Jeg har det som om jeg er forelsket. Alt virker muligt og dejligt, og for hvert sekund, der går bliver jeg bare mere og mere forelsket.

Jeg svæver på en lyserød sky med et fjoget smil på, mens det kilder i maven. Ja, jeg er forelsket i tanken om ferie med min lille familie.

Tanken om at slappe fuldstændig af, tage tingene som de kommer og bare hygge tiltaler mig helt til fingerspidserne. Jeg har officielt ferie fra i dag og da jeg cyklede fra kontoret i går susede jeg afsted i de københavnske gader. Jeg skulle hjem til mine drenge, hjem til deres varme og i gang med at planlægge.

I år går turen til Danmark, hvor vi skal i sommerhus i Hornbæk. Vi skal også udforske København og se, hvad vi kan finde på. Jeg elsker at vi ikke rigtigt har planlagt for meget, og at der er plads til spontanitet. Det eneste der betyder noget er at vi er sammen og at vi hygger os.

Tid til bloggen

Inden vi holder ferie sammen, så har jeg faktisk en uges me-time. Jeg har et par praktiske ting jeg skal ha’ klaret, men ellers er den tid dedikeret til mine skriverier. Tidligere kunne jeg sagtens sidde flere timer på en café og skrive indlæg, men det har jeg desværre ikke gjort længe. Jeg savner at sidde på café med min computer og tanker. Jeg elsker at se baristaen ha’ travlt med at brygge til de mange kaffetørstige mennesker, folk der konverserer og folk, der sidder eftertænksomt foran deres computer. Jeg skal helt sikkert gøre mere af det, og det starter i min ferie.

Så selvom jeg officielt går på sommerferie, så kommer der stadig nyt her på bloggen. Det er når jeg er afslappet og 100% mig selv, at mine tanker bliver til ord og dernæst indlæg. Ordene kommer nemmere til mig, og det skal jeg udnytte til gavn for jer dejlige læsere. 

Kaffemøder med seje kvinder

I sidste uge efterlyste jeg inspirerende kvinder, der havde lyst til at mødes over en kop kaffe. Der opstår noget smukt, når seje kvinder mødes udelukkende for at inspirere hinanden. Seje kvinder med ben i næsen har en smittende energi og kickstarter noget inde i mig. Min viljestyrke og min sult efter at dygtiggøre mig bliver tændt endnu mere. Ligeledes håber jeg at de kvinder, som jeg mødes med også får en masse ud af det. Det er ikke fordi jeg forventer man arbejder inden for samme fag som jeg. Det eneste jeg synes er vigtigt, er at man har drive og noget på hjertet. God energi og netværk er guld værd, så hvorfor ikke mødes over en kaffe?

Efter min efterlysning på Instagram har jeg fået 3 kaffeaftaler på plads. Jeg glæder mig, og skal nok holde jer opdateret med hvordan det går. Hvis DU selv sidder der bag skærmen, og har lyst til at mødes, så skriv gerne til mig <3

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om kaffedates med seje kvinder, det kan du læse her

Uanset om du har ferie nu eller ej, så håber jeg at du får en dejlig sommer!

Share: