Da jeg i 2016 blev gravid for første gang var det den bedste tid ever. Som en drøm, der gik i opfyldelse, men min mand og jeg havde ikke behov for at dele vores glæde på de sociale medier. Vi holdt derimod graviditeten for os selv.

Det var først lige inden nakkefoldsscanningen at vi valgte at dele nyheden med vores familier og nære venner/veninder. På daværende tidspunkt var vi lykkeligt uvidende om at glæden snart skulle blive revet fra os.

I dag for præcis 3 år siden fik jeg en spontan abort. Jeg troede aldrig at jeg ville blive gravid igen. Sorgen, gråden og tankerne sidder stadig dybt i mig, selvom jeg ikke taler så meget om det længere. I dag bearbejder jeg oplevelsen ved at reflektere og skrive om det.

Troede det var min skyld…

Efter aborten brugte jeg lang tid på sofaen i skiftevis gråd og tavshed. Den eneste person jeg kunne overskue at have i nærheden var min mand. Jeg ønskede ikke folks medlidenhed  eller triste blikke. Uanset hvad de så sagde eller gjorde var der intet, der kunne mindske min sorg. Jeg kendte ikke engang kønnet, og havde ikke givet det et navn endnu, men alligevel følte jeg kærlighed til min lille baby i maven. Det kan godt være, at det bare var et lillebitte foster, men for mig var det et mirakel. Et mirakel, som jeg havde drømt om, håbet på og bedt for i mange år. Et symbol på kærlighed mellem min mand og jeg. Det var min første graviditet, og dengang troede jeg at det ville blive min sidste.

Lægen på Rigshospitalet fortalte, at spontan abort er ganske normalt. Det er kroppens helt naturlige måde at fraskubbe et svagt foster. Jeg burde faktisk være taknemmelig og lettet, men jeg var alt andet end det. Jeg var ikke taknemmelig, og havde bestemt heller ikke brug for at vide, at det var normalt. Jeg kunne ikke finde trøst i, at jeg ikke var den eneste.

På det tidspunkt havde jeg brug for at lukke mig selv inde med min sorg. For inderst inde troede jeg oprigtigt at det var min skyld. Kunne jeg havde gjort noget anderledes? Var jeg forsigtig nok? Løb jeg for meget efter bussen? Som en film rullede de foregående uger rundt i mit hoved. Jeg blev også uvenner med Gud! Hvorfor havde han givet min mand og jeg den største glæde og så taget den fra os? Hvad var det vi skulle lære af denne oplevelse?

Bliver jeg nogensinde gravid igen?

Blev jeg jaloux og ked af det, når jeg så gravide kvinder i de københavnske gader? Hell yeah! Jeg tænkte at livet var uretfærdigt. Tanken “hvorfor os?” fyldte så meget, at jeg nogle gange ikke kunne tænke på andet.

I lang tid efter den spontane abort ville jeg overhovedet ikke tænke på, at forsøge igen. Måske var det ikke meningen, at jeg skulle være mor? Jeg turde ikke at forsøge igen i frygt for at skulle gennemgå endnu et mareridt. Jeg var så bange, for jeg ville ikke overleve sorgen igen. Min mand og jeg valgte derfor at lægge babydrømmen på hylden, og leve vores liv. Ingen pres, ingen stress – vi havde bare brug for at komme i gennem sorgen og trække vejret på ny.

Der sker noget ved mennesker i sorg. Alt virker mørkt og dystert. End ikke solens varme stråler kan få smilet frem. Hvis man bliver i sorgen kan den ændre ens person. Det var tæt på, at jeg forblev en bitter, sur og trist kvinde. Hvis ikke min mand og jeg hev hinanden op og ud af sorgen, så havde jeg måske stadig været pissesur på verden og Gud!

Endnu et mirakel

Myten om at ting sker, når man mindst forventer det passer sgu. I vores tilfælde betød det, at jeg blev gravid med Lille M. En graviditet, som jeg ikke nød i fulde drag, fordi jeg var bange for at miste. Jeg holdt lav profil med graviditeten og skjult på de sociale medier. Jeg havde ikke lyst til at kigge på babyudstyr eller tøj ind til jeg var 100% sikker på, at alt var ok. Jeg kunne ikke få mig selv til det, selvom jeg i virkeligheden gerne ville kigge på nuttet babyudstyr og outfits.

Sent i min graviditet kom glæden mig endelig i møde. Jeg mærkede mig fri for sorgens lænker, og følte at det var OK at være glad. At mærke Lille M i min mave og høre hans hjerte banke fik mig til at tro, at mirakler sandelig kan ske – også selvom man ikke tør tro på dem.

Jeg får det altid en smule underligt på denne dato, for det var på en og samme tid en af de bedste og værste dage i mit liv. Jeg kom heldigvis i gennem det, og er i dag mor til Lille M på snart 2 år. Det har bestemt ikke været nemt, men jeg står her stadig – nu bare med en lille engel blandt stjernerne på himlen.


Share: