Selvom banditten fylder 3 år om lidt, så er han altså blevet meget hooyo-syg (mor-syg).

Hvis han ikke lige ser mig eller ved hvor jeg er, så tuder han, som om vi har taget hans sut fra ham. Han bruger i øvrigt ikke sut længere, den smed han ret hurtigt. Det er blot en metafor, for at understrege, hvor voldsomt han reagerer.

Han sover i sin egen seng, men ender på mystisk vis altid i vores seng senere på natten. De gange, hvor jeg har haft arbejde, så har jeg vågnet før ham, for at smutte i bad, fikse min makeup og afro inden jeg vækkede ham.

Få gange er det rent faktisk lykkedes mig, at nå hele rutinen uforstyrret. I disse corona-tider, hvor jeg arbejder hjemmefra, så er han dog ekstra opmærksom. Når han opdager, at jeg ikke ligger lige ved siden af ham, begynder han straks at græde hysterisk til stor irritation for min mand. For uanset hvad min mand siger, så stopper banditten først tudeturen ved synet af mig. Det er som om han tror jeg har forladt ham, og hans gråd går lige i hjertet.

Når han så er vågen, og jeg forklarer ham at jeg f.eks. lige hurtigt skal tisse, så skal han selvfølgelig med på toilettet. Yes, han ser mig stadig tisse og lave #2. Banditten synes  ligefrem, at det er underholdende. De få gange, jeg udtrykker at jeg gerne vil have to sekunder til at tisse i fred, så græder han igen. Som om han for guds skyld ikke må gå glip af noget.

Selvom jeg synes det er smule sødt, fordi vi er i “det er kun hooyo, der dur”-fasen, kan jeg mærke at det også er en smule irriterende. For det sker oftere og oftere, og når ikke engang hans egen far kan trøste ham, ja så er det ikke sødt længere.

Er der nogle af jer mødre, der har oplevet det? Og hvornår slutter fasen?

Share: