Jeg er efterhånden blevet så hårdhudet, at uanset hvad folk kaster efter mig af grimme ord, så kan det ikke slå mig ud.

Folk har ikke en indbygget stopklods længere. En trist erkendelse. Måske tænker de, at skærmen fungerer som et uigennemtrængeligt panser og det faktum, at vi ikke står face to face gør det okay at uddele tørre ordtæsk. Det som folk åbenbart ikke ved er, at sådan noget preller af på mig. De kan kaste alle sprogets værste gloser efter mig, men ordene rører mig ikke, for min hud er hård.

Sådan er spillet

Når jeg vælger at dele mine tanker og erfaringer med andre popper der naturligvis forskellige meninger op. Nogle hepper på mig, fordi de kan relatere til mine skriverier. De synes, at det er forfriskende, at der findes en stemme som min i blogosfæren. En stemme, som både er muslimsk, dansk, somalisk, førstegangsforælder, københavner etc. Jeg skriver om ting jeg ved noget om, og som giver mening for mig. Jeg kunne aldrig drømme om at skrive et indlæg om noget jeg ikke har forstand på. Alligevel får jeg tæsk indimellem. Jeg har tidigere skrevet om mine tanker om især en episode.

Det er oftest, når jeg ytrer mig om danskhed, religion eller mine somaliske rødder at folk bliver spydige. Jeg ved godt at det er emner, som folk har kære, men det har jeg sgu også. Jeg accepterer ganske enkelt ikke den præmis, der hedder at man ikke kan være begge dele. Man skal helst placeres i en boks. Jeg må hverken være “for dansk” og jeg må heller ikke være “for muslimsk”. Hvis jeg er det, så skal jeg åbenbart straffes. Folk kan ikke forstå, at jeg ikke passer ind i deres bokse.

Vi er ikke alle ens

Ligner jeg den typiske danske kvinde eller typiske dansk-somaliske kvinde? Nej, men hvordan definerer man lige “typisk”? Hvad vil det sige? Hver gang jeg er sammen med min etnisk danske familie, så lærer jeg noget nyt om dansk kultur. Noget jeg burde have lært i skolen eller gennem min opvækst lærer jeg først nu, fordi jeg er landet midt i en overvejende etnisk dansk svigerfamilie. Når jeg til gengæld er sammen med andre dansk-somaliere, så finder jeg også ud af nogle ting, som jeg måske burde have lært hjemmefra.

Sandheden er at jeg ikke er “typisk” det ene eller andet. Det har jeg faktisk heller aldrig claimet at jeg var. Det mest typisk somaliske, der er ved mig, er mit navn. Og det mest typisk danske ved mig, er min forkærlighed for remoulade.

Følgende kommentarer taler deres eget tydelige sprog:

. ..”Åh, boo hoo, cry me a fucking river, dine somaliske landsmænd vil slå ihjel for at leve dit liv, men alt hvad du kan formå, er at beklage dig. Så du har et problem med, at der er for mange hvide mennesker i Danmark? Beklager søde, men danskere er hvide, har altid været det og vil altid være det”. 

“Det der virkelig er snæversynet, urealistisk og forkert, er at en somalier som dig synes, at hun skal fortælle mig og andre danskere, hvordan en dansker ser ud og hvad danskhed er. Du er ikke dansker og du ved tydeligvis heller ikke hvad danskhed er”.

“Skam dig lige lidt søde. Fint du ikke har tørklædet på, men i det mindste opfører dig som en muslim. Ikke dansker! Må Gud retlede dig og din familie”.

“Jeg synes det er synd, at du som SORT og AFRIKANSK kvinde og det er du, uanset hvor meget du prøver at fortælle dig selv andet, ikke snakke om dybdegående ting. I alle de emner du har taget op, har der ikke været en eneste, som fortæller om hvor stolt en afrikansk kvinde man kan være af sin BAGGRUND”.

Ordene rører mig ikke. Uanset hvad jeg gør eller siger, så er der alligevel folk, der mener noget andet. Der er også folk der mener noget tredje. Det eneste jeg kan gøre er at leve mit liv med rank ryg. At nogle mener jeg ikke er en god muslim, ikke er rigtig dansk eller somalisk kan jeg ikke bruge til noget konstruktivt. De samme mennesker, som peger af mig, burde vende fingeren mod sig selv og stille spørgsmålet: “hvorfor har jeg behov for at pege fingre af andre mennesker?”

Share: