Brød sammen et par gange eller tre

Da Lille M var to eller tre uger gammel græd han meget. Måske havde han ondt i maven, måske fik han ikke nok mælk eller måske var det noget helt tredje. Det eneste jeg ved var at han græd meget og højt. Uanset hvad vi gjorde var det ikke godt nok. Han blev ammet, skiftet, vugget, sunget til og fik generelt mere opmærksomhed end jeg nogensinde har fået i mit liv. Lige lidt hjalp det. Fordi han græd så meget og jeg var i zombie mode brød jeg til sidst sammen.

Jeg kunne simpelthen ikke overskue hans gråd og jo mere han græd, jo mere græd jeg. Det var som om hele min verden brød sammen. Jeg kunne ikke være i min krop, og havde lyst til at smide mig på gulvet i fosterstilling. I mit hoved betød hans gråd, at jeg var en dårlig mor, fordi jeg endnu ikke kunne læse hans signaler. Jeg kunne ikke engang trøste mit eget barn, hvor ynkeligt! Selvom både min mand, mor og svigermor forsikrede mig om, at jeg var en god mor og hans gråd var helt normal, føltes deres ord og gode råd ikke som en værdig trøst. Intet de sagde kunne trøste mig, for det handlede om en indre følelse af afmagt, som jeg ikke lige sådan kunne ryste af mig.

Det var hverken første eller sidste gang jeg brød sammen, og hver gang jeg gjorde følte jeg mig svag. Hello, mig der kun fælder en tåre, når jeg ser romantiske chick flicks, græd lige pludselig som en lille baby. Jeg kunne ikke stoppe, og jeg skammede mig. Jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde, når min egen mormor har opdraget 9 unger og min mor 5. Hvordan kunne de klare det? Var de en slags superkvinder? Hvordan kunne de der mommy bloggers klare det, og havde de også haft de samme følelser som mig?

Nødvendigt med me-time

Med tiden lærte jeg at det er okay at holde en lille pause fra sin baby og nyde en smule me-time. Det er godt for sjælen at bruge et par timer uden for hjemmet. Eller bare drikke kaffe og nyde en smule girltalk på en hyggelig café.

Det var faktisk min mand og mor, der blev ved med at presse mig til at gå ud uden Lille M. Selvom jeg gerne ville ud i starten var det som om jeg ikke kunne finde ud af det. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle foretage mig, fordi hele min identitet handlede om at være mor, og hvis jeg gik ud uden min baby, hvad var jeg så? Det var som om jeg havde glemt mig selv, og derfor skulle jeg have hjælp til at genopdage min personlighed eller mit liv inden jeg fik Lille M.  

Min mand tvang mig ud af huset og sagde, at nu skulle jeg holde et par timer fri. Of course kunne jeg ikke lade være med at ringe og sms’e min mand, da jeg var ude for første gang helt alene. Jeg skulle jo lige høre hvordan det gik med Lille M og om han græd. Var alt i orden eller skulle jeg komme hjem ASAP? De første par gange kunne jeg ikke lade være med at tjekke min telefon, just in case manden ringede eller sms’ede. Men med tiden blev jeg bedre til at nyde min me-time og være til stede i øjeblikket. Alligevel havde jeg min telefon i nærheden, i tilfælde af at Lille M havde brug for sin hooyo (mor på somali).

Jeg kunne mærke at min me-time gjorde mig glad, og det gør det stadig. Bare det at jeg nogle gange kan holde fri fra at være mor er guld værd. Jeg kan gøre de ting jeg savner og får også en masse overskud og energi til at være en endnu bedre hooyo for Lille M.

Selvom hooyohood har været svært og budt på en masse tårer har det absolut også bragt glæde og lys. Tænk at jeg er nogens mor. Wow, det er en skøn følelse. Nogle gange kigger jeg på Lille M og kan ikke tro at han er min. De mange smil han sender min vej opvejer hans gråd, og smelter mit hjerte hver gang. Jeg skal bare kigge på ham, så bliver jeg glad indeni – ja, næsten forelsket.

Jeg føler mig også taknemlig for at jeg overhovedet er blevet mor. Jeg tager det bestemt ikke for givet, for der findes en masse kvinder i verden, der ville dræbe for at stå i min situation, fordi de desværre ikke kan få børn. Så selvom jeg klynker og bitcher over det nogle gange, takker jeg Allah (swt) hver dag for muligheden. Især fordi jeg ikke turde håbe, at jeg kunne blive mor efter jeg oplevede at få en spontan abort i februar 2016 (læs Ethniqa Magazine artiklen her)

Jeg er bestemt ikke perfekt, og når tingene sejler herhjemme og Lille M har en smule attitude, så er jeg ikke bleg for at bede ham om at holde sin kæft. Jeg tjekker stadig de elegante mommy bloggers ud og misunder deres iscenesatte virkelighed og nøje tilrettelagte billeder.

Jeg forstår dog nu, at tingene ikke altid er lyserøde og instavenlige. Det er okay at græde og det er faktisk også okay, at farmand passer baby, så man kan girltalke med veninderne. Jeg bliver ikke nødvendigvis en bedre mor, hvis Lille M er lænket til mig 24/7 eller hvis jeg laver alt hans mad selv. Jeg havde et liv inden han velsignede mit liv, og det er det liv jeg nu er ved at genopdage.

 

Share: