Sol, strand og lækker friskpresset juice var snart en realitet. Vi sidder i svigerfars bil på vej til lufthavnen, og mit hjerte banker en smule. Shiiit…nu gør vi det sgu! Nu rejser vi med en tumling.Det er den ultimative forældretest. Jeg håber bare at vi får en dejlig første familietur og at min mand og jeg består testen med super-resultater. I lufthavnen kværner Lille M lynhurtigt en banan, som vi har fået gratis af de søde drenge fra Joe & The Juice, mens jeg dagdrømmer om den dynamiske metropol, Tel Aviv, som stjal mit hjerte for to år siden. Hvad jeg ikke tænkte på, var risikoen for at Lille M ville blive syg. Mine tanker centrerede sig udelukkende om hygge, god mad og en masse is, og IKKE en feberramt tumling og besøg på et israelsk hospital.

Torsdag: Lille M’s første flyvetur

Vi er i luften i 4 ½ time og jeg håber seriøst at M tager en lur, især fordi han sprang den over derhjemme. Jeg er overbevist om, at banditten kan mærke spændingen i luften, og derfor beslutter sig for at han ikke vil gå glip af noget som helst. I den overfyldte flyvemaskine gider han ikke at sidde på sin fars skød, nej i stedet piller han ved alt omkring ham. Heldigvis sidder der en meget tålmodig kvinde, der på engelsk svarer: “That’s okay, I have 10 nieces and nephews”, da jeg beklager Lille M’s opførsel. Heldigvis har han en evne til at charmere alle på sin vej, og ret hurtigt begynder kvinden at lege og kommunikere med ham. Da det efterhånden bliver langt over hans sædvanlige sengetid er han overtræt og ikke meget for at falde til ro, men efter en del overtalelse fra farmand overgiver han sig endelig – til stor lettelse.

I Ben Gurion lufthavn er jeg præcis lige så nervøs, som sidste gang jeg var der. Gad vide om jeg bliver lukket ind i landet. Sidste gang jeg stod foran paskontrollen kredsede mine tanker om alle de skrækhistorier jeg havde hørt fra muslimske veninder og bekendte. Så snart jeg fortalte dem at jeg skulle til Israel, så fik jeg den der fortælling om hvor stride de er mod muslimer, og at man kan risikere at blive nægtet adgang.

Ligesom ved sidste besøg skulle vi blot svare på nogle simple spørgsmål. Den kvindelige toldbetjent spørger min mand om hensigten med vores besøg og hvor mange gange han har besøgt landet. Hun spørger kun mig om hvad min far hedder. 

Da Lille M flasher sit smil og flirter med hende, virker det som om hun løsner op og med et skævt, afdæmpet smil siger hun “Welcome to Israel

Fordi vi ankommer sent om aftenen har min mand heldigvis aftalt med sin fætter, at han henter os. Efter lidt bøvl med at finde ham, fordi han var ved at parkere i et parkeringshus er vi på vej til vores Airbnb-lejlighed på Ben Yehuda Street. Faktisk samme gade vi boede på sidst vi var i Tel Aviv, blot lidt længere nordpå. Det er en dejlig gade med en masse cafeer, barer og kiosker, der har åbent 24/7. Det bedste er dog, at den fantastiske strand Hilton Beach ligger under 10 minutters gang væk.

Fredag: Sol, strand og spisning hos familien

Efter en god lang søvn smutter min mand ud efter morgenmad, og så var vi ellers på vej til førnævnte Hilton Beach. Vi følges med hans fætter, fætterens kone og deres lille søn, som blot er 3 måneder yngre end Lille M. For første gang nogensinde skulle Lille M bade på en strand. Selvom vejret har været vidunderligt i Danmark har vi ikke været i nærheden af at bade overhovedet. Det skyldes simpelthen to ting: 1) både min mand og jeg synes at vandet herhjemme er koldt uanset hvor varm luften er og 2) Jeg er ikke den store vandhund.

At slikke sol er noget af det bedste jeg ved, men at svømme ude i det åben hav er ikke lige min stil. Nok fordi jeg ikke rigtigt kan svømme, og derfor er bange for at drukne.

På Hilton Beach finder vi et hjørne med få mennesker, så det er perfekt til en smånervøs lille M. Her er  børnevenligt med små soppeområder, hvor man kan sidde og nyde vandet uden der kommer store bølger.

I starten vil banditten helst ikke i vandet, han sidder i stedet og leger i sandet. Som tiden går bliver han dog mere og mere modig, og begynder at lege i vandet. Vand er normalt ikke Lille M’s favorit. Han er hunderæd for at gå i bad, så at se ham lege afslappet i vandet er derfor en ret stor ting. Måske hjælper det ham at se sin fætter boltre sig i vandet?

Et par timer senere er vi på vej til familiemiddag hos min mands tante og onkel. Vi bliver mødt af et spisebord, der er overdækket med en masse forskellige retter. Man skulle næsten tro at de havde stået bag gryderne hele dagen. Mens vi sidder og spiser smækker de den ene ret efter den anden på bordet. Shiiit…efter desserten trillede vi nærmest hjem. Det er lige præcis den følelse jeg elsker ved Israel. Den der familiefølelse og kærlighed, som vi møder så snart vi er i familiens skød. Jeg elsker at min mands fætter altid spørger om der er noget vi har brug for, hvad vores planer er osv. Vi er omringet af familie, selvom vi ikke er fysisk sammen med dem hver dag. Det er så dejligt og en af grundene til, at jeg bliver mere og mere forelsket i landet – det og det gode vejr!

Lørdag: Ramt af feber

Dagen starter egentlig godt med at vi først vågner ved 11-tiden. Vi snupper en hurtigt frokost, for selvfølgelig har familien givet os en doggybag med rester med hjem. De har også sneget frugter, pålæg, dessert, snacks og en Cola Zero ned i posen. ..haha….de er så gavmilde, at det er skørt – I love it! Det ligner seriøst at vi har rippet deres køleskab.

Vi tager til Tel Aviv Port, byens gamle havn, hvor der er en masse butikker, caféer og en skøn promenade. Vi nyder udsigten, men fordi stedet er fyldt er det en smule svært at komme rundt med klapvognen. Hurtigt finder vi et sted, hvor vi kan undslippe de mange mennesker. Vi slår os ned foran en lille isbutik, for at blive kølet lidt ned. Dernæst rammer vi et kæmpe legeområde. Lille M er en smule overvældet af alle de legende børn, men da en af  gyngerne bliver fri slår vi til og hurtigt kommer smilet frem. Lige i det øjeblik smelter jeg. Her er jeg på dette magiske sted med mine to yndlingspersoner.

På vej hjem falder banditten i søvn i sin klapvogn. Han har ikke sovet i en klapvogn siden han var ret lille, så både min mand og jeg synes det er en smule mystisk, men tænker også at sønnike har fået en cocktail af oplevelser blandet med næsten 30 grader. Det ville slå alle ud med det samme. Hjemme i lejligheden er han en smule varm. Senere på dagen er han stadig varm og meget søvnig, så vi tager hans temperatur (heldigvis havde vi taget børnepanodil og termometer med). Med det samme konstaterer vi at Lille M har feber, så vi bliver hjemme i lejligheden resten af dagen.

Jeg havde ikke set det komme, og havde aldrig troet at jeg skulle sidde fire dage i en lejlighed i Tel Aviv med et feberramt barn. Især fordi Lille M netop havde haft feber en lille uge inden afrejsen.

Jeg forstår ikke hvordan små børn kan blive syge på to sekunder. Den der myte om at børn får 1 million sygdomme er sand – desværre!

Søndag: Stadig syg

Feberen er ligeglad med at vi er på familieferie. Vi tager ingen chancer, så vi bliver hjemme hele dagen. Igen bruger Lille M en masse tid i sengen og er kun vågen i fire timer, hvor han dårligt nok har lyst til mad. Menuen står på vand og brød med hummus. Det eneste han vil spise. Fordi vi er hjemme hele dagen og vores køleskab hen på aftenen efterhånden er tomt, bestiller min mands fætter burgere til os. Sekundet efter udbringeren rækker os posen med mad, er den væk. Lille M elsker pomfritter, så han kaster sig forsigtigt over dem. Det virker som om hans appetit er kommet tilbage – halleluja! Men lige da vi tror at han er ved at få det bedre kommer feberen tilbage med fuld fart og den stiger bare!

At se Tel Aviv fra et vindue i lejligheden er ikke lige hvad jeg havde forventet.

Jo, jeg kan sagtens tage på stranden alene, men jeg kan ikke nyde det velvidende at min baby ligger syg, hell no! Derfor er der ikke andet at gøre end at holde ud. Det er sjovt, hvordan man kan glæde sig så meget til noget uden at vide at det overhovedet ikke bliver som forventet. Her sidder vi i en lejlighed og ser israelsk TV med en syg baby på armen. Oh well!

Mandag: Skadestuen ASAP!

Lille M vågner med over 39 grader i feber, så vi beslutter os for at han skal tilses af en læge! Min mand ringer til vores rejseforsikring derhjemme, der heldigvis er søde og forstående. De kontakter deres kontakt i Tel Aviv mhp. at vi kan få tjekket vores lille syge bandit.

En SMS tikker ind i på mobilen. Vi skal straks tage til modtagelsen på Ichilov-hospitalet midt i byen, nærmere betegnet børnemodtagelsen DANA. Vi får fat i en taxa og små 15 minutter senere er vi på hospitalet, hvor vi prøver at finde ud af hvor vi skal hen. I receptionen har de allerede fået vores info af forsikringsselskabet. Damn, de arbejder hurtigt hjemme fra Danmark. Efter cirka tre timers ventetid og undersøgelse får vi at vide at banditten har halsbetændelse. Det eneste vi kan gøre er at give ham panodil mod hans feber og is pga. hans ømme hals. Jeg må sige at systemet her arbejder laaaaaaaangsomt. Vi får f.eks. at vide at man skal vente få minutter, men de få minutter er næsten en time lang. Heldigvis har banditten det bedre og får hvilet sig. Han har stadig ikke rigtig appetit, men drikker rigeligt med væske.

Hjemme igen snupper drengene en tiltrængt lur, mens jeg løber over til den nærmeste kaffebar. Jeg fortjener en triple shot-cappuccino, og lidt me-time efter denne forskrækkelse. Kaffen nyder jeg med udsigten fra vores altan, og så håber jeg bare at vi kan nyde de sidste par dage.

Tirsdag: Vi fucking forlænger vores ferie

OMG! Knægten har stadig en smule feber og vi skal rejse hjem torsdag. Det var den ferie. Vi havde ellers regnet med at han ville få det bedre i dag, og planlagt at gå en tur ved stranden. Det kan vi godt glemme alt om. Min mand prøver at finde ud af om vi evt. kan forlænge vores ferie med en uge, men det bliver sgu for dyrt…fuck my life!

Wiii…vi har fandme besluttet at vi fortjener at forlænge vores ferie.

Det bliver dyrt ja, og nogle aftaler er blevet aflyst. Bl.a. et oplæg jeg skulle have givet i Odense (sorry, jeg er klar anytime ladies), men hvordan kan vi allerede tage hjem? Min mand har brugt hele formiddagen på telefonen for at rykke fly, og finde en ny Airbnb-lejlighed. Vi kunne desværre ikke forlænge den vi bor i nu, fordi den allerede er booket. Heldigvis finder han en lejlighed på samme gade blot fem minutter væk lige ved siden af den kinesiske ambassade. Det er en 2-plans lejlighed med to terrasser. Jeg glæder mig til at se den i morgen. Det er verdens bedste nyhed. Så kommer vi alligevel til at nyde vores ferie.

For at fejre at vi bliver en uge mere og at Lille M har fået det en smule bedre tager vi ud til frokost efterfulgt af en gåtur på promenaden. Jeg glæder mig til at slikke mere sol og virkelig nyde Tel Aviv. I dag fik jeg endelig min mynte-lime juice, som desværre er en smule mere sur end sød, men jeg glemmer altid at nævne at den skal være sød og ikke sur. Ups!

 Læs del 2 her
Share: