Hjælp! Jeg har for længst passeret the big 30. Har faktisk netop rundet de 36. Det føles som om det kun er et par dage siden, at jeg var 18 år gammel, og dansede til blød R&B hjemme i min mors trygge stue. I dag har jeg fundet flere grå hår, har svært ved at holde mig vågen sent om aftenen, og synes egentlig, at det er sjovere at sidde derhjemme og se dokumentar på DR i stedet for at udforske Københavns natteliv. Overalt i min hverdag ser jeg tegn på, at jeg altså er blevet “gammel”, så nedenunder vil jeg fortælle om mine observationer.

Trætheden

Jeg synes jeg bliver hurtigt træt. Uanset hvor mange vitaminpiller jeg propper i munden er det aldrig nok. Kaffe og energidrik fylder mere og mere i min hverdag, men jeg tror at jeg efterhånden er blevet immun. For jeg mærker ikke deres effekt længere. Det er især efter frokost, når Lille M leger på gulvet at mine øjenlåg bliver tunge. Så kigger jeg på uret og håber han snart gaber, så vi kan tage en lille morfar sammen. Den der lur er guld værd. Uden fungerer jeg ikke. Hvis jeg ikke får luren kan jeg have svært ved at koncentrere mig, og min trætte krop drømmer om min dejlige bløde seng. Når jeg skal skjule trætheden kommer krigsmalingen frem og som en vaskeægte tryllekunstner bruger jeg alle kneb, så mit ansigt fremstår så perfekt som muligt. Uden min makeup ser jeg lige så træt ud som alle de andre mødre jeg møder på gaden. Uden den ser jeg trist, grå og kedelig ud.

Jeg har også fundet ud af, at uanset hvor mange lure jeg tager i løbet af en dag, så er trætheden der altid. Den lurer i baggrunden og forsvinder aldrig.

Royal Copenhagen-fetish

Overalt på de sociale medier er der billeder af kvinder og deres Royal Copenhagen-samling. På Facebook-grupper samles de og savler over deres nyeste skud på stammen. På Instagram er der gået sport i hvilket og hvor meget Royal Copenhagen man har. Jeg kan lige så godt indrømme det. Jeg er blevet smittet. Jeg fik nogle fine kopper i bryllupsgave, og har da også et par andre ting, men det er slet ikke nok. Jeg fik julelys i øjnene, da jeg pakkede kopperne ud, men min mand fortrak ikke en mine. Han synes faktisk, at det er fjollet og alt alt for dyrt. Men jeg elsker mine fine kopper, der lyser hele køkkenet op og vil så gerne udvide min lille samling med flere ting.

Tit griber jeg mig selv i at savle over Royal Copenhagen’s Instagram-profil. Så scroller jeg ned, og drømmer mig væk i et univers, hvor jeg har inviteret veninderne hjem til laktose- og glutenfri økomuffins serveret på en Royal Copenhagen-kageopsats, naturligvis. Når jeg så har set prisen på kageopsatsen, så bliver jeg revet tilbage til virkeligheden, for hold kæft hvor er det dyrt. Det har jeg sgu ikke råd til endnu, så drømmen må forblive en drøm lidt endnu.

Det skal give mening

Jeg er kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg prioriterer meget med hensyn til min tid. Jeg bruger først og fremmest tiden med min lille familie. De kommer i første række og så kommer veninderne, mine skriverier og alt det andet. Tid for mig er ekstremt vigtigt, især efter jeg er blevet mor. Der er ikke så meget af den, og derfor skal jeg helst bruge min tid fornuftigt. Jeg har ikke tid til tilfældige bekendtskaber. Jeg har de folk omkring mig, som jeg har brug for, hvad enten det er i professionel eller privat regi. Når jeg en sjælden gang bevæger mig ud skal det give mening. Jeg går ikke bare ud for at gå ud, men jeg tager gerne til events og debatarrangementer, hvor jeg enten kan markere mig, netværke eller simpelthen bare mærke pulsen.

Old school

Når jeg tager min papirkalender frem, så kigger folk altid lige en ekstra gang. Jeg ved godt, at vi lever i en teknologisk tidsalder, hvor vi bruger vores mobiltelefon til alt. Der er folk, der ikke kan tage en beslutning om en kaffeaftale, før de har tjekket deres Facebook-begivenheder eller kalenderen i mobilen. Jeg er så old school, at jeg stadig bruger min trofaste papirkalender. Det virker måske lidt tilbagestående, men jeg elsker bare følelsen af at skrive mine aftaler ned med en pen. Det er som om det gør aftalen mere vigtig og ægte, og jeg kan ikke bare slette min aftale ved hjælp af en enkelt knap. Jeg nyder virkelig at tage min highlighter og overstrege mine aftaler, så jeg har overblik over min uge. Jeg bladrer i den og kan nemt overskue, hvornår jeg har tid til det ene eller andet. Jeg har altid haft en papirkalender, og den holder jeg altså fast i mange år endnu.

Just in case shit happens

Jeg har altid været “just in case shit happens”-typen, derfor har jeg altid en million ting i min taske. Jeg er faktisk blevet værre med årene. Der er nogle ting jeg bare skal have med i min taske. Jeg ved godt, at det kan virke som om, jeg skal ud at rejse, men det er jo bare min frygt, der spiller ind. Min frygt for at have glemt noget derhjemme, hvor jeg senere på dagen tænker “fuuuuckkk…hvorfor tog jeg ikke den der ting med…”.

Jeg er typen, der forventer, at der udbryder krig lige om lidt, og derfor vil jeg hellere være safe than sorry. Jeg fylder min taske med alt muligt lort, så min skuldertaske kan ikke blive stor nok. Uanset hvor meget jeg begrænser mig selv, så er den altid proppet. Efter jeg har fået Lille M, så er jeg blevet en endnu værre “just in case shit happens”-type. Tidligere skulle jeg kun tænke på mig selv, nu skal jeg tænke på mig selv og Lille M. Nu kan jeg ikke altid nøjes med min alt for lille skuldertaske. Nej, nu skal jeg også huske Lille M’s pusletaske. For tænk, hvis man er ude og han skider eller brækker sig? Derfor er det nødvendigt med skiftetøj. Der skal også være lidt mad og mælk, for tænk hvis han bliver sulten eller tørstig. Hvis vi er hjemme hos min mor i nogle timer, så skal jeg også huske noget af hans legetøj og jeg kunne blive ved….

Anyway, jeg orker ikke at fortsætte med listen over mine observationer, for jeg kunne blive ved. I stedet vil jeg  glemme alt om min træthed og hygge mig med min lille familie….

 

Share: