Den ældre etnisk danske kvinde kigger på mig med onde øjne og bestemthed i stemmen, så jeg er ikke i tvivl om at hun virkelig mener hvert eneste ord.

Hun nedstirrer mig og i øjeblikket aner jeg ikke hvad jeg skal sige eller gøre, men håber blot at nogle af de andre kvinder til stede griber ind. Jeg indser desværre hurtigt at det ikke vil ske. Jeg er alene mod kvinden, så jeg svarer hende: “Jeg har aldrig set dig før og du kender mig ikke, så hvem er det du kalder ballademager?”

Mine ord hænger i luften. Stilheden er frygtelig. Indeni håber jeg inderligt at en eller anden vil komme mig til undsætning. Tilsyneladende er kvinden ikke færdig og det er jeg heller ikke. “Hvem kalder du for ballademager, og hvem hentyder du til, når du siger andre?” Kvinden mumler et eller andet, ifører sig sit tøj og forlader omklædningsrummet. Tilbage står jeg akavet, følsom og sur. Jeg er sur på kvinden, fordi hun umotiveret svinede mig til med racistiske udtalelser, men jeg er også skuffet over de andre kvinder i omklædningsrummet, som hverken sagde eller gjorde noget som helst.

Det værste af det hele er, at min svømmelærer var til stede under hele seancen, men det er først efter den ældre kvinde har forladt lokalet, at hun anerkender situationen. Jeg får et skulderklap og et “godt du sagde fra”-replik. Hvad fanden hjælper det nu, tænkte jeg. Hvor var du og din støtte, da hun overfusede mig, tænkte jeg videre.

Vis mig din støtte eller lad være!

Jeg kan efterhånden tåle det meste, og har siden barnsben hørt folk råbe racistiske ord efter mig og/eller min familie. Jeg har aldrig været bleg for at svare igen eller konfrontere folk, når de har givet mig en verbal lussing. Folk skal fandme ikke tro at de kan slippe afsted med at sige sådan nogle ting – uanset hvem de er. Det der chokerede mig ved situationen i omklædningsrummet i DGI-byen var, at jeg var højgravid og ekstra følsom. Jeg passede bare mig selv til min ugentlige graviditetssvømning. Jeg kan ikke sætte en finger på hvad der udløste den ældre kvindes umotiverede racistiske udtalelse. 

Jeg satte hende på plads så godt som jeg nu kunne, uden at én eneste i rummet blandede sig. De hørte og så optrinnet, men valgte bevidst ikke at blande sig. De var simpelthen skideligeglade. I bussen på vej hjem kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om min lille baby i maven nogensinde vil opleve noget lignende. Uanset hvor meget jeg beskytter ham, hvor meget jeg lærer ham at der findes fucked up mennesker, så kan det ikke undgås. Han vil blive kaldt for N-ordet. Han vil høre at han “skal skride hjem til sit eget land” og han vil blive mindet om at han ikke er “rigtig” dansker. 

Ja, jeg er en smule pessimistisk og tænker “fuck de tossede racister”, især fordi min søn kun var 6 uger gammel, da han for første gang hørte at han skulle “skride hjem” (det kan du læse om her) Jeg ved godt at man altid skal tro på det bedste i mennesker, se positivitet i folk og deres handlinger, men nogle gange bliver jeg sgu blændet af deres fucked up ord og handlinger.

Hvis kvinderne i rummet havde forsvaret og støttet mig, så havde situationen været en anden. Så kunne den ældre kvinde opleve, at jeg ikke var alene og at hendes racistiske udtalelser var utilgivelige og stødende. Med deres stilhed accepterede de den ældre kvindes udtalelser. Hvis jeg havde været modig nok, så havde jeg nok konfronteret dem og spurgt om hvorfor de ikke blandede sig. I bund og grund ville deres støtte være rar, især fordi jeg pga. min graviditet var ekstra følsom, men hey – verden er desværre ikke perfekt og det er mennesker heller ikke. 

Share: