I starten af året legede jeg lidt med tanken om baby #2, selvom jeg i en periode nægtede at tænke på det. Konsekvent fik mine nærmeste et hurtigt og stort “NEJ”, når snakken faldt på emnet.

Min mand og jeg skulle fandme ikke igennem den sindssyge hårde tur igen, hell no! Nu havde vi Lille M og alt var godt. Men alligevel blev tanken hængende og lå og spirede, og jeg kunne ikke komme af med det. Du kan læse meget mere om mine tanker her.

Forleden faldt jeg over DR2 dokumentarserie “Albert og Sanne for altid”, der handler hvordan parret kæmper mod ufrivilligt barnløshed og fertilitetsbehandling. Albert og Sanne har været sammen i flere år og endelig er de klar til at skifte familie. Huset, have og Volvo er klaret – det eneste der nu mangler i deres liv er små babyfødder og latter til at fylde hjemmet.

Desværre støder parret ind i nogle forhindringer, de ikke havde set komme. I serien er man fluen på væggen, når  Albert og Sanne lukker os ind i deres inderste tanker. Som seere græder og griner man med parret. Jeg kunne mærke deres frustrationer, når tingene ikke går som planlagt eller når de møder endnu en forhindring. Det er som om, det er min egen panden, der møder muren når jeg ser hvordan de rodløst går rundt, fordi alt er uvist. Jeg hepper på dem, når de endnu engang sidder håbefuldt til en  konsultation på fertilitetsklinikken. I går græd jeg mere end jeg plejede.

Hvad så med mig?

Jeg græd fordi deres situation rammer mig. Serien får mig til at reflektere om min egen kamp for baby #2. Der er intet der er sikkert og kun Allah (SWT) kan afgøre om jeg får endnu et barn eller ej. Alle odds er imod mig, for helt ung er jeg ikke. Jeg er 37år,  og mine chancer for endnu en graviditet bliver mindre for hvert sekund der går. Jeg prøver at være positiv omkring det, men hvis et ungt par der får alt den hjælp i verden ikke kan lykkedes med at blive gravid, hvad er så mine chancer?

Jeg græd fordi tanken gør ondt. Jeg græd fordi jeg frygter endnu en spontan abort, og jeg græd fordi jeg frygter at skulle opgive min drøm om at give Lille M en lillebror eller søster. Burde jeg bare tage en tudekiks og starte med at tænke positivt? Jeg ved ikke om jeg orker at prøve i flere år. Jeg ved ikke om jeg har den viljestyrke Albert og Sanne har. De kæmper stadig og har ikke opgivet håbet, de er så pisseseje! Deres beundringsværdige mod er fantastisk, og smitter næsten. Jeg skriver næsten, fordi jeg ikke er helt så modig som de er.

Når jeg har det på denne måde, kan jeg ikke lad være med at pege fingeren på mig selv. Skulle vi ha’ forsøgt at blive gravid lige så snart vi havde fået Lille M ? Er det for sent nu? Er det min skyld, hvis ikke vi får endnu et barn fordi jeg er for gammel? Spørgsmålene er mange og svarene få. Uanset hvor sund jeg bliver eller  hvor mange vitaminpiller jeg spiser, så kan det i sidste ende være lige meget. Når alt kommer til alt, så håber jeg alligevel på det bedste……

Share: