Hooyo er typen, der kan pisse mig af. Typen, der ved hvilke knapper hun skal trykke på. Typen, der aldrig siger undskyld, og som jeg derfor tit er i konflikt med. Vi er begge stædige og minder egentlig utroligt meget om hinanden. Det er nok derfor vores personligheder clasher engang i mellem. Men når alt kommer til alt, så er jeg fucking stolt over at være hendes datter.

Da jeg var yngre gik min mor meget op i folks meninger og syn på os. Mine søskende og jeg skulle være fint klædt på, når vi fik gæster på besøg, mens hooyo gav den i rollen som perfekt værtinde, der sørgede for at gæsterne bestemt ikke skulle mangle noget. Bordet flød nærmest over med søde sager og somali-the, der duftede af kardemomme. Da gæsterne gik hjem mætte og underholdte, forsvandt hendes smil og bekymringerne kom krybende. For hooyo var både mor og far.

Fem unger, der skulle fodres

Når man ligesom min mor har opdraget fem børn alene, fordi farmand ikke længere var til stede, så tærer det både fysisk og psykisk. Hun var både forsørgeren, opdrageren, lytteren – ja, alt for os unger. Det hele handlede om vores behov, ønsker og drømme. Det der me-time som jeg nyder i dag, fik hooyo  intet af. For at vi ikke skulle mangle noget, måtte hun kæmpe fucking hårdt.

Jeg har aldrig manglet noget i min barndom. Jeg ved dog også at min mor arbejdede hårdt for at give os ting, såsom rejser og oplevelser. Hver eneste mønt blev vendt og drejet. Jeg aner faktisk ikke hvordan vi fik råd til at rejse til Syrien og Kuwait. Hele familien var afsted i flere uger, og vi manglede ingenting. Selvom vi ikke var fattige, så ved jeg at min mor sikkert havde sparet op længe, så vi kunne rejse sammen med resten af familien.

Altid været mit forbillede

Der er få kvinder, der virkelig kan imponere mig! Of course, er der kvinder jeg synes er megaseje, fordi de har opnået noget vildt. Én af dem er fx min veninde Ahlam Chemlali, som jeg tidligere har skrevet om her. Hun rejser verden rundt i nogle af de fattigste lande, og møder elendigheden på tæt hånd. Hun gør ikke bare en forskel, hun råber også op omkring det, så vi andre lytter og bliver bevidste om de uretfærdigheder hun møder. Men hooyo, hun tager #1 af dem alle, for hun er mit forbillede. Det har hun faktisk altid været. Hun har vist mig at man som kvinde sagtens kan have nosser og ikke finde sig i noget. Kvinder er ikke det svageste køn og når vi bruger hovedet kan vi sagtens nå langt. Mulighederne er uendelige, hvis bare man er villig til at arbejde hårdt.

Det er mærkeligt at jeg ikke påskønnede hende, da jeg var yngre. Men vi kender det godt ikke? Har vi alle syntes at vores mor var skide-irriterende eller aldrig rigtigt lyttede til én? I mine teenage-øjne var hun en irriterende gammel kone, der konstant havde regler. Regler som jeg ikke forstod, og som jeg ikke brød mig om. Især fordi hun aldrig forklarede mig dem ordentligt. I dag ved jeg bedre og forstår, hvorfor hun handlede som hun gjorde.

Jeg har for flere år siden skrevet et debatindlæg i Politiken, der forklarer nærmere. Læs det her.

Please, fortæl mig at jeg er adopteret!

Da jeg var yngre var jeg overbevist om at jeg var adopteret. Jeg syntes ikke jeg lignede hende. Når jeg kiggede mig selv i spejlet eller observerede hende, når hun konverserede med sine veninder, så kunne jeg ikke se mig selv. Det var som om at hele verden ville have, at jeg åbnede øjnene og så det, men jeg så en kvinde, der ligeså godt kunne være mig fremmed.

Mange gange tiggede og bad jeg hende om at indrømme, at jeg var adopteret. Det ville forklare så mange ting, men nej, jeg var hendes kød og blod. I dag er jeg mere end lykkelig, for at vi deler samme blod og at hun er min mor.

Jeg vendte hende ryggen

Min mor har altid gjort, hvad der blev forventet af hende. Hun blev tidligt gift, fik hurtigt en masse børn og blev tvunget til at blive voksen hurtigt. Da hun blev ældre, ville hun endelig gøre hvad hun helt selv havde lyst til. Med en grim skilsmisse i bagagen fandt hun endelig kærligheden efter flere år som alenemor. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg vendte hende ryggen. Det virker dumt i dag, men dengang kunne jeg ikke klare tanken om at dele hende med en anden. Jeg var voksen, men alligevel gjorde det ondt i hjertet. Derfor trak jeg stikket på vores forhold, undgik hende og nægtede længe at tale med hende. Jeg kunne ikke forstå hvordan hun kunne være så egoistisk at følge sit hjerte.

I stedet for at blive glad på hendes vegne, følte jeg det som et personligt angreb og forræderi. Hvordan kunne hun gøre det mod mig? Mod mine yngre brødre? Hvorfor skulle hun pille ved den konstellation, som vi havde været vant til i så mange år? Fordi det var nødvendigt. Fordi hun fortjente en anden slags kærlighed end hendes børn kunne give hende. Fordi hun fortjente at følge sit hjerte og mærke forelskelsen helt nede i maven. Der gik noget tid inden jeg kunne acceptere det.

Gennem tiden har hooyo lært mig meget, og gør det stadig i dag. Hun har lært mig om stolthed og ære. At folk ikke skal træde på én og at det er vigtigt at bruge sin stemme. Min mor er ikke bleg for at snakke som en sømand, når hun bliver sur. Dér ligner vi hinanden. Hun kan samtlige bandeord på dansk, engelsk, somali og arabisk. Hun er den perfekte wifey og en sej, uddannet kvinde. Hun er hooyo med stort H og hun elsker os af hele sit hjerte. Uanset hvad, så har hun vores ryg, og med hende har jeg altid følt mig tryg. For når tingene var kaos, så valgte hun at blive. Hun valgte at være både far og mor for os. Det var måske ikke altid med et smil hun gjorde det, men hun gjorde det sgu. Min far tog den nemme løsning og skred. Til sidst forsvandt han helt ud af vores liv. Hooyo hun blev sgu hængende…

 

Share: