Diversitet og mangfoldighed i mainstream-medierne har for mig altid været alfa og omega. Da jeg var yngre så jeg næsten udelukkende amerikansk producerede TV-programmer, fordi karaktererne i langt højere grad lignede mig.

Programmerne handlede om helt almindelige familier med følelser og oplevelser som alle andre. Hvis man lukkede øjnene kunne man ikke se, at de ligesom mig var mørke i huden. Men det var de og for mig var det en enormt vigtig identifikationsmarkør!  

I torsdags udtalte jeg mig til Berlingske i en artikel med ovenstående emne. Desværre føler jeg ikke at alle mine pointer fik plads i artiklen. Derfor kommer de her…

Den stereotypiske karakter

Som barn blev jeg vant til at se, at kioskejeren, den kriminelle eller rengøringskonen i de danske film- og TV- produktioner var mørke i huden med en kraftig udenlandsk accent. De blev ofte fremstillet som mennesker på bunden af samfundet. Det hørte til sjældenhederne, at man så en helt almindelig skuespiller med anden etnisk baggrund spille en hovedrolle. Den virkelighed var konstrueret. Den afbildede folk som mig, men den hang ikke sammen med min virkelighed.

Da jeg blev ældre begyndte jeg at se flere danske kvinder med anden etnisk baggrund i programmer om social kontrol eller islam. I programmerne var islam den “onde religion”, hvor kvinderne blev usynlige og undertrykte. De slemme mænd i denne onde religion var hævet over kvinderne. Ja, der findes nogle sindssyge mænd, som tager islam som gidsel – ligesom nogle sindssyge mænd tager jødedommen og kristendommen som gidsler.

Men det betyder ikke at hverken islam, jødedommen eller kristendommen er slemme religioner. Det er de mennesker, der udnytter religionen til egen vinding, der er de onde. Flere af programmerne havde som præmis, at social kontrol og undertrykkelse udelukkende var og er et islamisk fænomen, men hvorfor? Fordi mainstream-medierne over en bred kam er blev enige om at en hetz mod islam og muslimer er ok.

Jeg savner stadig at se flere kvinder som mig, der er dansk-somalier og muslim sidde i mainstream-TV og tale om at være mor, kvinde eller om noget helt tredje, som fx. deres uddannelse eller job. Det behøver ikke kun at handle om religion eller hudfarve. Hvorfor er medierne bange for at se flere mørke danskere på TV bare være sig selv? Folk i dette land kan sagtens se mennesket bag min mørke lød. At en etnisk dansk kvinde ikke skulle kunne identificere sig med mig er noget vrøvl og udenomssnak. Jeg elsker fx. “Ditte og Louise”, hvor de to etnisk danske skuespillere Louise Mieritz og Ditte Hansen spiller nogle kiksede 40-årige Bridget Jones-typer. De er alt det jeg ikke er, men alligevel kan jeg spejle mig i dem!

Jeg indrømmer gerne, at der i dag er begyndt at titte flere mørke danskere frem på TV, men det er sgu stadig op ad bakke. Udviklingen er for langsom. Nogle vil sikkert skyde mig i skoene, at jeg kun er interesseret i flere muslimske og/eller afrikanske kvinder på TV, men nej, der tager i fejl. Jeg vil gerne se ALLE slags kvinder lige fra grønlandske, thai, chilenske, indiske, japanske, sydeuropæiske…og ja, alle midt i mellem. Det er pinagtigt at medierne ikke anerkende vores alle sammens tilstedeværelse, for sandheden er at danskere kommer i alle farver og det burde mainstream-medierne omfavne.


Vi tager sgu selv ordet

Når folk ligesom mig ikke føler at de bliver portrætteret på den rigtige måde, ja – så gør de det bare selv. Jeg gjorde det selv tilbage i 2009 da Ethniqa Magazine, Danmarks første online medie for danske kvinder med anden etnisk baggrund blev lanceret. Jeg gjorde det også selv da jeg i min studietid lavede radio på dansk og engelsk længe før, det blev moderne med podcast. Jeg gjorde det selv da jeg bevidst havde mørke danskere i alle mine individuelle indslag på journalisthøjskolen, fordi jeg gerne ville vise at man sagtens kunne bruge sådan som os uden det forstyrret mediebilledet.

Jeg tog bladet for egen mund og gjorde det ingen andre gjorde, og banede derfor vejen for mange andre. I Ethniqa Magazine skrev vi side op og side ned om danske kvinder med anden etnisk baggrund, lavede photo shoots hvor modellerne havde tørklæde på, hyldede forskellige danske kvinder og gav kvinder som mig en stemme i debatten. Vi sparkede røv fordi vi ikke følte at de eksisterende mainstream medier fortalte vores historie. De fortalte historier om os, men aldrig til os – så vi gjorde det sgu bare selv.

Jeg er stolt af enhver der var en del af Ethniqa Magazine og som kæmpede min kamp, om at ændre narrative om den danske kvinde. Desværre var frivilligt arbejde ikke vejen frem og jeg tror også, at vi var før vores tid. I stedet for at sidde tilbage i dag og tænke: “Hvorfor gjorde jeg det ikke”, så er jeg så taknemlig for at jeg tog springet og startede mit eget medie. Den danske Oprah blev jeg desværre ikke, men i 10 år gav vi mørke danske kvinder en stemme og en platform som Danmark aldrig har set før eller siden!

Share: