I dag gjorde jeg noget, som jeg aldrig havde troet jeg ville gøre. Jo, jeg havde nok set det komme, men jeg havde håbet på at kunne undgå det lidt endnu.

Hvis der er noget jeg hader mere end rengøring, så er det træning. Tanken om at træne i et fitnesscenter omgivet af andre svedige mennesker tiltaler mig absolut ikke. Det er nok grunden til, at jeg kan tælle mine fitnesscenter-besøg på én hånd. Ja, jeg er naiv. Jeg vil jo gerne tabe 5-8 kilo, men helt uden at svede overhovedet.

I går sad min mand og jeg og så DR-programmet “Fede forhold”, der handler om 3 par, der har taget voldsomt på siden de har mødt hinanden. Deltagerne er gået fra at være mere eller mindre aktive individer til sofakartofler, som helst bare vil se TV med en slikskål i skødet. En af de medvirkende havde over en periode på 4 år taget hele 50 kilo på…shiiit! Parrenes vægtforøgelse gennem årene havde desværre også været medvirket til, at de har mistet lysten til hinanden. I stedet for at kysse og kramme har deres opmærksomhed været rettet mod fjernsynet eller junkfood.

Programmet satte selvfølgelig nogle tanker i gang hos mig. Lige så højt som jeg elsker sofaen vil jeg helst ikke ende som en sofakartoffel. Jeg har tidligere fortalt, at jeg har fået et par ekstra kilo på sidebenene siden jeg mødte min mand. Der er tale om ca. 5-7 kilo, som jeg håber forsvinder. Men de forsvinder ikke af sig selv, uanset hvor meget jeg ellers ønsker det.

Et los i røven

I dag gjorde min mand så det umulige. Han afleverede banditten, kom hjem og sagde at i dag skulle vi ud at løbe. Halvsovende i den varme seng opfattede jeg ikke lige hvad han sagde, og troede mest af alt han jokede. Men programmet havde åbenbart motiveret min mand, for han syntes at jeg skulle ud af fjerene. Det paradoksale er at min mand gennem vores forhold ikke har taget på, men tabt sig. Han er så heldig, at uanset hvad han spiser, så tager han ikke på. Hans motivation for at løbe er derfor ikke at tabe sig, men at blive et endnu sundere menneske. Derfor skulle jeg med ud og tro det eller ej – det gjorde jeg sgu!

Jeg havde ikke set det komme, og hvis jeg selv skal sige det, så var det faktisk ikke så slemt som frygtet.  Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg typen, der har behov for et los i røven. Jeg træner ikke bare fordi jeg har lyst til det. Jeg skal have et mål. I dette tilfælde er det, at jeg ikke er helt tilfreds med min krop. Jeg synes ikke de 5-7 kilo ekstra klæder mig. At løbe en tur et par gange om ugen og være ekstra opmærksom på hvad jeg spiser slår mig ikke ihjel. Det der slår mig ihjel er hvis jeg bliver siddende på sofaen og ikke laver en skid fysisk.

Jeg håber at jeg kan holde mit løfte til mig selv og få trænet seriøst, for i sidste ende, så er jeg den eneste jeg kan pege på, hvis kiloene stadig sidder på mig. Jeg vil gerne gå livet i møde med en krop, som jeg er tilfreds med og som jeg føler klæder mig. Løbeskoene er taget ud af skabet, og de bliver ikke smidt derind igen!


Share: