Gennem min barndom har min hudfarve spillet en afgørende rolle. Da jeg var yngre var den en forbandelse, fordi den betød at jeg skilte mig ud fra de andre.

Jeg kunne ikke gemme mig blandt mine klassekammerater, og da jeg altid har været den eneste elev med afrikansk baggrund, så blev jeg ofte et mål for mobning. Jeg følte at uanset hvor jeg gik hen, så var jeg altid “hende den sorte”. Indeni havde jeg lyst til at skrige, at jeg var mere og andet end min brune kulør, men hvordan gør man lige det, når man er barn? Jeg tacklede det ved at gå ind i mig selv og til sidst være så usynlig som muligt. Ja, min hudfarve var jo ikke til at skjule, men hvis jeg ikke sagde noget i timerne, og ellers holdt mig for mig selv, så kunne det være at de andre ikke opdagede min tilstedeværelse. 

Mit krusede hår kunne tæmmes med relaxer (en proces, hvor man gør håret glat med farlige kemikalier) og mine afrikanske former kunne skjules med løst tøj, men hvordan skjuler man lige sin farve? Jo, jeg kunne måske blege min hud med whitener (en creme, der gør huden lysere), men det ville give permanent skade og så skør var jeg heldigvis ikke. 

Det var først, da jeg blev en smule ældre, at jeg forstod at min hudfarve er en gave. Stoltheden kom ikke overnight, for selv internt i min familie jokede man med, at jeg var den mørkeste og at jeg lignede en rigtig afrikaner. Vi er brune i mange nuancer i min familie, så at høre at jeg også skilte mig ud blandt mine nærmeste gjorde ondt – rigtigt ondt. Men igen, så var det ikke noget jeg påtalte. 

Da jeg blev ældre indså jeg, at jeg måtte lære at elske og acceptere min chokoladebrune hudfarve. Da jeg endelig lærte det, var det meget nemmere at stå mobningen imod. Jeg blev bevidst om at jeg kunne bruge min hudfarve positivt. Min hudfarve, min opvækst og mine erfaringer var en styrke og med dem i tasken kunne jeg klare alt. Uanset hvor jeg har befundet mig i mit sene teenage- og voksenliv, har jeg altid være den eneste mørke. Pludselig opdagede jeg at det var en fordel, fordi folk lagde mærke til mig, hvilket betød at de huskede mig. 

Da jeg var gravid med Lille M var jeg en smule bekymret over om han overhovedet ville komme til ligne mig. Ville omgivelserne kunne se mig i ham?  Ville fremmede mennesker tror at jeg var hans mor eller hans babysitter? Heldigvis er mine bekymringer i dag forsvundet, og banditten er en tro kopi af sin hooyo. Han er en smule lysere end mig, og hans krøller er lidt blødere end mine, men der stopper forskellene så også. 

Banditten har en etnisk dansk familie og en dansk-somalisk familie. Han fejrer både jul og Eid, så han får en god smagsprøve på begge kulturers traditioner,  værdier og mad. Han kalder min mor for ayeeyo (bedstemor/mormor) og min mands mor for farmor. Det er vigtigt for mig, at han er bevidst om sine forskellige kulturer og sin hudfarve. For uanset hans efternavn (som for øvrigt heller ikke er typisk etnisk dansk), uanset om hans farmor er etnisk dansk og det faktum at han er familie med Harald Blåtand, så vil nogle stadig mene at han “ikke er rigtigt dansk”, blot fordi hans hudfarve er mørkere end den “almindelige” etnisk danskers. 

En dag sad vi og legede på gulvet og ud af det blå sagde han: “hooyo brun”. Da jeg svarede at det var rigtigt, fortsatte han: “Lille M brun”. Da jeg spurgte hvilken farve hans far har, sagde han smilende: “aaboo lilla”. 

Jeg ved ikke om det er for tidligt, at introducere banditten for snakken om hudfarve – men hvornår skal jeg ellers tage den med ham? Jeg ved, at det er noget som han skal deale med hele hans liv, så kan han lige så godt få nogle redskaber med i tasken, så han ved hvad han kan sige og hvordan man tackler forskellige situationer. 

Det er vigtigt at Lille M forstår og accepterer at han er brun, og at han ser brune figurer i hans sangbøger og børnebøger. At han ser brune børn i Ramasjang, og opdager at de alle er danske. Han er ikke mindre dansk, fordi han har en brun hudfarve, og når nogle spørger ham i børnehaven om den hudfarvede tus håber jeg, at han siger: “hvilken hudfarve mener du”, for nej – bare fordi vi bor i Danmark er hudfarven ikke den laksefarvede! 

Share: